Efter Super Mario RPG og Mario vs. Donkey Kong kommer Nintendos seneste restaurering af en klassisk Mario-titel i form af Paper Mario-efterfølgeren The Thousand Year Door. Mario er tilbage i sine 2D-sko, og som du nok kan gætte ud fra spillets titel, er han på jagt efter Thousand Year Door.
Eller rettere sagt, han og hans brogede team er på jagt efter syv krystalstjerner, som kan bruges til at åbne døren. Katalysatoren for denne rejse er, som det er tilfældet for de fleste af Marios eskapader, en fanget Peach, men i stedet for at bane sig vej til hende denne gang kæmper han sig forbi traditionelle og mindre traditionelle fjender i en række scenelignende kampe og udforsker den billedbog, der er kommet til live, og som udgør verdenen omkring ham.
Når du sejler til Rogueport - det centrale knudepunkt i spillets historie, og hvor din rejse begynder - bliver du straks mødt af lyse, livlige billeder, der giver verdenen et overdrevet liv, som kun findes i bøger, teaterstykker og tegnefilm. Alle disse stilarter blandes på vidunderlig vis i Paper Mario: The Thousand Year Door, og den opdaterede grafik er en umiddelbar fryd for øjet. Det er ikke kun den maleriske baggrund, der er smuk, for der er også lagt meget arbejde i at gøre figurerne levende. Mario har aldrig været så charmerende som i sit 2D-jeg, hvor hans mund åbner sig på vid gab ved hver ny opdagelse, og når han har vundet hver kamp, vender han sig mod spilleren med en stor tommelfinger op. Mange af udtrykkene er mindre detaljer, men de er mærkbare og viser, at der er lagt stor vægt på at bringe dette rollespil til mere moderne standarder.
Når vi taler om figurerne, er det ikke kun deres udseende, der skinner i dette spil. Som en stort set tavs hovedperson (bortset fra de sædvanlige wa-hoos) bliver Mario ladt lidt i stikken, men mange af NPC'erne, gruppefællerne og selv skurkene vil holde dig underholdt. På trods af deres 2D-karakter falder ingen nogensinde helt til jorden i dette rollespil, og hver eneste person, pingvin, Koopa og Goomba, du møder på din vej, er fyldt med personlighed. Dialogen er en stor hjælp her, og selv om mængden af tekst, du skal igennem på dette Mario-eventyr, er betydelig, er den fyldt med kvik humor og interessante karakterdetaljer, der holder fortællingen oppe selv i de langsommere øjeblikke.
Paper Mario: The Thousand Year Door er opdelt i kapitler, som hver især følger dit eventyr, når du sætter dig for at fange en af de syv krystalstjerner. Som med andre lignende artefakter i en eventyrfilm, et spil eller en tv-serie er stjernerne spredt ud over hele verden og fører dig fra det uendelige mørke i Twilight Town til en kamparena i himlen. Hvert kapitel er et mindre, komplet eventyr i sig selv, og områderne er fulde af ting, som du kan opdage undervejs. Når hvert kapitel er gennemført, får Mario gruppemedlemmer, power-ups og papirinspirerede evner, som kan låse op for yderligere områder i spillet og hjælpe dig med at løse visse gåder.
Papirflyet, båden og de andre kræfter er så kreativt implementeret, at det er svært ikke at blive imponeret over dem. Selv om ikke alle papirevnerne bruges lige meget (det samme kan siges om de fleste af dine gruppefællers evner), giver de konsekvente og opfindsomme løsninger på gåder, der belønner kreativ tænkning. Gameplayet er delt ret skarpt op mellem udforskning og kamp, hvor sidstnævnte kun finder sted i en cutscene, eller hvis du møder en tilfældig fjende på din vej. Som tidligere nævnt foregår kampene i et scenemiljø, komplet med rekvisitter og belysning, der kan falde ned på dig og dine modstandere, samt et publikum, som du skal imponere ved at bruge dine bevægelser på det rigtige tidspunkt.
Mario er ikke kun udstyret med sine sko i dette spil, men han har også adgang til en hammer, når du står over for en fjende, som du ikke kan hoppe på. Både skoene og hammeren opgraderes med tiden, så de gør mere skade, og via dine badges kan du også give dem særlige bevægelser for at gøre mere skade eller påføre fjenden en effekt. Din valgte partner har også sin egen serie af angreb, fra Koops' skal, der kan løbe gennem alle fjender på jorden, til Bobberys massive eksplosion. De genstande, du samler op, er også meget nyttige i en snæver vending, hvad enten det er for at helbrede dig eller for at gøre skade. Endelig er der også specielle bevægelser, som du får adgang til, jo flere krystalstjerner du samler. De kan gøre alle mulige ting, lige fra at give dig massive boost til angreb og forsvar til at immobilisere alle på scenen.
En stor del af Paper Mario: The Thousand Year Doors kampe handler om at trykke på den rigtige knap på det rigtige tidspunkt. Tryk på A, når du skal til at trampe på en fjende, så får du et nyt tramp gratis. Hold pinden tilbage, indtil du hører et bip, så gør du mest skade med din hammer. Listen fortsætter, og det gælder ikke kun for angreb. Hvis du trykker på A, når noget er ved at ramme dig, kan du ophæve noget af skaden med en Guard. En Superguard kræver meget bedre timing og et tryk på B-knappen, men den giver fjenden et skadespoint tilbage. Der er en anstændig mængde dybde her, og bosskampene er en larmende mængde sjov på grund af det, men de mere regelmæssige møder begynder at blive lidt kedelige. Paper Mario: The Thousand Year Door er en ret lang titel, og til sidst begyndte jeg at springe så mange kampe over, som jeg kunne, fordi det blev for ensformigt at slå alle fjender med en hammer.
Ellers er Paper Mario: The Thousand Year Door et fantastisk rollespil, der skiller sig ud som en unik perle i genren. Det er ikke bange for at være finurligt og mærkeligt, og det går heller ikke på kompromis med at gøre temaet i et Paper Mario-spil levende med sine interessante evner og mekanikker. Karaktererne gør virkelig dette spil til en helhed, og skrivningen af dem holdt mig underholdt selv i de langsommere historier. En værdig anbefaling til enhver fan af blikkenslageren eller enhver, der ønsker at prøve en anderledes RPG-stil.
