Mechwarrior 4 - Vengeance

Videreudvikling!
MechWarrior 4: Vengeance er en spiludgivelse, der fylder mig med både glæde og frustration på samme tid. Glæde? Jeg elskede - har altid elsket, vil altid elsket - de kluntede titaner, der monotont og stædigt trampede i krig med bragende våben. Frustration? Der er så få folk, der virkelig forstår, hvad der gør MechWarrior-spillene så fremragende. Vengeance udgør foreløbig seriens absolutte højdepunkt og understreger dermed, at en gammel spilserie ikke behøver at stagnere og devaluere sit eget image gennem mangel på teknisk snilde og designmæssig opfindsomhed (*H-Hrm*Tomb Raider*Host*). MechWarrior 4 hviler imidlertid også udelukkende på de eksisterende koncepter og gør alt for at forbedre dem, ned til mindste detalje.

Visuelle inkonsistenser
Primært kan vi konstatere, at grafikken er lysår foran det, tidligere versioner har præsteret. De forskellige Mechs er dog yderst velanimerede og er blevet tilføjet en hidtil uset grad af hurtighed og 'liv'. Hvor animationer, effekter og teksturer generelt fungerer glimrende, skuffer spillets miljøer dog en hel del. Selvom man må begejstres uhæmmet over den muligheden for at vælte træer ved at vade ind i dem (ikke helt så overflødig en gimmick, som man skulle tro - kun næsten), samt diverse tåge-, regn- og sne-effekter, har spildesignerne virkelig drevet den af, da de udfærdigede landskaberne. Grundlæggende vil vi bare have masser af flotte ting at se på, samt muligheden for at træde på eller sønderskyde det hele - det er ikke så svært at forstå! Det mest irriterende i den forbindelse er i øvrigt, at man hele tiden ser små mænd rende rundt nede på jorden, men træde på dem kan man ikke. Det er som Carmageddon uden fodgænger-kollision...

Det larmer!
Det er nok ingen overraskelse, at lydsiden i Vengeance er svært domineret af tunge tramp og våbenlyde. Begge dele lyder fantastisk og MechWarrior 4 er uden tvivl det mest larmende spil i serien til dags dato. Men den megen larm kan også give anledning til småproblemer - f.eks. at man aldrig helt hører de løbende missionsbriefinger eller anden kommunikation, fordi éns Mech støjer værre end et lettende jetfly. Derudover står spillets musik lidt i kontrast til de fabelagtige våbenlyde; ind i mellem hører man stemningsmelodier, der kommer og går, og ofte trakteres man endda med nogle helt malplacerede 80'er-guitar-riffs, der gør deres bedste for at spolere den ellers gode stemning. Oven i dette kommer så de middelmådige stemmeskuespillere, der ellers skulle have videreformidlet en historie fyldt med blod, sved og tårer.

Frit valg på alle hylder...
MechWarriors sande styrke som simulation kommer specielt til udtryk i de konfigurationsmuligheder, man som Mech-pilot nyder. Konfigurationsdelen er inddelt i tre skærme, hvorigennem man påsætter forskelligt udstyr, såsom Jump Jets og radarfunktioner, allokerer Armor Points til sin Mechs kropsdele og naturligvis udstyrer den med våben. Det interessante denne gang er, at man ikke som i de tidligere spil er helt fri til at udstyre sin Mech inden for den givne vægtramme; nu er de forskellige maskiner typebestemt, således at visse af dem er bygget med fokus på eksempelvis ballistiske våben, missiler, lasere, etc. Samtidig er det nu heller ikke muligt at knalde de helt store våben på de små Mechs, så slut med en lille Bushwacker, der springer rundt med et par PPC'ere og gør livet surt for alle andre.

Intelligens intet krav
I begyndelsen af spillet foregår missionerne på solobasis, men inden længe får man lov til at råde over sine første Lancemates. Selvom man som sædvanlig kan give disse håndlangere de kendte, rudimentære ordrer, er deres opførsel alligevel ofte irriterende. De lejlighedsvise Pathfinding-problemer er til at overse, men de har ikke været i betragtning, da spillets Salvage-system blev udfærdiget. Grundlæggende er det sådan, at vinderen bjærger alt det sønderskudte ragelse efter missionens ophør for at bruge det på sine egne Mechs, og det gælder naturligvis om neutralisere fjenderne uden at totalhavarere dem.

Det koncept er så desværre lidt dunkelt for éns AI-kammerater, der insisterer på at sønderbombe, nedtrampe og nakkeskyde alle modstandere, indtil de eksploderer i atomare skyer - og det er svært generende, hvis man f.eks. netop har tilbragt fem minutter på at smadre en modstanders ben, så man bare kan komme og samle ham op efter missionens afslutning. Omvendt må det dog påpeges, at selvsamme bjærgningssystem også medfører administration af en syndig bunke ragelse - specielt maskinkanoner har det med at hobe sig op i læssevis, så det havde været smart, om man også havde haft mulighed for at sælge/købe grej til sin Mech.