Selvom de er kommet på sporet nu, så har der været noget galt med Konami i lang, lang tid. I årevis har virksomheden fået hård kritik, og noget af den var fortjent. Nu er de lidt efter lidt ved at gøre comeback. Dagene med pachinko-maskiner, NFT-satsninger og berygtede spil som Metal Gear Survive er for længst forbi. Alt det er der stadig, men det er ikke længere det første, der falder os ind, når vi tænker på Konami. Det er rigtigt, at dette genoplivningsforsøg først og fremmest er baseret på udnyttelsen og genskabelsen af de mest symbolske IP'er; men det behøver ikke at være en dårlig ting. Vi taler trods alt elskede IP'er som Castlevania, Silent Hill, Metal Gear, Yu-Gi-Oh! og den saga, der vi skal tale om i dag: Suikoden.
Det vigtige her er, at der er to måder at gøre tingene på, ligesom der er to måder at bringe eksisterende spil eller sagaer tilbage på: den gode og den dårlige. Og det samme gælder for remasters: der er gode og dårlige. Suikoden I & II HD Remaster Gate Rune and Dunan Unification Wars hører, ud over en titel, hvis navn er direkte absurd, til i den første bås.
Selvfølgelig er denne samling primært rettet mod fans af den her serie, der længe har måtte slå sig til tåls med emulering. Men hvis det er første gang, du spiller Suikoden, skal du vide, at spillene har legendestatus af en grund. Heller ej er det tilfældigt at Konami har udvalgt netop disse to titler i første omgang. Begge havde allerede dengang evnen til at overføre det bedste fra datidens typiske JRPG-struktur (16-32 bit) og tilføje lag af personlighed, der var unikke og aldrig set før i genren. Noget i retning af den Squaresoft-efterligning, som så mange andre havde forsøgt sig med, men med finesse nok til at ramme plet med de identificerende elementer.
Så hvilke kendetegn er der tale om? Først og fremmest er serien kendetegnet ved historier med et klart politisk og militært fokus. Og selvom den også har middelalderlige indslag, føles alt mere nutidigt og realistisk, især på et æstetisk plan og takket være en meget mere japansk setting end andre JRPG'er udviklet i Land of the Rising Sun. Desuden er den måde, det behandler krig på, genial, og det opstiller konstant dilemmaer og moralske spørgsmål om emnet, såsom ære eller behovet for at spilde menneskeliv eller ej. Er der virkelig en rigtig og forkert tilgang i krig? Er venskab muligt i en sådan sammenhæng?
Et andet godt træk ved Suikoden er dets evne til at tilbyde forskellige typer af kamp. På den ene side er der den typiske turbaserede kamp, men med særlige funktioner som muligheden for, at visse figurer kan udføre kombinationsangreb på grund af deres forhold i plottet, runer til magi eller endda detaljer som at kunne »give slip« på fjender i stedet for at løbe væk. Men det smukke ved Suikoden er, at der er andre - mindre talrige - situationer, hvor vi kan nyde meget forskellige kampe. Der er krigskampe, som er strategiske minigames (meget forbedret i Suikoden 2), og dueller, som er en kamp mellem bare to figurer. I sidstnævnte har vi kun tre mulige handlinger, og det fungerer som sten-saks-papir, men med den forskel, at vi ikke spiller helt i blinde; faktisk vil det være de sætninger, vores modstander siger, der hjælper os med at udlede, hvad deres næste træk er, og derfor hjælper os med at vælge den rigtige handling.
Og endelig, prikken over i'et; Suikodens virkelige signatur hook: de 108 Stars of Destiny. Det lyder fjollet, men intet andet JRPG har nogensinde inkluderet i sin struktur, at et af de vigtigste samleobjekter i spillet er karaktererne i dit party. Her er der ikke 5 eller 6 figurer, men 108. Alle kan rekrutteres, alle er spilbare i kampene, og de fleste af dem er nyttige i andre opgaver i spillet. Sidstnævnte er muligt, når helten sent i historien kan erhverve et slot, der fungerer som base for vores hær. Alle rekrutterede figurer vil tage dertil, og nogle vil endda have særlige funktioner i basen: åbne en butik, lave mad, lave elevatorer, tilbyde minigames og den slags. Så Suikoden er også fremragende managementspil. Og det er virkelig sjovt at opgradere basen.
Okay, så hvad er nyt i disse remasters, som både gamle og nye spillere vil sætte pris på. Vi har allerede sagt, at Konami har gjort et godt stykke arbejde, men hvad vi måske ikke havde forventet, er, at begge titler ser bragende godt ud grafisk. Hvis du har fulgt med i nyhederne, ved du allerede, at banerne er blevet lavet om i forbindelse med disse revamps. Det betyder, at baggrundsbillederne nu er i HD. Det bedste af det hele er, at det er sket uden at ændre essensen af originalen. Der er scener, hvor det er særligt mærkbart, især når der er levende elementer som vandfald, eller når man oplever en solnedgang, men alle elementer er blevet berørt: huse, træer, statuer, gulve osv. Og derudover er de nye effekter til pixel art-animation det rene guld.
Personligt ejer jeg begge spil som PS1-klassikere til PSP, PS Vita og PS3. Og når man lægger dem side om side til sammenligning (f.eks. på PS Portal), bliver man virkelig blæst bagover. Det er ikke nogen lille opgave, og det er nok det, der har givet Konami mest hovedpine. Og apropos PSN-klassikerne - som kun var på engelsk - så er den anden store nyhed i samlingen en grund til stor glæde for mange mennesker: De er fuldt lokaliserede på andre sprog.
Det er vigtigt, fordi ingen af de to første Suikoden-spil var særlig tilgængelige. Platformsmæssigt, fordi det tvang dig til at eje ældre PlayStation-konsoller med begrænset adgang til PlayStation Store. Og prismæssigt, fordi PS1-originalerne koster en arm og et ben, selv den dag i dag. Alene af den grund er jeg ikke i tvivl om, at serien endelig vil nå ud til mange flere mennesker og få det salg, den altid har fortjent. Eller i det mindste mere opmærksomhed. Faktisk er der to andre vigtige nye funktioner, du bør kende til. På den ene side har vi samtaleloggen, som giver dig mulighed for at åbne menuen og til enhver tid læse de tidligere samtaler med karaktererne. Det er meget nyttigt i de øjeblikke i et JRPG, hvor man ikke helt ved, hvad man skal gøre, og det burde være obligatorisk i enhver remaster af genren. Og på den anden side er der fast-forwarding i kampene, som giver dig mulighed for at fremskynde kampene med dobbelt eller endda tredobbelt hastighed, når du bevæger dig fremad. Det fjerner en hel del uklarheder, hvis man gerne vil komme hurtigere frem i historien.
Desværre mangler der andre muligheder, som er mere typiske for emulerede klassikere end remasters, men som burde være til stede. For eksempel muligheden for at spole tilbage i handlingen. Konami har fortalt os, at denne remaster indeholder en meget nyttig autosave-funktion. Det er sandt, men den er ekstremt begrænset, da den kun virker, når du går ind i et rum med en save orb. Med andre ord vil der kun være autosave i situationer, hvor vi har manuelt save ved hånden. Det er noget fis. Især når en boss knuser dig, og du skal spille et afsnit på 40 minutter igen. Det holder ikke i 2025.
Kort sagt, selv om Suikoden I & II HD Remaster Gate Rune and Dunan Unification Wars ikke nødvendigvis er den ultimative version af disse to fantastiske spil, er det den bedst mulige version til dato og frem for alt den mest tilgængelige. Prisen (49,99 euro) vil måske skræmme nogle væk, men jeg garanterer, at bare for oversættelsen, de visuelle forbedringer og den ubestridelige kvalitet af originalerne er det det hele værd. Historien vil gribe dig, soundtracket vil begejstre dig, kampene vil udfordre dig, og Stars of Destiny vil få dig til at blive ved med at spille. Måske vil Suikoden 2's minispil om madlavning - som også er en superlativ efterfølger - også gøre det.
