Skip to main content
Gamereactor Anmeldelser Cyberpunk 2077
Anmeldelser Cyberpunk 2077

Cyberpunk 2077: Ultimate Edition

Cyberpunk 2077 er en af de få tredjepartssucceser på Switch 2 indtil videre, så er det fortjent?
Jonas Mäki 26 juni 2025

Min interesse for Cyberpunk 2077: Ultimate Edition var egentlig ret lunken. Jeg følte mig færdig med V's eventyr for længe siden, og tanken om en nedgraderet version tiltrak mig slet ikke. Men så kom de første rapporter om, at spillet faktisk skulle være rigtig godt og endda kørte bedre end på en Steam Deck.

Og... pludselig fik jeg lyst til at spille som Corpo, hvilket jeg faktisk endnu ikke har nået, og sagt og gjort. Nu er jeg nået et godt stykke ind i Cyberpunk 2077 på Switch 2 og har prøvet både hovedhistorien og udvidelsen Phantom Liberty. Så hvordan klarer det sig?

Cyberpunk 2077 havde som bekendt en fuldstændig katastrofal lancering, måske den værste nogensinde, og fungerede forfærdeligt dårligt på Playstation 4 og Xbox One. Faktisk stoppede Sony endda salget af spillet. Derefter gik CD Projekt Red i gang med at bjerge den synkende skude, noget de lykkedes med efter flere års hårdt arbejde, hvorefter der også blev udgivet en virkelig flot version til Playstation 5 og Xbox Series S/X.

Så hvad med Cyberpunk 2077: Ultimate Edition? Det er fokusset for denne anmeldelse, hvor du som vil vide mere om selve spillet, anbefales at læse vores anmeldelse af grundspillet samt udvidelsen. Men før vi kaster os over det tekniske, er der nogle unikke funktioner, som bør nævnes. Det inkluderer især nye måder at spille på. Den ene er gyro-sigte, som kan kombineres med Motion Patterns for dem, der ønsker at spille hele eventyret på denne måde. Med sidstnævnte kobler du bevægelser til alt, hvilket for mig i de fleste tilfælde føles mere besværligt end blot at trykke på en knap.

Derudover findes der også styring med mus, hvilket erfarene PC-spillere sikkert vil sætte pris på. Joy-Con 2 fungerer naturligvis udmærket som mus, men jeg bemærker, at udformningen er dårligere til længere spilsessioner end en "rigtig" mus, så jeg synes, ergonomien lider lidt. Derudover kører spillet i 30-40fps (i teorien, men lavere i praksis), og en musemarkør med så lav frame-rate fungerer ikke særlig godt. Der er altså alternativer, men ud over gyro til skydningen tror jeg, de mere traditionelle spilmetoder vil dominere for de fleste - selvom heller ikke dét er perfekt, da jeg virkelig savner trigger-knapper, som giver følelsen af at trykke på en aftrækker.

At køre rundt i Night City er stadig en fornøjelse, især om natten når neonlysene tændes og skaber den futuristiske charme, som for mange er selve kendetegnet for denne type sci-fi. Sammenlignet med hvordan spillet var på Playstation 4 og Xbox One, føles det som et skridt i den helt rigtige retning, og da taler jeg ikke om den elendige tilstand, det blev udgivet i. Det er ganske enkelt et rigtig flot spil, der føles teknisk imponerende på en måde, som få andre Switch 2-titler gør. Som sagt snakker vi 30-40fps afhængigt af grafikindstillingerne, men helt stabilt er det desværre ikke - dog uden at det er et stort problem. Med VRR-understøttelse synes jeg endda, det ser næsten surrealistisk lækkert ud i håndholdt tilstand, og jeg har ikke kunnet lade være med under anmeldelsesperioden at terrorisere min omgangskreds og absolut ville vise dem det grafiktunge spektakel.

Når det er sagt, er en lidt tom by det tydeligste tegn på, at Switch 2 ikke er lige så kraftfuld som Microsofts og Sonys bedste konsoller. Der er simpelthen ikke lige så meget liv og bevægelse, hverken på gaderne eller i trafikken. Ønsker du at sammenligne med Playstation 5 og Xbox Series X, vil det naturligvis ikke være lige så imponerende, men det er trods alt forskellige formater med forskellige styrker - og lige så skævt som at sammenligne en high-end PC med en Playstation 5 fra 2020.

Eventyret er ellers det samme som dengang, og kredser om V, der får implanteret en eksperimentel chip i hovedet. Problemet er blot, at en galning kaldet Johnny Silverhand (Keanu Reeves) begynder at overtage dit sind og gør, at din krop risikerer at tilhøre en anden. Denne rejse er stadig mægtig og i høj grad værd at spille igennem. Derudover medfølger Phantom Liberty-udvidelsen, som tilføjer godt og vel 20 timers ekstra cyber-eventyr med Idris Elba. Udvidelsens fortælling er faktisk bedre end i hovedspillet med mere neglebidende spænding, hvor du kastes ind i et virvar af spioner, konspirationer og forræderi på højeste niveau.

Hvis du ikke har spillet Cyberpunk 2077 før og er nysgerrig på spillet, er dette en version, du vil have det sjovt med og blive imponeret af. Har du spillet det før og har lyst til at gennemføre det igen, vil jeg sige, at underholdningsværdien vil variere alt efter din tolerance over for grafisk nedgradering. Det ser absolut ikke ud som på en top-tunet PC, men der findes intet lige så iøjnefaldende til Switch 2, og CD Projekt Red har gjort et imponerende stykke arbejde med at få det hele med. Denne sommer glæder jeg mig til at færdiggøre mit Corpo-eventyr liggende på en strand.

8
God ud af 10 · Gamereactor Danmark
Plusser Stadig underholdende, masser af indhold i denne version, understøtter VRR i håndholdt tilstand, flere input-muligheder.
Minusser En øde udgave af Night City, lettere ustabil frame-rate.
Netværkskarakter Gennemsnit på tværs af 23 Gamereactor-udgaver
8,0
Gamereactor Korea 8
Gamereactor 8
Gamereactor Danmark 8
Gamereactor Sverige 8
Gamereactor Norge 8
Gamereactor Suomi 8
Gamereactor Deutschland 8
Gamereactor España 8
Gamereactor France 8
Gamereactor Italia 8
Gamereactor Nederland 8
Gamereactor Portugal 8
Gamereactor Polska 8
Gamereactor Česko 8
Gamereactor Ελλάδα 8
Gamereactor Türkiye 8
Gamereactor 中国 8
Gamereactor 日本 8
Gamereactor Asia 8
Gamereactor Việt Nam 8
Gamereactor Philippines 8
Gamereactor România 8
Gamereactor عربي 8
Editor Sweden Jonas Mäki has written for Gamereactor since 2002, becoming an editor in 2007. He covers the video game industry across news, releases and the business side, with a particular interest in sales figures and where the industry is heading.
Fuld profil Gamereactor-skribent siden 2007 · 1.950 udgivne artikler
8
God Netværkskarakter på tværs af 23 udgaver
Fakta om spillet
Udvikler CD Projekt Red
Udgiver CD Projekt Red
Premiere 10 december 2020
Genre RPG
Platforme
PC PS4 Xbox One Stadia Xbox Series X PS5 Nintendo Switch 2
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.