Nogle gange er det bare sjovere at være to - selv i gaming. De som kender mig vil vide, at jeg fortrinsvis spiller som Eric Carmen synger, han helst ikke vil være: All By Myself. Det gælder især, når jeg anmelder, men med Lego Horizon Adventures har jeg gjort en undtagelse og spillet næsten udelukkende med min søn på 9 år. Det er værd at nævne, for selvom jeg godt kan adskille et spils egentlige kvaliteter fra de ydre omstændigheder, der har præget oplevelsen, er der ingen tvivl om, at min tilgang har resulteret i fuldstændig ideelle betingelser for Sonys første samarbejde med LEGO. Det stod især klart, da jeg efter mange timers sofasamarbejde, gav mig i kast med et par solomissioner. For ikke alene er spillet sjovere, når man er to. Tilstedeværelsen af den særlige energi og entusiasme som kun børn kan bidrage med, gjorde hele oplevelsen til noget jeg vil kigge tilbage på med et stort smil på læben.
Ret skal være ret. Lego Horizon Adventures har også et trick eller to i ærmet selv. Visuelt er det uhyre veloplagt med sin perfekt skinnende Legoficering af moderspillets ligeledes visuelt overdådige udgangspunkt. Og gameplayet indfanger følelsen af at spille Horizon samtidig med, at alle kan være med. Men hvis jeg kigger forbi den fornøjelige oplevelse det har været at spille sammen med min søn, er det spil, der ligger bag ganske ordinært. Velfungerende og veloplagt, ja, men også repetitivt og overfladisk.
Lad os starte med det mest positive. Lego Horizon Adventures er kort og godt en fornøjelse at kigge på. Modsat de fleste andre Lego-spil er alt rent faktisk opbygget af de kendte klodser, og netop på dette punkt passer Horizon-universet perfekt til Lego. Spillenes maskiner har altid virket inspireret af Lego med de mange dele, der kan skydes af, så koblingen er lige til højrebenet - bare se det ganske nydelige Tallneck-Legosæt. Især de store maskiner er vidunderligt genskabt her, og formår at skabe et pludseligt behov i mig efter flere Legosæt med Horizon-maskiner. Omgivelserne er ligeledes vidunderlige. Aldrig har post-post-apokalypsen set så skinnende og nuttet ud. De tilgroede busser, faldefærdige bygninger og truende Cauldrons, der kendetegner verdenen og normalt indgyder melankoli og ærefrygt, er her en kilde til smil. De føles så håndgribelige, at jeg straks får lyst til at fortsætte legen og bygge dem op med ægte Legoklodser. Nu jeg tænker over det, kunne det være, at jeg i det hele taget bare burde bygge lidt mere med Lego.
Lydsiden er ligeledes veloplagt. Næsten samtlige af de oprindelige stemmeskuespillere (RIP Lance Reddick) giver en komisk udgave af deres karakterer. Særligt er det en fornøjelse at høre Ashly Burch på slap line, men hele castet leverer faktisk varen. Musikken er ligeledes en glimrende letbenet udgave af hovedspillets lidt mere højtidelige udtryk.
Til gengæld har Guerilla og Studio Gobo det sværere, når det drejer sig om at genfortælle Horizon Zero Dawns historie på en forsimplet og mere letbenet måde. Sammenlignet med mange af de andre IP'er, der har fået Lego-behandlingen, kommer man bare ikke uden om, at de ikoniske øjeblikke i Horizon Zero Dawns historie er svære at få øje på. Jeg kan godt lide det spils historie, men her hvor den dramatiske brod er fjernet og handlingsforløbet simplificeret, står det også klart, at den virkelig mangler de store plot beats, som et Legospil kan have det sjovt med at parodiere. Ikke alle spil kan levere Star Wars' perlerække af øjeblikke, men jeg vil mene, at God of Wars historie ville have været langt mere leveringsdygtig på denne front.
Min 9-årige makker mistede hurtigt interessen for begivenhederne, og jeg kan faktisk ikke klandre ham noget, for det samme gjorde jeg. Til gengæld var entusiasmen stor, når det gjaldt om at navigere spillets sneklædte bjerge, ørkener og jungler, mens vi hoppede på store platforme, løste rudimentære puzzles og selvfølgelig ekspederede maskiner og kultister af vejen.
Hvor der er mange ting at holde styr på i hovedspillet, skærer Studio Gobo ind til benet her. Én knap til at skyde, én til at hoppe og én til at bruge gadgets. Nå ja, der er også en knap til din Focus, men det er vist mest for at have den med. Jeg havde i hvert fald ingen gavn af den. På trods af simpliciteten fanger gameplayet faktisk hovedspillet ret godt. For også her handler det om at skyde svage dele af og holde sig i bevægelse for at undgå projektiler, slag og sprængstoffer. Du kan dog kun have én bue og gadget på ad gangen, så de taktiske overvejelser i forhold til fx ammunitionstype er til at overse, men det er også helt fint, når nu man henvender sig til et yngre publikum.
Spillets gadgets (der er ca. 10 forskellige) strækker sig fra klassikere som Tripcasteren til nye opfindelser som de herlige Blast Boots, hvis dobbelthop afføder en potent eksplosion. De er et velkomment tiltag, da de føjer lidt mere dybde til kampene uden at være absolut nødvendige for at klare sig igennem spillet.
Som noget nyt for serien er der som nævnt mulighed for co-op, hvilket i praksis betyder, at man ud over Aloy kan spille som Rost, Varl, Teersa og Erend. Alle styrer næsten ens, men har dog forskellige hovedvåben. Teersa har fx sprængfarlige høne- og andebomber, mens Erend har en langtrækkende hammer, som er et mareridt at spille co-op med, da dens enorme AoE konstant slår den anden spiller omkuld.
Fundamentet er solidt, og især er kampene mod de mere udfordrende maskiner som Thunderjaw og Corrupteren underholdende, selvom de er simple. Her rammer spillet et herligt niveau af kaos, når du og din makker tyrer projektiler og gadgets til højre og venstre, mens I prøver at undgå barrager af raketter, eksplosive tønder og elementernes rasen som brændende græs og iskolde søer.
Jeg savner dog langt mere variation i banedesignet. De fleste missioner er ganske lineære og byder på meget nem platforming til at udfylde tiden mellem de med relativt ens kamparenaer. Og selvom de forskellige biomer byder på overfladisk afveksling, bliver det hurtigt noget ensformigt. Når spillet bryder med formlen og introducerer mere udfordrende platforming - oftest i Cauldron-banerne - er det en gave til spillet. Flere af den slags anderledes baner ville have højnet oplevelsen markant. Vi kunne fx flygte fra en Thunderjaw på bedste Uncharted/Crash-manér, eller måske indtage himlen, som vi gjorde det i Forbidden West.
Det er en skam, at banedesignet mestendels er lige så forudsigeligt som en tur på Donnaen, for der er faktisk et godt skelet at fylde spændende ting på.
Når man ikke redder verdenen i spillets hovedmissioner eller de mere udfordrende Apex-jagter, hvor særligt genstridige maskiner skaffes af vejen, er der mulighed at genopbygge landsbyen Mother's Heart, vælge kluns til Aloy og co. samt opgradere deres evner. Det er en fin idé, som godt kunne have været mere udbygget. Genopbygningen har mere karakter af at pynte byen, så jeg følte aldrig ejerskab over stedet. Desuden er byggeprocessen så simpel som et enkelt knaptryk. Lidt mere udfordring og kreativitet havde så afgjort været mere i Legos ånd.
Som jeg indledningsvist nævnte, har jeg virkelig haft en god tid med Lego Horizon Adventures, men æren er mindst lige så meget min co-op-makkers som selve spillets. Det første samarbejde mellem Sony og Lego ser vidunderligt ud, og formlen er god nok til, at underholdningen er sikret, når man på lettere kaotisk vis besejrer maskiner i fællesskab. Men på trods af min gode tid med spillet, kan jeg ikke se bort fra dets mangler. Banerne er for ensformige, byggedelen for overfladisk, og med et prisskilt på 500 kr. er pakken som helhed bare lidt for, ja, tyndt besat. Hvis du godt kan lide Lego og/eller Horizon og har adgang til et barn af den mellemstore størrelse, vil jeg anbefale at vente på et godt tilbud, inden du slår til. Er du ikke i den gruppe, synes jeg du skal overveje at kigge mod andre horisonter.