Det er så uendelig let at afskrive Playdate som værende en ligegyldig gadget, endnu en såkaldt "walled garden", der markedsføres på baggrund af at være en intentionel anakronisme, som løber tør spil hurtigere end du kan sige "hipster". Det kan meget vel være at Panics unikke GameBoy-lignende håndholdte konsol i sidste ende vil fejle, men indtil videre peger tegnene i en helt anden retning, for Panic sælger dem hurtigere end de kan lave dem, og de har sågar formået at tiltrække ret store udviklere til folden.
Blandt disse er Lucas Pope, som du måske kender som manden bag Papers, Please og Return of the Obrah Dinn - indie-spil, ja, men profilerede af slagsen, der uden tvivl har hentet overskrifter, anmeldelser og omtale blandt ret centrale medier og ude blandt den brede spillerbefolkning. Hans seneste spil er direkte eksklusivt til Playdate. Mars after Midnight hedder det, og selvom at det er forsætligt simpelt, som alle Playdate-spil er, så er det så sandelig netop omtalen værd.
Det er værd at læse vores Playdate-anmeldelse, for at blive lidt mere bevidst om selve formens begrænsninger. Det her er simple, små spil, men Pope finder alligevel en måde at introducere det bizarre, det innovative og det charmerende. Det korte og det lange er; du er arrangør og dørmand på en række support-grupper på Mars. Der er den fine koloni, hvor de rige bor, og så er der slummen, og det er her du skal hjælpe marsboere med at finde sammen, og finde fælles fodfæste ved at arrangere diverse møder for indbyggerne. Det kan være at enøjede marsboere har brug for at tale sammen og udveksle erfaringer - jamen, så arrangerer du et møde, sætter forfriskninger frem og sikrer så i sidste ende at det virkelig kun er dem med et øje der slipper igennem døren. Som hver aften skrider frem handler det så ganske enkelt om at åbne det lille kighul på døren, identificere de rigtige gæster, og vedligeholde de fremsatte forfriskninger. Det får du en sjat penge ud af, som på sigt kan bruges til at holde nye møder, reklamere for dem i de rigtige bydele og tilkøbe nye gadgets der kan hjælpe dig med at adskille de egentlige gæster.
Det er en bizar, men rent mekanisk simpel præmis, og udover enkelte opgraderinger hist og her, så ændrer spillet sig ikke synderligt meget igennem de timer du tilbringer med det. Det er altid lige til at samle op, og på samme måde som Snake var på Nokia-mobiler for så uendeligt mange år siden, så er det ligeledes svært at lægge fra sig.
Playdate har ingen farver, men Pope får ethvert miljø til at ose af personlighed takket være bizarre karaktermodeller og storslået koreografi og design. På samme måde som at Pixar ofte formår, med relativt få virkemidler, at få en given lokation til at ose af liv via relativt få etablerende skud, ligeledes lever du dig lynhurtigt ind i rollen som... ja, arrangøren bag disse support-gruppemøder på en koloni på Mars.
Det er dog et uhyre simpelt gameplay loop, ingen tvivl om det. Du sætter næste aftens møde op, vælger de zoner, du vil reklamere for det for at sikre at de rigtige gæster tropper op, vælger forfriskningerne, og så handler det ellers ganske enkelt om at lukke de rigtige ind på bedste Papers, Please-maner. Men hvis Playdate beviser noget, så er det at man kan fremsætte spændende gameplay-strukturer der er tilforladeligt simple, særligt hvis det er let at samle op, og let at lægge fra sig igen. Det lykkedes Pope med her til den helt store guldmedalje, så selvom at spillet virkelig ikke gør meget mere end du bliver vist i løbet af de første fem minutter, så er det i bund og grund ikke rigtig nødvendigt.
Og så alligevel. Jeg havde måske ønsket mig et enkelt lag interaktion mere. Måske ville det have været spændende at skulle arrangere lokalet på en bestemt alt efter hvilke gæster der skulle komme den pågældende aften, eller måske kunne det også være en del af det faste loop at købe ind og vedligeholde. Jeg beder ikke nødvendigvis om mere indhold for indholdets skyld, men det er en lidt stram omgang.
Jeg kommer for alvor til at spille mere på min Playdate, og jeg ser frem til det efter at have sat tænderne i Mars after Midnight. Endnu mere end det så vidner dette om hvor dygtig Pope er, for selvom at Playdate-udvikling handler om kreativitet indenfor en begrænset ramme, så er hans talent så let at skue her.