What the Car, What the Golf, What the Bat - danske Triband har haft ret travlt siden lanceringen af deres første spil tilbage i 2020, men naturligvis, som titlerne også indikerer ret så tydeligt, så er disse gakkede, fjollede og relativt rudimentære "comedy games" nært beslægtede, både mekanisk, fysisk og æstetisk. Men det skal så sandelig ikke forstås negativt, tværtimod.
What the Clash er det seneste skud på stammen, og i stedet for at centralisere sig omkring et enkelt gameplay-koncept med et hav af modifikationer, såsom vi så det i eksempelvis What the Car, så er det her vitterligt et slags WarioWare, et barrage af minispil, der løbende modificeres af en række kort, som du og din modspiller kan spille ud og dermed ret drastisk ændre det pågældende minispils mål og form.
Det er dog meningen at det her spilles hurtigt og konsekvent, forstået på den måde at du, via en ret minimalistisk og pusseløjerlig brugerflade kan vælge at spille selv eller direkte udfordre venner, og derefter går den vilde skattejagt sådan set. Til at starte med har du kun bordtennis som en slags platform hvortil modifikationer introduceres af hver spiller, men ret hurtigt, via en slags personlig pointtavle, låser du op for både nye minispil, men også nye modifikationskort til disse.
Det kan faktisk blive ret omfattende med tiden, og noget der tager sig så simpelt ud som et modifikationskort med ordet "Board" skrevet på forvandler racing-arenaen til en skipist med remixede spilelementer, også. Sådan kan det faktisk blive ved, og når Triband selv skriver "hundreds of minigames", så mener de det, selvom at der nok her refereres til de specifikke modifikationer kombinationen af to kort introducerer. Pointen er at disse er forfriskende nok til at det ikke hele tiden føles som om at du spiller forskellige versioner af det samme minispil - eller i hvert fald ikke hele tiden.
Alt dette er naturligvis pakket ind i den æstetik vi kender fra serien af What the-spil, som kombinerer en bred farvepalet med dejlig chunky 3D-grafik, der oser af modelerbar fysisk forankring - med det mener jeg at What the-spil inviterer instinktivt til at afprøve spillets fysiske grænser, og det er netop Triband tilsyneladende ønsker, og man bliver altid belønnet med et smil på læben.
Desuden vender samme spidsfindige musikalitet her, der inficerer og forbedrer hvert eneste sekund af gameplay-loopet, fra nedtælling til hver runde til de rare små vignetter. Det er faktisk musik og lyd generelt der skaber meget af komikken i What the Clash, og det er stadig en fryd for ørene.
What the Clash er, trods sine mange variationer, en ret rudimentær størrelse, dog, og det er sikkert også tiltænkt. Derfor, selvom du trækker kort hårdt og hurtigt som forøger mængden af spilmuligheder, du selv har, så synes det ikke helt optimalt at du skal gøre dig fortjent til variationen, når netop denne er essentiel for hele oplevelsen. Jo, hvis What the Clash var tiltænkt en dybdegående spilletid på hundredvis af timer, men som et hurtigt underholdningsfix med en ven, eller sågar alene, så går der alligevel lige en time, måske to, hvor du ikke har synderligt mange modifikationer, og kun adgang til to "platforme". Dertil skal det også nævnes at spillet udelukkende er 1v1, og det bliver altså hurtigt en begrænsning, mest af alt fordi denne type hurtige PvP minispilsamlinger som regel tillader flere at deltage, både for at forøge mængden af underholdende kaos, men også fordi at den slags spil passer enormt godt ind i en bredere setting. Selvom What the Clash går meget længere i variation og design end den gængse samling Mario Party-minispil, så ville Mario Party (brætspil eller ej) heller ikke være lige så effektivt hvis der kun kunne være to spillere med ad gangen.
Når det så er sagt, så mærker du nærmest øjeblikkeligt, hvor charmerende What the Clash er, når du starter med at spille, og som du låser op for mere tøj til din mærkelige... hånd-person (?), optjener modifikationer til de minispil du har adgang til og udfordrer både venner og fremmede, så står det klart hvor selvsikre Triband er i deres designfilosofi, og hvor velksekveret konceptet er. Det er derfor svært at gøre andet end at anbefale Clash til enhver der har stiftet bekendtskab med studiets gakkede spil, eller dem der tilfældigvis har en Apple-enhed af stort set enhver art, og som godt kunne bruge at trække lidt på smilebåndet.