Kender du titler som PawWar, Cumbustion eller Kingpin Reloaded? Det gjorde jeg heller ikke, men det er nok også mere titler som Ancestors Legacy og Ghostrunner, man kender fra danske SlipGate Ironworks, der står bag det ny-klassiske RTS-spil Tempest Rising.
Tempest Rising er en homage til det helt klassiske RTS, Command & Conquer, og med "homage" mener jeg at der er tale om en ekstremt tydelig og ikke særlig subtil reference og inspirationskilde. De har ikke kigget efter nogen andres lektier, de har åbenlyst valgt at ære en forgangen æra og de mest afgørende spiller i felten på daværende tidspunkt, og det fremstår både ærligt og ærefuldt som resultat.
Inden man bliver totalt benovet over, at et lille studie har klaret skærene og nu står med en færdig udgivelse, skal det siges, at de ikke skjuler, at de er en del af Saber Interactive, og dermed Embracer, der trods alt har en del muskler at spille med, når det kommer til computerspil generelt. Når det så er sagt er det her, som vi kommer til at snakke en del om, ret imponerende set ud fra en række parametre, og at et relativt lille studie har leveret den her oplevelse er bare ret vildt.
Spillet koster i øvrigt en tredjedel mindre end normalt - €40 på Steam i stedet for €60. Hatten af for at trække den modsatte vej, nu hvor vanvittige personer har besluttet, at €90 for et spil er en acceptabel pris. Man kan også få en Deluxe Edition. Jeg synes, det er fantastisk, at der ikke er pres på gameplaymæssigt for at købe en dyrere udgave af et spil, for her er der "bare" tale om kosmetiske ændringer og lidt tidlig adgang.
Herudover synes jeg, at der skal lyde en stor applaus for, at der var en demo tilgængelig - de to første baner for de to sider i kampen. Det er sådan, man giver folk en smag på, hvad man tilbyder. Og ikke mindst for, at det er lige før, din gamle lommeregner kan trække det.
Men tilbage til spillet. Det er klassisk på alle måder. Der har været atomkrig efter Cubakrisen, 3. verdenskrig skete, der er opstået en kritisk ressource kaldet Tempest, som alle gerne vil have fingre i, og spillet har to stridende parter, som man kan være. Vi kender allerede nu den tredje, der kommer senere, men allerede er veldokumenteret. Hver bane spilles for sig med klart definerede mål, og der er små filmiske mellemsekvenser animeret med et grafisk udtryk, tøj og selv stemmeføring, der leder opmærksomheden hen på Command & Conquer: Red Alert. Nå ja, og det er år 1997.
Der er ingen helte i det her, hvis vi skal være ærlige. På den ene side har vi Global Defence Force, dybest set NATO på steroider, som er militært stærke og som slår sig op på at indsamle information. Det handler meget om at få en synergieffekt ud af dine tropper, da deres spilmekanisme meget handler om at markere mål og have forskellige typer enheder sammen, der forstærker hinanden - eksempelvis en enhed markerer et mål, en anden skyder, og en tredje kan logge sig på det samme målsøgningssystem og øge præcision og rækkevidde af dine angreb. Min favoritenhed er deres Riot Van - en bil, der ikke dræber, men lammer fjenden, så dine andre enheder kan dræbe. For vi er jo ikke et rigtigt militær, men bare politi. Politi med adgang til nedkastning af bomber fra luften og selvkørende artilleri.
Mod dem har vi Tempest-dynastiet. Her er der tyk østeuropæisk accent hos dette sammenrend af styrker fra netop Østeuropa og Asien, hvor der er mest Tempest, idet 3. verdenskrig ramte dem hårdest med atombomber. De mener - måske ikke helt unfair - at det Tempest, der vokser i deres lande, er deres. Og det er klart en fejl. De bruger - nøjagtigt som tilsvarende grupperinger i andre spil - farlige teknologier, der er eksperimentelle, men kraftfulde. Når man bruger missiler som selvforsvar til køretøjer, siger det alt. Vil du have mere mobil militær, flammekastere, så er det her, og jeg elsker deres Tempest Sphere - en selvrullende kugle i mega størrelse.
Kampagnen er bestemt underholdende, naturligvis rimeligt lineær, og aldrig for nem eller for svær. Point for det. Det er vigtigt at kunne modvirke fjendens tropper - der er synergieffekter i det meste, og alt har en stærk såvel som svag side. Der er en unit cap - det er lidt irriterende, men omvendt rammes den sjældent. Det havde også været fedt med yderligere interaktioner med terræn og omgivelser, men det kan også blive for meget. Det er ret klassisk her. De to sider spiller ret forskelligt, og de passive tropper - ingeniører, teknikere etc. - giver mulighed for relativt avancerede taktikker og brug, hvis man vænner sig til at lave noget micromanagement.
Du opgraderer typisk mellem missioner, og det er derfor vigtigt, at man har en nogenlunde idé om, hvad man kan lide at gøre overordnet, og så opgraderer hen imod netop det.
Der er klassisk Skirmish mode, hvor man spiller imod AI på custom maps. Der er ikke så mange, men det kommer der sikkert. Der er en del flere maps i multiplayer, enten 2v2 eller 1v1 - men der synes ikke at være noget eller nogen online, når jeg forsøgte. Heller ikke i quick-match-modus, og der er ikke åbnet for ranked endnu, så multiplayerdelen kan jeg ikke sige noget om, da jeg missede den åbne demo i starten af året. Beklager.
Styringen er generelt god. Der er et par småting - jeg savner at kunne dobbeltklikke på en enhed og så automatisk vælge alle enheder af samme type, og så har jeg bare vænnet mig til at kunne flytte skærmen med WASD-tasterne.
Lydsiden er ret god - det rammer stemning og udtryk fra de gamle Command & Conquer-spil virkelig godt, og det er der en grund til, for det gik først i forbindelse med denne tekst op for mig, at holdet, der står bag, er Frank Klepacki, der netop komponerede til C&C, og ikke mindst en stor gruppe af komponister, der er kendt inden for musik til disse militære RTS-spil.
Kort sagt - Tempest Rising er præcis, hvad det siger, det er: en moderne og solid udgave af C&C. Kan du lide den slags spil, så vil du elske det her.