Little Nightmares Enhanced Edition er en opdateret udgave af det første Little Nightmares, som udkom tilbage i 2017. Denne Enhanced Edition udkommer egentlig først officielt den 10. oktober 2025, men fordi du kan få adgang til det allerede nu, hvis du forudbestiller det kommende Little Nightmares III, har vi set nærmere på spillet.

Little Nightmares var oprindeligt udviklet af svenske Tarsier Studios, og det er en lille 2,5D puzzle-platformer tilsat groteske horror-elementer. Det er ikke direkte skræmmende, men nærmere grotesk, og det lever på sit fremragende design og intense stemning - ikke helt ulig Inside fra danske Playdead.
Lad os først starte med at se på, hvad denne Enhanced Edition tilbyder i forhold til originalen fra 2017. Indholdsmæssigt er der tale om præcis det samme spil, men den tekniske del har fået en kraftig opdatering. Den visuelle side er løftet betydeligt og byder nu på blandt andet ray traced reflections, forbedrede vandeffekter, flere partikler og volumetric lighting. Der bydes nu også på to forskellige grafiske indstillinger: "Beauty" (4K/30fps) og "Performance" (60fps).
Little Nightmares var allerede i 2017 et virkelig flot spil, men de nye opdateringer medfører en noget skarpere grafik, med tydeligere kontraster, flottere farver og nogle klart bedre lyseffekter. Little Nightmares er virkelig flot på sin egen groteske måde. Det vender vi lidt tilbage til senere.


Da indholdet i spillet, som nævnt ovenfor, er det samme som i originalen, så spiller man altså igen Six, en lille pige i bare tæer og en gul regnfrakke kun "bevæbnet" med en lighter. Man befinder sig i The Maw, et sted der ikke er nærmere beskrevet i spillet, men det minder om et bizart og grotesk flydende ferieresort for en ekstremt rig, vulgær og magtfuld elite.
Man bliver kastet direkte ud i strabadserne i forsøget på at undslippe The Maw, og man må selv fortolke det, som udspiller sig foran en. Spillets narrativ udspiller sig uden et eneste ord, og det fungerer fremragende - stilheden er i det her tilfælde langt mere effektfuld end en fortællerstemme. Man skal snige sig af sted, der skal løses puzzles, der skal klatres, trækkes i håndtag og så videre - og det hele er en del trial and error. Du kender det. Men nok vigtigst af alt, så skal man undgå The Maws frygtelige og groteske monstre.

Noget som er med til at hæve spændingen i Little Nightmares er klart, at man blot er en lille pige og dermed en ganske sårbar karakter (det er umiddelbart ens første antagelse i hvert fald). Derfor skal de forskellige monstre undgås ved for eksempel at gemme sig, fjerne deres opmærksomhed, ved afledningsmanøvrer og lignende. Disse monstre er ganske enkelt fabelagtigt designet og specielt nævneværdig er pedellen med bind for øjnene, de usædvanligt lange arme og evnen til at lugte Six, når hun nærmer sig. Et andet højdepunkt er de overvægtige og meget voldelige kokke-tvillinger, som bestemt ikke bryder som om børn i køkkenet.
Her 8 år efter den oprindelige udgivelse, holder Little Nightmares stadig. Den opdaterede visuelle side gør blot det hele endnu bedre, og den flotte lyssætning, de mørke skygger og de dramatiske kameravinkler fremhæver blot endnu mere, hvor fremragende den visuelle side er designet. Det er smukt, grotesk og lidt skræmmende på samme tid. Lydsiden er ligeledes fremragende, og selvom der også her køres efter devisen "less is more", så er lydsiden meget stemningsfuld og er med til at opbygge den intense stemning i spillet. Nogle gange er det eneste, man kan høre, skibet knirke en smule og Six's bare tæer, der "klapper" mod det kolde metalgulv.


Der er et eller andet, der virker, i kontrasten mellem den lille skrøbelige pige i bare tæer og den kolde metalliske og mørke verden samt de groteske skabninger. Spillet fortæller en historie om en sårbar og skrøbelig lille skabning, der skal klare sig i en verden, som kun er ude på at slå ihjel - og det hele fortælles uden et eneste ord. Den slags er tidsløst, og derfor holder Little Nightmares stadig.
Vi kan ikke vente med at se, hvordan Supermassive fortsætter serien i Little Nightmares III senere på året - eller hvordan de oprindelige skabere fra Tarsier Studios måske udvikler formlen i deres kommende spil Reanimal. Men indtil da er Little Nightmare Enhanced Edition det bedste sted at starte serien, og hvis du ikke har tænkt dig at forudbestille Little Nightmares III, så kan denne Enhanced Edition købes separat den 10. oktober, når Little Nightmares III udkommer.