Ys The Ark of Napishtim

Det lader til, at jeg kan lade rollespilsverdenen ligge i en årrække, komme tilbage til den med opladede batterier og så ellers føle mig hjemme med det samme. Der sker kort sagt meget lidt i den verden, hvor turbaserede kampe går hånd i hånd med helte, der har hukommelsestab og netop har fundet et våben af ufattelige kræfter. Ys, der samtidig tager præmien for den vel nok korteste spiltitel nogensinde, er alt det og lidt til. Det er som om tiden står stille i det lille kongerige, som Ys foregår i - og gud ske tak og lov for det, vil mange måske sige, men efter femten år med rejsetasken henslængt over skulderen, er jeg begyndt at tvivle: Er rollespilsgenren den eneste genre, der ikke kan komme videre?

Ys starter som alle andre rollespil: Du ligger i strandkanten med knaldrødt hår og naturligvis bevidstløs, da to elvere finder dig. Herefter er det en tur i seng, før stedets leder får dig vækket og sendt ud på eventyr. Ys er så knaldende banalt fortalt, at jeg simpelthen ikke hørte efter, da der var gået godt og vel en time. Kigger du under overfladen, kan du sikkert se moraleprædiket i de tynde dialoger. Jeg fandt i hvert fald det altid velkendte "lev i respekt og fordragelighed med hinanden"-koncept, ligesom kærlighed og savn også melder sin ankomst senere hen. Men det er også det. Resten af tiden skal du finde trøst i det rollespil, som den japanske slags altid har handlet om, nemlig kampene.

Og de er ikke ligefrem interessante. For det første er der alt for mange af dem. Selvom alverdens anmeldere og eventyrere siden Super Nintendo, har klaget over de mange ligegyldige og tilfældige kampe, så er Ys overstrøet med dem - og hvad værre er, så er de også en nødvendighed, da spillet tager det med niveau meget, meget bogstaveligt. Der går f.eks. ikke lang tid, før det bliver ret tydeligt, at for at komme bare lidt videre, så er du nødt til at lægge flere timers arbejde i ensformige kampe, så du bare er nogenlunde rustet til det, der venter forude. Det bliver en typisk rende frem og tilbage i jagten på erfarenhedspoints - noget, der ikke burde være tilfældet, i hvert fald ikke i år 2006 og på min PSP.

At kampene også er enkle, er heller ikke ligefrem betryggende. Ys er for det meste bare et action-rollespil med lidt knaptrykkeri, og du skal sjældent til at kigge i krystalkuglen for at kunne begå dig på slagmarken. Bedre bliver det ikke af, at spillet nærmest er blottet for superangreb, enorme hidkaldelser og hvad det nu ellers hedder i disse sammenhænge. Det hele er hængt op på tre sværd: Air Sword, Fire Sword og Lightning Sword, og disse findes nærmest slavisk og bruges så efterfølgende, som Falcom gerne vil have dig til. Der er kort sagt meget få overraskelser i den gamle eventyrbog. Hvis nogen råber skabelonskåret lige nu, så skal jeg nok lade være med at tysse på dem.

Værst er dog spillets absurde loadetider. Gå fra en del af kortet til en anden og der loades. Træd ind i en kro og spillet loader i fem sekunder, kom til at gå ud igen og du venter fem mere. Det er simpelthen utilgiveligt, at et spil som Ys, hvor det at være en del af eventyret er vigtigt, konstant smadres af indloadningstider, der burde kunne være undgået. Heldigvis har holdet bag spillet i det mindste lavet en rimelig oversættelse. Der er ingen tvivl om, at japanske rollespil tit kan have en halvkikset og indforstået humor, men denne er i det mindste kommet over i et læsbart engelsk, uden at virke decideret pinlig.

Visuelt er Ys faktisk pænt, og selvom det ikke er alle der kan lide den japansk/koreanske stil, så må jeg indrømme, at jeg faldt for den. De små figurer er fyldt med liv, og selvom de ikke er mange pixels store, så emmer de af liv. Sammen med de små billeder, der kommer op, når du taler med en eller anden karakter, så var jeg faktisk en smule imponeret over det - men jeg har altså heller ikke spillet selv samme spil på PlayStation 2.

PSP mangler stadig et rigtig godt eventyr, og du finder det ikke i Ys, der hårdnakket er hvad 90% af alle japanske rollespil er, nemlig en smule kedelige, halvkiksede og gammeldags. Der er enkelte øjeblikke undervejs, hvor du sikkert glemmer dette, hvis ikke for andet, så bare for at overbevise dig selv om, at der er et godt rollespil under overfladen - men det er der ikke. Ys er, når det er bedst, et ret middelmådigt eventyr, du virkelig skal investere tid i, for bare at få det mindste ud af det.