I 2011 udkom der et skørt skørt spil. Bag spillet stod tre af de største navne i den japanske spilindustri, nemlig Goichi "Suda51" Suda, Shinji Mikami og Akira Yamaoka. Suda er den af de tre med den mest krøllede hjerne, da han står bag skæve spil som No More Heroes, Killer 7 og Lollipop Chainsaw, hvorimod Shinji Mikami har lavet spil, der rammer mere bredt såsom Resident Evil, Dino Crisis og Devil May Cry. Akira Yamaoka er musikeren på holdet og han har stået bag stort set alle soundtracks til Silent Hill spillene, men også til Lollipop Chainsaw og Persona 4: Dancing All Night rytme-/danse spil spin-off'en.
Det skøre spil er, som du nok allerede har gættet, Shadows of the Damned, et actionspil, der på papiret ikke burde kunne fungere - men det gør det. Det blev endda oprindeligt udgivet af Electronic Arts, som dengang tydeligvis ikke var bange for at bevæge sig lidt uden for deres comfort zone. Man tager nemlig altid en chance med spil, hvor Suda51 er indblandet, for det kan stikke af i helt uventede retninger - og det gør det også i Shadows of the Damned.
Der er her tale om et tredjepersons actionspil og udviklerne fra japanske Grasshopper Manufacture (med Suda51 i spidsen) beskriver selv spillet som et "Hell-traversing road movie action-adventure game set in a super-eccentric Hell + rock & roll-themed world" - det er en lang og knudret beskrivelse, men jeg er ikke selv i stand til at beskrive det på anden måde.
Man tager rollen som mexicanske Garcia Hotspur, en dæmonjæger af den absolutte smagsløse slags, som iført lilla læderjakke og et bæltespænde hvor der står "Kill Me", ikke går af vejen for at blæse hoveder og diverse lemmer af alverdens dæmoner og monstre, mens han råber penisjokes efter dem i en lind strøm.
Det hele starter lidt trist ud med, at Garcia finder sin kæreste Paula hængt i deres soveværelse og inden han får set sig om, er rummet fyldt med monstre og helvedes hersker, den seks-øjede grimrian Fleming trækker hende ned i helvede for at gøre hende til hans elskerinde. Det finder den varmblodede Garcia sig naturligvis ikke i, så han sætter sig for at hente hans store kærlighed tilbage til livet og gøre det af med Fleming.
Med sig i jagten på sin forsvundne kæreste, har Garcia et flammende kranie på en pind, der, ganske typisk for spillet her, hedder Johnson. Så... Med sin Johnson i hånden, drager Garcia Hotspur til helvede for at befri hans kæreste fra Flemings klamme omfavnelse.
Johnson er ikke bare et kikset sidekick, da han har en meget central plads i spillet. Johnson kan nemlig blive til tre forskellige våben til enhver tid; en halvautomatisk revolver, et maskingevær og en shot gun. Nu lyder tre, på papiret ret traditionelle, våben måske ikke af meget, men som alt andet i Shadows of the Damned, er intet som det plejer at være, så derfor er der heller ikke tale om tre helt almindelige våben.
Et godt eksempel på de her våben, og på spillets generelle lidt platte drengerøvshumor, er at revolveren hedder Boner og når den bliver opgraderet i løbet af spillet, kommer den til at hedde The Hot Boner og The Big Boner - det sidste er der bygget et helt minigame op omkring i noget der minder om en erotisk udgave af Las Vegas. Den slags skal man lige være indstillet på. De to andre våben er mindst lige så opfindsomme, og selvom der altså kun er tre våben i spillet, er deres opgraderinger så omfattende, at de næsten føles som nye våben hver gang de bliver opgraderet - og det gør de forholdsvis ofte.
Tiden har ikke været god ved Shadows of the Damned. Våbnene føles stadig gode, men resten af spillet føles stift og klodset og kameraet kan godt drille noget til tider. Den gode lys/mørke mekanik, holder dog stadig dele af gameplayet friskt den dag i dag. Dele af helvede, som er der spillet foregår, er indhyllet i en mørk tåge, hvor man ikke skal opholde sig længere end allerhøjest nødvendigt. Garcias energimåler falder konstant når man opholder sig i tågen og dæmonerne er ligeledes usårlige derinde, så det er ren overlevelse når man er indhyllet i tågen. Det er dog med mellemrum nødvendigt at bevæge sig ind i tågen, da visse døre kun kan aktiveres ved at skyde nogle bestemte kontakter, som udelukkende kan aktiveres derinde fra.
Tågen kan dog fjernes ved at skyde en koncentreret lyskugle op på et gedehoved, som ofte hænger et sted inde i tågen (typisk Suda51 logik) eller aktivere nogle fyrværkerimaskiner, som fjerner tågen i en kort periode. Denne lys/mørke mekanik betyder mere for spillet end hvad det lige umiddelbart kan lyde til, for den er med til at skabe et lag af strategi til et ellers forholdsvis simpelt skydespil, der visse steder er så over-the-top, at det nærmest bliver latterligt og decideret absurd, men det er hvad man må forvente af et spil fra Suda51.
For når han er indblandet, så er tingene ganske enkelt ikke som man forventer - man finder for eksempel ikke nøgler til låste døre, men i stedet øjne, hjerner eller jordbær, som man skal proppe i munden på et grædende baby-ansigt, der hænger på de låste døre for at låse dem op. Checkpoints er flagermus, der lægger lysende ekskrementer når checkpointet aktiveres og spillets købmand er en 3 meter høj blanding af menneske og monster, der gylper de ting op, som man køber af ham. I løbet af spillet, bevæger man sig igennem forvredne landsbyer, underlige biblioteker, magiske labyrinter og noget der ligner et Monty Pythonsk shoot'em-up. Ja, det bimler og bamler.
Grafikken har sin helt egen unikke stil, der er masser af vold, nøgne damer og fallossymboler rundt omkring og det er ikke noget kønt spil - det var det heller ikke, da det udkom tilbage i 2011. Da der her er tale om en remaster, og ikke en remake, så er det i store træk den oprindelige grafik vi får her, der er pustet op til 4K og der sigtes efter 60fps, men det er ikke hele tiden, at det mål nås kan man roligt sige.
En af spillets stærkeste sider er den fremragende lydside. Akira Yamaokas soundtrack består af en lang række mærkelige, skøre, gakkede og også fremragende numre, fordelt over en lang række forskellige genrer, som passer perfekt til spillet og som er med til at fremhæve spillets unikke stil. Stemmeskuespillerne gør det også glimrende, med Steve Blum (Star Wars Rebels, God of War, Call of Duty) som Garcia og Greg Ellis (Pirates of the Caribbean, Star Trek) som Johnson i spidsen. Med er også Paul Mercier (God of War, Resident Evil, The Lord of the Rings) som Fleming og Julianne Buescher (Star Trek, Silicon Valley) som Garcias kæreste Paula.
Shadows of the Damned: Hella Remastered er en fin remaster til en fin pris, da det koster under 200 kroner. Grafikken er pustet op til 4K, der er inkluderet fire nye outfits til Garcia og denne remaster har også en New Game+ mode. Man kunne godt have ønsket sig en lidt mere gennemgribende remaster og spillet er ikke blevet et bedre spil med alderen, og så er det skabt af en mand med en meget krøllet hjerne, og det er derfor langt fra for alle.
Gameplayet holder sig lige præcis flydende, takket være den fine lys/mørke mekanik, som giver et lag af strategi, men den nærmest infantile stil kan nok blive for meget for nogen. Men som med de fleste remasters, så henvender den her remaster sig nok også primært til dem, der husker tilbage på originalen med stor glæde - og de får hvad de forventer.
Shadows of the Damned: Hella Remastered er en remaster af et af de skøreste spil der nogensinde er lavet og at den slags potentielt når ud til nye gamere, som vil få en oplevelse de aldrig har fået før, kan kun være en positiv ting - og så er det som sagt, prissat rigtigt fornuftigt.
Har du lyst til at prøve noget nyt på spilfronten og er du ligeglad med smuk grafik og ray tracing, så skulle du prøve Shadows of the Damned: Hella Remastered - I dare you.