Der er en vis fare forbundet med, hvordan udvikleren 1047 Games har håndteret Splitgate. Den oprindelige titel debuterede for et par år siden med et stort publikum og stor anerkendelse, så meget at holdet besluttede, at den bedste fremgangsmåde for at levere et spil der stemte overens med deres vision, var at tage den succes, serien allerede havde oplevet, og bruge al sin opmærksomhed og alle sine ressourcer på en større og mere storslået efterfølger. På mange måder minder det lidt om, hvordan Player First Games håndterede MultiVersus ved at tage et populært produkt, stoppe støtten til det og så i stedet antage, at fans vil juble og fejre dets eventuelle tilbagevenden med larmende fanfarer. Jeg pointerer denne sammenligning, fordi MultiVersus' fiasko viser, at man sjældent oplever succes to gange på samme vilkår, og det er det, der gør Splitgate 2 så spændende.
Denne efterfølger tager alt det, der gjorde Splitgate til sådan et underholdende produkt, og løfter det simpelthen til et nyt niveau. Jeg kan sige dette med sikkerhed, da jeg for nylig havde chancen for at hoppe ind i et par timers spil for at opleve de samme funktioner, der bliver gjort tilgængelige i den seneste crossplay alpha. Jeg oplevede den traditionelle og hæsblæsende 4v4-action, de nye klasse- og loadout-systemer og de meget mere kaotiske 8v8v8 modes, og jeg kan sige, at selv efter bare et par timer ser Splitgate 2 ud til at være en virkelig lovende arena-shooter.
1047 Games har ikke lagt skjul på, at de har ladet sig inspirere af store arena-shooters. Call of Duty og Halo er to navne, der ofte nævnes, men for Splitgate 2 var de specifikke eksempler, som udviklerne kiggede på Halo: Reach og Destiny, og det kan ses. Splitgate 2 byder på silkeblød og strømlinet shooter-action, der defineres og udvides med enorm dybde og kreative muligheder takket være den mekaniske suite og de ikoniske portalsystemer. Våbenhåndteringen er stram og responsiv, tempoet er hurtigt, men ikke blændende, og bevægelsesmulighederne er varierede, men overskuelige, hvilket alt sammen er med til at skabe et skydespil, der har et meget tilgængeligt basisniveau og et meget højt færdighedsloft. Så længe du kan bevæge dig og sigte med et våben, er resten af Splitgate 2 lige til at gå til, og det meste vil falde dig naturligt, efterhånden som timerne går.
Idéen om at bruge portaler kan virke forbløffende og endda lidt forvirrende i starten, men 1047 Games har lagt stor vægt på banedesign og på at bygge arenaer på en sådan måde, at portaler ikke overvælder flowet. Du kan hurtigt krydse mappet på en måde, der ville gøre GLaDOS stolt, eller i stedet åbne en portal bag en fjende og bruge den til intetanende at skyde dem ned. Igen handler det om færdighedsniveauer med Splitgate 2, og som alle gode arena-shooters er denne titel bygget op fra bunden til at være engagerende for både nybegyndere og veteraner.
En af de primære måder, hvorpå 1047 Games har twistet Splitgate-formlen i denne efterfølger, kommer i form af klasser og loadouts. Det virker måske lidt overvældende ved første øjekast, men de er faktisk implementeret på en virkelig interessant måde, der forbedrer flowet. Et af de områder, hvor arena-shooters kan vakle, er, at alle dybest set er på samme del af det givne map hele tiden, hvilket betyder, at tempoet og balancen bare bliver intens og svedig, hvor det hele handler om at udkonkurrere din modstander. I Splitgate 2 hjælper disse klasser med at tilføje et yderligere strategisk element, da de hver især gør noget lidt forskelligt. Aeros er den typiske run-and-gunner, der fokuserer på fart og smidighed, mens Meridian byder på måder at fremhæve og spotte fjender gennem vægge, og Sabrask er den farlige, objektive "controller", der elsker nærkamp og at indsætte beskyttende skjolde. Hver klasse er yderst effektiv og gør alle de centrale Splitgate-ting, som man ville forvente, men de udmærker sig også i forhold til hinanden på lidt mere nicheprægede måder, og det ændrer virkelig handlingen og strategien en hel del.
Loadouts er lidt anderledes, da de giver spilleren mulighed for at bruge den våbentype, der passer til dem. Du kan tage et haglgevær med, hvis du spiller som Sabrask, en SMG, hvis du spiller som Aeros, eller en carbine, hvis du er Meridian, eller du kan gøre det stik modsatte af, hvordan du forventer, at klassen skal spilles, og det er helt i orden. Det eneste problem er, at hver klasse har lidt forskellige våbenvarianter, for eksempel har Meridian en masse railgun-våben, Sabrask kan lide halvautomatiske, pump- eller bolt-action-våben, og Aeros er meget mere til fulll-auto, og det betyder alt sammen, at nogle af våbnene blegner i forhold til andre. Desuden, og det er måske det største problem i Splitgate 2 i øjeblikket, er der meget lidt downtime, og du bliver hurtigt kastet ud i nye runder eller spil, og du har kun sekunder til at tilpasse dit loadout til omstændighederne i selve kampen, noget der til tider føles en smule overvældende. Der skal helt sikkert arbejdes lidt med loadouts i øjeblikket, for det går lidt imod Splitgates signaturtema om enkelhed og strømlinet skydesjov.
Men sagen er, at dette er et af de to vigtigste kritikpunkter, som jeg kom til at tænke på efter et par timer med spillet. De diverse modes er varierede og utroligt afbalancerede, med traditionelle deathmatch-typer, målbaserede alternativer og endda en, der til en vis grad kan sammenlignes med Halos Grifball. Gameplayet fungerer og kører som en drøm med sådan en førsteklasses og raffineret præsentation, der ikke har noget uønsket fedt omkring kernen, som Call of Duty og nogle af de andre arena-shooter-titaner virkelig kunne tage masser af noter fra. Map design er genialt med baner, der har en ideel størrelse, og som har masser af afkroge og snedige elementer, der gør det muligt for topspillere virkelig at udnytte dem. Det er et virkelig poleret og imponerende skydespil med en fantastisk og skarp grafik og præsentation, og alligevel nævnte jeg to hovedkritikpunkter i starten af dette afsnit, så hvad refererer det andet til?
Det er simpelt; 8v8v8. Denne mode har nogle interessante elementer, og jeg kan se, at mange nyder den Big Team Battle-lignende action, men for mig har Splitgate altid været bedst som en mere personlig, tæt shooter-oplevelse, og det er det, der gør det muligt for 4v4-delen at trives. Mit problem med 8v8v8 er faktisk ikke antallet af spillere på hvert map, eller hvordan kampene udfolder sig. Selvfølgelig kan man argumentere for, at det bliver et kaotisk mareridt, når 24 spillere kæmper om et lillebitte mål med portaler overalt. Mit hovedproblem er dog, at de forskellige maps faktisk føles for store til denne mode. Splitgate 2 spiller hurtigt, et sted mellem Call of Duty og Halo, og i disse 8v8v8 modes er du konstant på vej afsted imod den aktive del af mappet (eller med portaler på tværs), for så at kæmpe imod et par fjender og til sidst blive elimineret, hvorefter man må løbe tilbage. Og det er mit problem. De store maps mangler 4v4-varianternes indviklede natur, der er færre steder med portaler, for meget tom og åben plads, og det giver tilsammen en mode, der næsten er Battlefield-agtig, hvor spilleren oplever kontra-immersive øjeblikke midt i den spændende action. Der er bare noget ved det, der ikke føles som Splitgate.
Så selv om der uden tvivl vil være mange fans, der nyder 8v8v8-oplevelsen, er det for mig stadig 4v4, hvor Splitgate 2 udmærker sig. Selv om jeg har problemer med den større skala, og jeg stadig ikke er helt overbevist af loadouts, så er resten af den samlede helhed, der udgør dette spil, simpelthen fremragende. Det er spændende, enormt intuitivt at gå til, forstå og nyde, har en førsteklasses, stram og poleret præsentation og føles faktisk som en frisk tilføjelse i det ærligt talt ret forældede arena-shooter-område. 1047 Games har endnu ikke annonceret en fast udgivelsesdato for Splitgate 2, men når det udkommer, er det et skydespil, du ikke vil gå glip af, og forhåbentlig afspejles det af fællesskabet. Ud fra hvad jeg har set, har udviklingsholdet taget den allerede fantastiske original og simpelthen forbedret den til nye højder, så forhåbentlig får vi ikke endnu et MultiVersus her, hvor spillerne abdicerer og går videre fra spillet efter et par uger.
