Som jeg tidligere har nævnt i flere anmeldelser, er der ved europæisk spiludvikling indimellem det, man kalder "euro jank". Hvis du sidder og tænker "Hvad er det?", er du ikke alene. Euro jank er spil, som typisk er udviklet i Europa af mindre studier uden kæmpebudgetter. Det er spil, der ikke nødvendigvis er proppet med fejl, men hvor tingene alligevel føles en smule stive eller ikke helt præcist justerede. Det betyder ikke, at spillet er dårligt, men snarere at det har en særlig personlighed. Det er den slags spil, der kan få en til at rulle med øjnene over en underlig animation for derefter at smile lidt, fordi det netop er det, der giver det charme.
Denne gang har jeg fået fingrene i endnu et eksempel på fænomenet. Det udkommer i dag og hedder Echoes of the End. Spillet er udviklet af Myrkur Games fra Island og udgives af Deep Silver, der ofte har fingrene i nogle af de bedste eksempler på euro jank. Det i sig selv er lidt eksotisk, for det er ikke hver dag, vi ser et spil fra Island, medmindre vi taler om EVE Online.
Echoes of the End er endnu en tur ind i post-apokalypsens univers, som efterhånden er en yndet legeplads for spiludviklere. Vi befinder os i et stammesamfund og spiller som Ryn. Hun er en magiker eller rettere det, spillet kalder en Vestige. Ryn har en magisk arm, hun ikke helt stoler på. Som barn kom hun ved et uheld til at skamfere sin bror, da hun forsøgte at hjælpe ham op med sine kræfter. Resultatet var brændemærker på hans hals og i ansigtet, og det har gjort hende meget forsigtig med, hvordan hun bruger armen.
Ryn og hendes bror begiver sig ud for at redde verden, som man nu gør i den slags historier. De støder hurtigt på soldater fra et totalitært regime, der har overtaget planeten Aema. Broren bliver kidnappet af disse glade repræsentanter for undertrykkelse, og nu er det op til Ryn og hendes nye makker Abram Finley at redde ham. Og når man nu alligevel er i gang, kan man jo lige så godt redde resten af verden.
Historien er ikke ny, den er faktisk så klassisk, at man næsten kan gætte næste plotpunkt længe før det sker. Alligevel er der en vis charme her. Det hjælper, at stemmeskuespillet leveres af islændinge, der taler engelsk. Det giver en anderledes klang til dialogen, og man kan høre, at udviklerne har lagt sjæl i fortællingen.
Echoes of the End er et action-eventyr i tredjeperson, der lægger sig tæt op ad serier som God of War og Hellblade. Spillet låner lidt fra begge to og placerer elementerne i en meget lineær verden, som man bevæger sig igennem ved at hoppe på afsatser, klatre på tydeligt markerede mure og finde vej fra område til område. Det er ret standard, men det, der gør det interessant, er måden Ryn bruger sine evner.
Hun kan blandt andet reparere kollapsede bygninger og broer, så de står som nye. Hun manipulerer tiden, så ting kan skifte fra ødelagte til hele og tilbage igen, nærmest som at spole en gammel VHS frem og tilbage. Hendes følgesvend kan sætte ting i stasis, hvilket giver mulighed for at fastholde en struktur i den tilstand, Ryn har skabt, mens hun selv ændrer noget andet. Det er et system, der giver et ret godt flow i banerne, fordi man hele tiden møder nye gåder, som kræver, at man kombinerer evnerne på forskellige måder.
Senere får de to endnu flere kræfter. For eksempel kan Ryn se tilbage i fortiden for at afsløre fælder eller strukturer, der er skjult i nutiden. Det giver nogle intense øjeblikke, især når man opdager, at den sikre vej frem i virkeligheden er den sikre død på den anden side.
Gåderne er generelt ikke for svære, men hen mod slutningen stødte jeg på en, der nægtede at lade sig løse, selvom jeg fulgte spillets egne instruktioner til punkt og prikke. Jeg ved ikke, om det var en fejl eller bare mig, men resultatet var det samme: spillet stoppede for mig dér. Og det er faktisk en god indgang til spillets største problem, nemlig mængden af fejl og underlige designbeslutninger.
Der er mange små ting, som bryder indlevelsen. Et af de mest irriterende er usynlige mure, der blokerer for at man kan hoppe over lave forhindringer. Det ser tåbeligt ud at stå foran et stendige på 30 centimeter og ikke kunne komme over. Den slags ødelægger fornemmelsen af frihed.
Et andet eksempel er en sejlturssekvens, der minder meget om God of War. Jeg tænkte, at jeg ville sejle tæt på et vandfald for at se, hvad der skete. Normalt ville man falde ned. I stedet fortsatte båden uanfægtet hen over afgrunden som om vandet bare fortsatte i luften. Jeg sejlede en runde i frit svæv, inden båden landede i vandet igen. Det er svært ikke at trække på smilebåndet over så stor en fejl, men det er også en klar påmindelse om, at spillet havde brug for mere udviklingstid.
Grafikken er flot, især omgivelserne, men der er problemer. Jeg oplevede psykedeliske spejlinger af teksturer, som ændrede sig alt efter kameravinklen. På et tidspunkt var det så slemt, at jeg fik hovedpine. Efter at have brugt en time på at slå grafiske indstillinger til og fra, fandt jeg ud af, at det var HDR-indstillingen, der var synderen. Med HDR slået fra forsvandt problemet, men det er tankevækkende, at en så tydelig fejl er sluppet igennem.
Når man skal summere op, er Echoes of the End et ambitiøst spil med nogle virkelig gode idéer og en flot præsentation, men også med tekniske problemer og designfejl, der trækker oplevelsen ned. Jeg vil faktisk anbefale det, men kun hvis man kan vente på et par opdateringer.