Skip to main content
Gamereactor Previews Asterix Mega Madness
Previews

Her kommer gallerne - og de vil lege!

Infogrames svinger bautastenen og viser os hvordan de gæve gallere foretrækker at slappe af efter en god gang romer-bask.
Jesper H. Andersen 17 juli 2001

Gallerne er skrupskøre. Det er der vist ingen tvivl om. Det bliver man måske når man som de eneste i hele Gallien, må holde daglig stand mod den mægtige romerske hær. Sådan noget giver jo en lidt stressende dagligdag, men heldigvis mestrer de gæve gallere den svære kunst at stresse af - de udfordrer hinanden i konkurrencer, den ene mere underlig end den anden.

Så kom og dyst med mig

Det er gallernes høvding, den godmodige Majestix, der har inviteret alle beboerne i den lille ukuelige landsby til en venskabelig omgang leg og sjov. Ikke noget stort - bare de sædvanlige små julelege som grovæderkonkurrence, katapult-ræs, sænke galejer, romerjagt med de bare næver og 10 andre skøre konkurrencer. Selve opbygningen af spillet er som man kender den. Man kan vælge at kæmpe i en turnering, hvor man kommer igennem alle de forskellige konkurrencer en efter en eller man kan kæmpe i hold, hvor man, via en multitap, kan konkurrere fire mod hinanden på samme tid. Er man alene, kan man også vælge at konkurrere i enkeltstående dyster. Dette er samtidig en god måde at få børstet formen af, inden det går løs i den store turnering.

Når det så er gjort, skal man vælge hvem af de gæve gallere man kunne tænke sig at bringe til tops. I denne preview-version kan man selvfølgelig vælge mellem Asterix og Obelix men også Littenix og byens oversete musiker, barden Trubadurix deltager i løjerne. Ikke et særligt imponerende fremmøde når man tænker på hvor mange skæve eksistenser, der egentlig bor i den lille by. Forhåbentlig er antallet af deltagere vokset betydeligt, når den endelig udgave af spillet dukker frem på hylderne.

Lidt for enhver evne

De mange forskellige dueller er designet sådan, at alle dine evner kommer på en hård prøve. I grovæderkonkurrencen skal du have både overblikket og reflekserne i orden. En stort festmåltid bliver serveret med alt hvad en sulten mave kan begære af fisk, frugt, vin og selvfølgelig også vildsvin. Hver ret har sin egen tastekombination, som man skal trykke ind, inden man kan spise den. Jo hurtigere man taster, jo mere spiser man og jo flere point scorer man. Derudover skal man også passe på, at ens sidemand ikke stjæler ens mad og dermed point. Her kan et hurtigt klask over nallerne sætte ham på plads for en stund. Man kan også selv forsøge at stjæle maden fra sin modstander.

Katapult-ræs er helt anderledes. I denne dyst gælder det om at trække en katapult efter sig rundt på en bane. Her kan man finde kampesten og andet kasteskyts, der med et snuptag kan læsses på katapulten og fyres afsted mod dine 3 modstandere i ræset. Rammer du plet, kan det sende dem til tælling for en kort bemærkning, hvor du så gerne skulle have held til at smutte forbi dem.

En styring man kan hitte ud af

Med så mange forskellige dyster og en målgruppe, der begynder nede blandt de yngste gamere, skal man passe ekstra på ikke at gøre det hele sværere end det er. Derfor har Infogrames også arbejdet meget ihærdigt på at holde både styringen og reglerne for de forskellige konkurrencer nede på et så lavt niveau som muligt. Styringen begrænser sig til brugen af kun D-pad og højst to knapper. Ligeledes forklares reglerne for hver enkelt konkurrence meget omhyggeligt, inden det går i gang. Selvfølgelig er alt begyndelse svær, men konkurrencerne i Asterix Mega Madness er ikke sværere end, at man sagtens kan få kæmpet sig tilbage i front, hvis man havde lidt startvanskeligheder.

Grinagtig grafik

Det hele foregår i en flot 3D-verden af farver og animation, der holder sig tro mod den klassiske streg, vi kender og elsker fra de mange Asterix album og tegnefilm. Et ekstra plus er også de animerede mellemsekvenser af højeste karat, der sørger for at lattermusklerne ikke får alt for megen tid til at hvile sig.

Det kan blive sjovt

Nu er det ikke første gang, Infogrames forsøger sig med et Asterix-spil. De har gjort det mange gange før, men ofte med et skuffende resultat. Asterix Mega Madness ser derimod ud til at gå en ganske lysende fremtid i møde. Der indbydes til en uforpligtende gang skæg og ballade og personligt tror jeg at denne cocktail af sjove konkurrencer og simple regler, vil smage noget bedre end de middelmådige platform-spil, vi hidtil har set Asterix og hans gallervenner udfolde sig i.

Fuld profil 96 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.