Det er en kende angstprovokerende at skulle kommentere på et spil, der tilsyneladende har så markant en arv, og som mange har ventet så tålmodigt på i årevis, uden nødvendigvis at have den samme hjertekære, nostalgiske tilknytning. Sandheden er at jeg ankommer helt grøn bag ørerne til Rogueport i dette remake af Paper Mario: The Thousand-Year Door, et spil der flere måneder inden lanceringen angiveligt kunne melde fysisk udsolgt på platforme som Amazon, eventuelt fordi interessen simpelthen er skyhøj.
Men måske der er en fidus i at høre fra en der netop ikke har en præeksisterende interesse i at genopleve en klassiker, men som måske kan vurdere om hvorvidt spillet også kan præstere for dem, der ganske enkelt har interesseret sig lidt fra sidelinjen? Det er i hvert fald udgangspunktet i dette preview, og så lader vi muligvis en med et mere personligt forhold til originalen håndtere den egentlige anmeldelse.
Som udgangspunkt er det fair at sige, at Paper Mario: The Thousand-Year Door har en del mere på hjerte end den traditionelle Nintendo-fortælling. Nej, det er ikke det samme som at der er reel karakterdybde her, eller egentlig eksposition der afslører avancerede motivationer eller et dybsindigt følelsesliv, men spillet slår fast helt fra starten af, at der her bruges mere tid på etablering af tid og sted, og at mere af den tid bruges på at høre, eller nok snarere læse siden Nintendo har lettere berøringsangst med egentligt stemmeskuespil, det som karaktererne siger til hinanden.
Og tonen er faktisk ret sjov, lidt "tongue in cheek", som de engelsktalende ville kalde det, hvor en let sarkastisk behandling af Marios univers slår en mere humoristisk tone an. Karakterer kommenterer på Marios legende, hans tendens til at redde Peach fra et utal af prekære situationer og hvordan verdenen omkring han reagerer på det. Det er en skæv, anderledes vinkel der virkelig klæder Nintendo.
Historien er, trods det, relativt forudsigelig i sine bredeste penselstrøg. Peach er i fuld gang med at bane sig vej frem til en legendarisk skat, og sender Mario et gammelt kort over tyve-havnebyen Rogueport og de omkringliggende områder. Nu rejser han af sted i al hast for ikke bare at finde Peach, men at assistere med at finde selvsamme skat. Igen, i brede træk er det noget vi har set og oplevet tusindvis af gange før, men i de individuelle scener er der plads til mere innovativ narrativ udfoldelse, og selvom at der naturligvis er en specifik struktur, så leger spillet med sin egen identitet, med Nintendos arv og Mario-universet på en ret underholdende måde.
Paper Mario er fortsat lidt "dit første turbaserede RPG", og det passer nok også fint, både dengang og nu. Du navigerer relativt lineære omgivelser, der dog tillader en smule valgfri udforskning, et sparsomt upgrade meta der lader dig stige i niveau og iføre dig specifikke badges med specifikke evner, og så tale med med regionens beboere om løst og fast. Det er alt sammen ret overfladisk, men er tydeligvis forsætligt designet således, og tilsammen bliver det til en gnidningsfri og ret afslappende rejse
Kampsystemet er ligeledes simpelt, men godt skruet sammen. Det er turbaseret, du kan vælge imellem specifikke angreb, der passer enten godt eller skidt til specifikke fjender, og der er en smule timing involveret, der giver dig muligheden for at blokere et angreb, eller lange ekstra skade ud, hvis du er præcis nok. Du kan ydermere bytte rundt på hvem der står først, og derfor agerer skjold for skade fra fjenderne, og så er der items du samler op, og som kan gavne i disse kampe. Sidst men ikke mindst er der et publikum, der samles hver gang du kæmper, lidt ligesom et teaterstykke, og præsterer du særligt med timingen, så vokser det over tid. Igen, det der er her fungerer, men her efter de første tre kapitler er det ikke fordi der sker så ustyrligt meget med dette system, og taget i betragtning af hvor meget af spillet der består af kampe med de samme fjendetyper du har set mange gange før, så krydser jeg fingre for at Nintendo bliver ved med at implementere nye aspekter som tiden går. Sjovt nok er der nok nogle af jer der ved det, men jeg gør altså ikke.
Selve restaureringen er ret fin, og det tager sig ud som et moderne Switch-spil. Papiræstetikken er fantastisk realiseret her, med dedikerede animationer der virkelig nagler den her æstetik. Det er noget Nintendo har haft masser af held med før, og det er ret tydeligt hvorfor mange elsker den måde Paper Mario er skruet sammen på fra et udelukkende visuelt perspektiv - det fungerer bare. Men det skal dog siges, at det er en kende skuffende at se en markant lavere billedhastighed her, end jeg er vant til i Nintendos egne spil. Det er umiddelbart svært for mig at se om den er låst til 30fps, eller om den fluktuerer mildt, men det er i hvert fald ikke silkebløde 60fps, og selvom at det ikke er nær lige så vigtigt her, så får Nintendos mere begrænsede visuelle muligheder til at glide lettere ned.
Jeg tør dog godt allerede at sige, at hvis du i forvejen elsker det her spil, så fremstår det pænere og mere finpoleret end nogensinde før, og der er al god grund til at glæde sig. For dem der ikke har spillet det endnu, så er det et tilpas innovativt forsøg på at gøre noget andet med Mario-universet, at jeg har tænkt mig at spille det til ende. Det synes jeg selv siger meget.