SOCOM: U.S. Navy SEALs Fireteam Bravo

Mens vi sover, spiser og arbejder med forholdsvis normale ting, sidder andre og pønser på at ændre verdenen, som vi kender den. Ikke ved eksempelvis at opfinde den automatiske kløpind eller lignende, men ved at anbringe bomber og udkæmpe guerillakrig. Hvad gør man så? Man sender naturligvis de hårde drenge fra U.S. Navy SEALs, et kommandokorps der får BS Christiansen til at minde om en børnehavepædagog.

SOCOM har indtil videre været inkarneret tre gange på PS2, og man kunne godt spekulere over hvordan PSPen, med dens lettere spartanske kontrollayout og begrænsede grafiske hestekræfter, skulle kunne håndtere Zipper Interactives militæreventyr. Heldigvis lever SOCOM: Fireteam Bravo fint op til sine storebrødre på PS2, selvom det er sket med visse ofre.

Det mest markante er kontrollen. Uden to analoge sticks har Zipper i stedet lavet en ordning, hvor et tryk på den højre retningsknap aktiverer ’freelook’, der basalt set muliggør spilleren at sigte forholdsmæssigt præcist. Endvidere gør Fireteam Bravo brug af et lock-on system, hvilket gør det en smule nemmere at finde og skyde fjender. Selvom purister sikkert anser et sådant system som lidt af en helligbrøde, kan man heldigvis spille fuldstændigt præcis som man har lyst, og bruge den sigtemetode man skulle ønske.

Meget nemmere gør lock-on systemet dog ikke spillet, idet præcisionen påvirkes af en række faktorer. Løber eller står man nedsættes præcisionen, mens langsom fremfærd og knælen omvendt gør våbnene mere præcise. Våbnene selv spiller naturligvis også ind, hvilket betyder at en riffel med kikkertsigte i sagens natur er mere præcis end eksempelvis en sub-machinegun. Chancen for at nedlægge en fjende med mindst muligt besvær er altså størst, hvis man tager den med ro og slapper lidt af.

Et andet aspekt, hvor Fireteam Bravo er blevet lidt mindre end PS2-udgaverne, er med hensyn til selve holdet af soldater. I stedet for PS2ens fire soldater, er her nu kun to, hvoraf en af dem er under spillerens direkte kontrol, og den anden styres af den kunstige intelligens. Endnu engang er det muligt at kommandere den anden soldat rundt, hvilket giver mulighed for eksempelvis at lade computeren distrahere fjenderne, mens man selv eliminerer dem fra en anden vinkel. Idet spillet leveres med et headset kan ordrerne gives verbalt, hvilket formentligt vil fremkalde bekymrede blikke i toget eller bussen.

Den kunstige intelligens, der både kontrollerer den anden SEAL, såvel som spillets adskillige fjender, har dog sine problemer. Den kan yde en god modstand, men den kan også vise sig fra sin mest imbecile side. Fjender kan eksempelvis se dig, men de venter med at skyde til du er kommet nærmere. Andre gange ser de måske slet intet, før det er for sent. Det er på ingen måde ødelæggende for spillet, men det er irriterende.

Missionerne byder naturligvis på både direkte action og en mere taktisk tilgang, hvilket byder på både udfordring og underholdning.
Skulle singleplayermissionerne vise sig at være utilstrækkelige, nyder Fireteam Bravo også godt af en ganske udmærket online-del, hvor en række opgaver skal løses sammen med andre. Det bliver afviklet på en meget imponerende måde. Er man i nærheden af et trådløst netværk, kan man principielt vride uendeligt med spiltimer ud af Fireteam Bravo.

SOCOM: U.S. Navy SEALs Fireteam Bravo er et ganske imponerende spil, PSPens begrænsninger taget i betragtning. Det afvikles stort set uden nogen slinger i valsen og byder på masser af opgaver.