Efter alt for mange samlinger, remakes og ikke specielt velfungerende forsøg på at gentænke formlen, virker det nu til, at Mario Party er tilbage på sporet. Ja, Super Mario Party Jamboree er velsagtens seriens hidtil bedste spil. Hvis du vil have mere, får du mere. Hvis du vil have bedre, får du bedre. Hvis du vil have nyt, får du også nyt. Og vigtigst af alt for gamle fans: Hvis du vil have autenticitet, får du her den helt klassiske Mario Party-oplevelse.
Super Mario Party Jamboree er seriens tolvte spil, hvis vi ser bort fra samlinger og håndholdte versioner. Opskriften har alle dage været den samme. Vi serveres en samling af varierede minispil, der er bygget op omkring en spilleplade, hvor fire spillere konkurrerer om at få fat i en superstjerne og vinde spillet. Det indebærer en vis mængde tilfældigheder, en knivspids irriterende uretfærdighed og frem for alt masser af sjove situationer bygget op omkring Mario-universet og dets figurer.
Med Jamboree får vi hele syv spilleplader (to af dem er smukke, nye udgaver af Nintendo 64-originaler), mere end hundrede minispil, flere figurer og genstande end nogensinde før, og det, der imponerede mig mest: en hel masse ekstra måder at spille på.
Kerneoplevelsen er ganske velbalanceret. Hvis du spiller efter Party Rules, er spillet lige så skørt og uretfærdigt, som du husker det, samtidig med at der er en interessant balance i kaosset. Stort set alle har en chance for at vinde uanset evner og erfaring, men dygtighed i minispil og strategi med brugen af genstande på spillepladen kan stadig gøre en forskel. Snart låser du dog op for Pro Rules, og her er det lige modsat. Held og tilfældigheder spiller stadig en rolle, men ellers er det meget mere konkurrencepræget og taktisk.
Med det justerbare regelsæt bliver Mario Party så hardcore, som det næsten kan blive, og dem, der har spillet i mere end et årti, vil helt sikkert foretrække at spille med disse justeringer. Men som sagt er selv standarddelen fint balanceret. Nogle vil måske savne de karakterbundne specialterninger fra det forrige spil, men i det lange løb satte jeg pris på, hvordan det store udvalg af karakterer, nu adskiller sig gennem deres størrelse (en karakter kan både være for stor eller lille, for svag eller for stærk, alt afhængig af det pågældende minispil).
At karaktererne nu opfører sig mere ens, betyder heldigvis ikke, at der mangler strategiske muligheder. Du kan forsøge at lande på en eventplads, besøge Boo for at stjæle fra en rival, sætte fælder op, teleportere et andet sted hen, flytte selve stjernen - ja, muligheder er der nok af.
Jamboree Buddies er den største game changer her. Det er hjælpere, der går med dig rundt på brættet og kan give dig særlige kræfter. Den spiller, der ankommer til deres plads, får en vis fordel ved at få en allieret, men Jamboree Buddies kan stjæles ved at overhale den pågældende spiller, så deres rolle er dynamisk.
Der sker rigtig meget på de dynamiske digitale spilleplader, og generelt er banedesignet af utrolig høj kvalitet, da hver plade har en unikt visuel stil og specielle mekaniker. Roll 'Em Raceway skuffede mig en anelse, trods sine Mario Kart-vibes, men til gengæld var Rainbow Galleria lidt af et festfyrværkeri, ligesom den opdaterede version af Mario Party 2's Western Land imponerede. Nogle af spillepladerne skal du låse op for, men med tanke på, hvor sjovt spillet er, føles dette mere som en leg, end egentlig grind.
Hvad er der mere? En hel del er det korte svar. Der er minispil uden for brættet i Minigame Bay, som du kan spille på alskens måder, herunder daglige udfordringer eller længere aktiviteter (8-bit Mario-udgaven af Arkanoid fortjener sammen med Waluigi's Pinball deres eget selvstændige spil). Der er ekstremt gennemtænkt online-funktionalitet, og en overordnet integration af de forskellige spildele, der motiverer dig til at spille selv de mere nicheprægede online modes. Der er også flere aktiviteter med motion controls, fra rytmisk madlavning til en slags udgave af Pilotwings, og så er der gennemførsler, dekorationer og en masse andet at låse op for. Det giver alt sammen en god fornemmelse af progression, uden at det bliver overvældende.
Super Mario Party Jamboree er endda det allerførste Mario Party, som jeg for alvor nød at spille alene. Den nye singleplayerdel Party-Planner Trek lader dig gå rundt på ret tomme spilleplader og udføre opgaver, der låser op for nye aktiviteter og dekorationer. Det er ikke verdens mest udførlige historiedel, men det er dog et velkomment gearskifte til et lidt lavere tempo oven på de mere hektiske multiplayer-spil.
Alt i alt synes jeg, at indholdet, ideerne og tilpasningsmulighederne gør, at dette spil får det ellers ganske udmærkede Super Mario Party fra 2018 til at blegne i sammenligning. Super Mario Party Jamboree er meget mere omfattende, bedre balanceret og mere komplet som partyspil. Jeg må også lige nævne, hvor meget interfacet er blevet forbedret, hvilket er helt essentiel med så mange ting, der foregår. Det hele er smidigt og overskueligt, og en tidslinje i bunden af skærmen holder dig opdateret om, hvad der kommer til at ske i de kommende runder. Dette, sammen med klare og præcise instruktioner, gør spillet meget tilgængeligt for både nye og gamle spillere.
Jeg er ikke i begyndelsen af tyverne længere (snarere dobbelt så gammel), og jeg arrangerer heller ikke lokale multiplayer-sessioner, som jeg gjorde med Mario Party 4 på GameCube sammen med mine gymnasievenner. Men Super Mario Party Jamboree giver mig præcist den samme glæde som dengang, og hele oplevelsen er endda forbedret med en mere strømlinet præsentation og moderne funktioner. Sikke en fest!
