Skip to main content
Anmeldelser Bugs Bunny: Crazy Castle 3

Bugs Bunny: Crazy Castle 3

Du indtager i Bugs Bunny: Crazy Castle 3 rollen som den gæve kanin, der skal gennem 4 store verdener og snyde alle sine venner og fjender fra tegnefilmene før du kan få fingrene i den spændende skat.
GameReactor 7 april 1999

Snurre Snup faldt en dag over en ældgammel bog, der beskrev historien om en skat der ville bringe stor lykke for finderen. Snurre blev straks meget opsat på at finde skatten, men desværre for ham havde heksen Hazel kastet en forbandelse over Loney Tunes-figurerne, for at gøre færden så besværlig som mulig for Snurre. Du indtager rollen som den gæve kanin, der skal gennem 4 store verdener og snyde alle sine venner og fjender fra tegnefilmene før du kan få fingrene i den spændende skat.

Crazy Castle 3 er et platformspil, hvor du bevæger dig rundt på det gamle slot, hvor skatten befinder sig. Første bane er haven omkring slottet, anden bane er hallen, tredje bane er kælderen og fjerde og sidste bane er skatkammeret. Hver bane er delt op i 15 levels, som hver især bliver sværere og sværere, så der er bestemt nok at gå i gang med. Banerne er ens bygget op. Du skal indsamle en masse nøgler, som er gemt bag døre og først når du har hentet den ottende nøgle har du gennemført det aktuelle level. Du kan på hvert level bevæge dig på 3-4 etager. Du kan gå op ad stiger eller trapper, gennem rør eller svinge dig fra sted til sted i reb. Du kan ikke hoppe, så for at beskytte dig mod de mange modstandere, der gerne vil have ram på dig på de forskellige baner, må du enten opsamle våben eller være ganske behændig til at smutte udenom.

Spillet er utrolig udfordrende. De første levels er som regel rimelig lette, men jo længere man kommer hen bliver situationen tilspidset. Så bliver modstanderne flere og flere, men til gengæld får man så også adgang til diverse våben og redskaber. Og heldigvis er Crazy Castle 3 også indrettet således, at lige når man begynder at blive træt af spillet bliver man præsenteret for en ny feature eller opsamlingsmulighed. Men jeg skal dog heller ikke lægge skjul på, at da de forskellige levels basalt går ud på det samme, kører man altså sur i spillet med tiden. 60 næsten ens levels - ja, hvad ville du selv synes om det.

Noget af det sjoveste er modstanderne, for alle de kendte figurer er parate til at gøre livet surt for Snurre Snup. Og de er der alle sammen. Elmer Fjot, Daffy, Pip, Sylvester, Den Tasmanske Djævel og 9 andre. Alle sammen godt tegnet og med gode farver.
På trods af dette tilhører Color-funktionen kun den mere middelmådige del af de spil vi hidtil er blevet præsenteret for. Okay, farverne er for så vidt gode nok, men farvespil er der ikke meget af. Man er dog aldrig i tvivl om hvad der foregår på banerne, for tegningerne er utrolig klare og skarpe.

Crazy Castle 3 er et udmærket og sjovt spil, men desværre tilbyder det ikke specielt meget variation. Det opvejes til dels af de mange gode muligheder man får undervejs, men det koster spillet en kategorisering som absolut topspil. Nu må det nøjes med prædikatet ´Godt´! Et plus opad for en dansk manual!

Yderligere karakterer

Grafik
7 / 10
Lyd
8 / 10
Spilbarhed
8 / 10
Langtidsholdbarhed
7 / 10
7
God ud af 10 · Gamereactor Danmark
Plusser Crazy Castle 3 er et udmærket og sjovt spil.
Minusser Desværre tilbyder det ikke specielt meget variation.
Fuld profil 231 udgivne artikler
7
God Netværkskarakter på tværs af 1 udgaver
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.