Hvis et spil udelukkende skulle bedømmes på baggrund af den stemning dets præmis, mekanikker, struktur og præsentation kan generere, så ville Pacific Drive ikke bare rangere blandt årets bedste, men slutte sig til et hav af andre indie-perler som bevis på relativt små studiers enorme kreative overskud. At udforske den såkaldte Olympic Exclusion Zone i sin trofaste station wagon er en underfundig oplevelse, hvor du aldrig kan regne med noget, og hvor det taktile i at kontrollere hver en variabel virkelig overrumpler en.
Men desværre er stemning ikke alt, eller om ikke andet opnås og vedligeholdes denne på andre måder også, og det er her, at Pacific Drives manglende tekniske finpolering og lidt for ujævne survival-mekanikker begynder at skurre.
Lad os starte ved begyndelsen. Pacific Drive foregår i vores verden, men med én kritisk forskel: For en del år tilbage begyndte en slags anomali at opstå et sted i Pacific Northwest-regionen af Nordamerika (tænk Oregon, Washington State og dele af British Columbia). Det er en geografisk, biologisk og på alle måder uforståelig begivenhed, der introducerer fænomener i en omkreds af godt og vel 100 kilometer, og som på bedste Annihalation-vis (seriøst, se den film) gør dyr, planter, jorden vi går på og luften vi indånder drilsk, uforudsigelig og foranderlig. Mennesket beslutter sig for at studere zonen, men i sidste ende er resultaterne for ujævne, for mærkelige, og i stedet bliver det besluttet at indkapsle fænomenet med en adskillige hundrede meter høj dome, og inde bag murene efterlades nogle ganske få.
Det er her, du suges ind, uden nogen grund, og de få overlevende inde i zonen beslutter sig for at hjælpe dig med at slippe ud. Det kan kun ske ved at passe og pleje en gammel station wagon, en rigtig 70'er amerikanerslæde, og forvandle den til et værktøj, der kan hjælpe dig med at kortlægge fænomenerne i zonen og til sidst undslippe.
Jeg bruger her mere spalteplads end normalt på at sætte scenen, men det er måske bare for at sørge for, at I forstår, hvor velfungerende hele det her setup er, og hvor effektivt og gnidningsfrit spillet formår at sætte sin scene. Mere lavpraktisk er spillet en let blanding af forskellige elementer, vi har set før. Spillet foregår i førsteperson, og fra en base, som tilfældigvis også er dit værksted, sætter du ud på ekspeditioner i relativt store åbne zoner inden i... ja, zonen. Her samler du ressourcer, undgår fjendtligsindede fænomener og undslipper tilbage til værkstedet for at foretage nødvendige reparationer, opgradere bilen og i sidste ende udvide værkstedet med nye værktøjer, der gør det muligt at rejse dybere ind i zonen, hvor kun endnu værre farer lurer.
Så ja, lidt roguelite, lidt survival, lidt crafting - det er her alt sammen, og du får fornøjelsen af at vedligeholde et overblik over dine ressourcer, spare op til afgørende opgraderinger, samtidig med at du til tider bliver kastet under bussen af spillets diverse ondsindede fænomener og må vende slagen tilbage til værkstedet med en smadret bil, fattig på afgørende ressourcer til selv de mest basale reparationer.
Spillet formår dog med ret hård hånd at strukturere din oplevelse med åbenlyse mål, så samtidig med at du frit kan udforske udvalgte dele af zonen og indsamle ressourcer i ét væk, så er der specifikke delmål at nå, såsom at nå en særlig del af zonen eller at interagere med et objekt. Det er alt sammen ret spidsfindigt sammensat, og selvom spillet mangler en mere tilrettelagt narrativ struktur, og derigennem mere følelsesladede øjeblikke, så formår det, ligesom eksempelvis Firewatch, at få det bedste ud af ikke rigtigt at have nogen karakterer i billedet. At frarøve spilleren sin egen stemme er dog for alvor en fejltagelse.
Det fedeste er dog, hvor taktilt det hele er. Alt i Pacific Drive kræver input. At sætte bilen i D eller i P, at slå vinduesviskere til når det regner eller lys når mørket falder på, at tage et ødelagt hjul af samt at sætte et nyt et på - det kræver alt sammen, at du er der og er til stede, og det bidrager til et loop, der er præget af rudimentære men tilfredsstillende opgaver.
Så hvad er problemet? Solid stemning, en god præmis, fine survival-strukturer? Som med så meget andet, så er det de små ting. For det første er spillet i mildest talt kummerlig teknisk tilstand på PS5, hvor billedhastigheden som oftest er 30fps, men ligeledes præges den af fald til 20fps, som er direkte uacceptabelt. Desuden er det skønt at være så taktilt involveret i reparationerne, men hele konventionen, regelsættet bag hvilke knapper der gør hvad, er så forvirrende, at det tog mig dagevis at blive fortrolig med hele opsætningen. Og til sidst er det hele bare en kende ubalanceret. Det kræver for mange ressourcer at foretage generelle opgraderinger, nætterne er lidt for lange og frarøver dig ret basal sigtbarhed og dermed et overblik over, hvad søren der foregår, og visse fænomener virker som ret unfair prik til spilleren og ikke gedigne udfordringer, der kan overvindes eller undgås.
Med andre ord; Pacific Drive var nok en QA-gennemgang eller to fra at være klar til primetime, hvilket er ærgerligt, når nu udvikleren angiveligt presser sig selv for at få spillet ud i årets måske mest travle måned, særligt på PS5. Hvorfor vil jeg ikke gøre mig klog på, men det synes særligt uhensigtsmæssigt, når spillets primære problemer har at gøre med fintuning, afbalancering og teknisk finpudsning - alt dette kunne nås med bare et par måneders ekstra udviklingstid.
Det gør dog også samtidig, at selvom jeg i dag kvitterer med et 7-tal, så kan Pacific Drive en dag blive noget ganske særligt, altså en af de der skønne indie-darlings, der for alvor placerede studiet på landkortet. Hold øje med det, for denne her ide er bare så mega fed.