Skip to main content
Anmeldelser Severance: Blade of Darkness

Severance: Blade of Darkness

Tredje persons action genren har fået et comeback det sidste års tid. Severance: Blade of Darkness, et solidt, blodigt sværdkæmperspil, der spænder ben for spil som Rune.

Tredje persons action genren har med titler som Rune, Heavy Metal F.A.K.K. 2 og senest Alice virkelig fået et comeback det sidste års tid. Men nu er der et nyt spil på gaden: Severance: Blade of Darkness, et solidt spil udviklet af spanske Rebel Act, og ganske som navnet antyder, får man lov til at skille hovederne fra masser af forskellige kroppe i en regn af blod og lemlæstelse.

Nyt koncept
Severance er, i modsætning til hvad man skulle tro, faktisk et ret originalt spil. Det er ikke første gang vi får lov til at slagte folk med økser, sværd og hellebard. Men Rebel Act har tilføjet et par ting som specielt fans af konsol-baserede kampspil som Tekken og Soul Calibur kan nikke genkendende til.

Kamp og rollespil
Det er selvfølgelig de til tider frustrerende svære kombinationsangreb (combos) jeg tænker på, men i Severance er de til alt held meget lette at gå til. Udover de mange combos, har Severance også et par rollespils elementer. Gennem spillet stiger man i level, når tilstrækkeligt mange monstre er blevet nedlagt. Det øger dine stats, meget lig et rollespil, indenfor angreb, forsvar, hitpoints foruden at give adgang til nye lækre comboer.

De fantastiske fire
I Severance er der fire forskellige figurer at vælge i mellem. Dværgen, barbaren, amazonen og ridderen. De har hver deres fordele og ulemper, så tænk nøje over hvilken spillestil du foretrækker inden du vælger figur. Jeg valgte barbaren, et for mit vedkommende ret unormalt valg, men man skal jo prøve noget nyt.

Med hår på
Barbaren er en særdeles kompetent herre, men kun når han er udstyret med tohåndsvåben. Han har et voldsomt angreb og et ligeså svagt forsvar. Heldigvis giver de fleste tohåndsvåben god mulighed for at holde fjenderne på afstand. Hvis man giver en figur et våben, de ikke er trænede i at bruge, bliver deres bevægelser noget langsommere, og det er den sikre død hvis man bliver omringet. Hold jer derfor hovedsageligt til våben af figurens foretrukne slags.

Hun er lynhurtig
Amazonen er meget hurtig i sine bevægelser, har færre hitpoints end sine mandlige kolleger, og er ekstremt farlig med sine lange spyd. Det vil for nogen være en kærkommen bonus, at hendes hurtighed også gør sig gældende når hun færdes på de temmeligt store baner.

Skjold og parering
Ridderen og dværgen er begge trænede i brugen af almindelige ethånds våben, og det giver dem mulighed for at bruge skjold til at blokere indkommende slag. Skjoldet absorberer slag indtil dets grænse er nået, hvorefter det knuses. Barbaren kan parere med sine våben, men eftersom jeg ikke havde lyst til pludselig at stå med et splintret sværd overfor en stor frådende ork, er det en feature jeg aldrig har brugt til noget.

Endnu en ligegyldig historie
De fire figurer, der hver har sin historie i Severance, er med til at give det i forvejen meget omfattende spil en levetid ud over det normale. Den overordnede historie i Severance er som i de fleste action spil: en hurtig undskyldning for at komme i gang med slagterierne. En eller anden mystisk ondskab er sluppet løs, og det er din opgave at stoppe den. Den har vi jo aldrig hørt før.

Yderligere karakterer

Grafik
9 / 10
Lyd
8 / 10
Spilbarhed
8 / 10
Langtidsholdbarhed
8 / 10
8
God ud af 10 · Gamereactor Danmark
Plusser Fed action, herlig musik og lyd. Flot grafik hvis man ser bort fra farven.
Minusser Høje systemkrav og lange loade tider. Kedelige farver. Spillet kræver tilvænning.
8
God Netværkskarakter på tværs af 1 udgaver
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.