Da vi i Spilstrøm for et år siden snakkede om annonceringerne fra Gamescom, beskrev min gode medvært Lasse Reimer et af spillene som "et rigtigt Ketil-spil". Nu var det Herdling han refererede til (mere om det snart), men det kunne lige så godt have været Sword of the Sea. Faktisk havde det været endnu mere rammende. For siden Journey tog ICOs pionérarbejde og destillerede det til en ren form af følelser, glidende bevægelse og gudesmukke billeder, har jeg med glæde kastet mig over alt, der smagte af thatgamecompany's klassiker.
Den udvikler som måske har taget formlen mest bogstaveligt til sig, er californiske Giant Squid. Ikke så underligt med tanke på, at den kreative drivkraft er Matt Nava, som før var art director hos netop thatgamecompany. Debuten Abzû var umanerlig smuk, men stod også lidt for meget i gæld til netop Journey, mens opfølgeren Pathless tog flere chancer med både gode og dårlige resultater til følge.
Udviklerens tredje spil, Sword of the Sea, er på mange måder et amalgam af de spil, Matt Nava har opbygget sit navn på. Det har Journeys ørkener, Abzûs marineliv og The Pathless' fokus på fart og fremdrift. Og hvis Abzû var for mekanisk letbenet, mens The Pathless var for bøvlet, rammer Sword of the Sea en god balance mellem sansning og interaktivitet. Det er Giant Squids foreløbig bedste spil - også selvom det føles en tand for velkendt.
Men lad os gå lidt tilbage. Som det ofte er tilfældet i denne type spil kastes du direkte ind i begivenhederne uden baggrund og motivation. Hvem du er, står uklart, men din mission er så universel, at du hurtigt forstår din rolle som en rensende urkraft frem for alt. Du er ikke en fuldt formet karakter, tynget af tvivl og bekymringer. Du er vakt til live for at rense landet, hvilket til alt held foregår på dit mytiske sværd. På? Spørger du. Ja, på! For i Sword of the Sea skal sværdet ikke svinges, men skates. Og tak for det. For selvom jeg i bund og grund synes ideen om et magisk hoverboard-sværd er en lille smule åndet, er det også ret fedt i praksis, når du i høj hastighed suser gennem ørkener, tundraer og de andre gudesmukke omgivelser, Giant Squid gang på gang bjergtog mig med. Det bringer minder om 2021's glimrende Solar Ash. Her er det bare skate- eller snowboardet i stedet for rulleskøjterne, som tages under eventyrlig behandling.
Rent lavpraktisk er Sword of the Sea et platformsspil med udforskning i højsædet. Du bevæger dig gennem ørkener, underjordiske templer, lavafyldte grotter og søger efter steder, hvor du kan bruge dit sværd til at aktivere genstande, der bringer livet tilbage, eller åbne porte, så du kan komme tættere på det enorme tårn, som på bedste Journey-manér flimrer i disen fra første billede. I modsætning til The Pathless er der (med en enkelt storslået undtagelse) ingen kamp. Du glider og hopper rundt for at nå de rigtige steder hen, mens du krydrer det hele med tricks, som giver point, men faktisk er helt valgfrie. Områderne er ofte store og åbne, og destinationsmarkører er der ingen af, men Giant Squid guider dig elegant med visuelle markører som landemærker og (ikke helt så elegant) med blafrende flag.
Et par gange resulterede den minimale vejledning i, at jeg ikke kunne finde mit mål, hvilket faktisk var en velsignelse. For en stor del af fornøjelsen ved Sword of the Sea er netop at fortabe sig i den uhyre smukke verden og finde afsides kroge med små templer og trick- eller platforming-udfordringer. Både fordi det giver mere af den valuta, der bruges til at opgradere ens evner til at udføre flere tricks, mens også fordi det bare er et vidunderligt digitalt rum at opholde sig i. De bølgende klitter du suser hen over i høj fart, inviterer til leg for legens skyld. Ofte tog jeg mig selv i at udføre tricks på min rute uden nogen anden grund, end at det føltes godt og naturligt.
Tag dog ikke fejl. Der er masser af fremdrift i den målrettede rejse mod tårnet, og også en egentlig historie, som dog bliver bedre fortalt gennem billederne, end de små tekstbaserede lore-bidder der kaster om sig med sted- og egennavne, uden at de for alvor sætter sig fast. Især fordi man ikke kan genlæse dem i en menu.
For netop billedsiden, som jeg flere gange har været inde på, er Sword of the Seas helt store styrke. Hvor Abzû og The Pathless dyrkede en mere stringent visuel tematik, arbejder Matt Nava og hans hold her med kontraster som ørken og hav, hvilket er enormt dragende. Når du skaber oaser af marineliv i den glohede ørken, ser det så forfriskende ud, at jeg ønskede, jeg kunne hoppe ind i skærmen og boltre mig i vandet.
Derudover er der noget storladent ved de enorme områder fyldt med detaljer og fikspunkter, som tilfører et episk snit, som er langt mere effektivt til at bygge verdenen op end førnævnte tekstbidder. Eneste anke er billedhastigheden, som i et enkelt kapitel har store udfordringer. Ærgerligt da det er et af spillets smukkeste og mest eventyrlige områder, og lidt pudsigt da spillet ellers kører upåklageligt.
Det tog mig knap 3,5 time at nå til vejs ende, og ærlig talt var det helt perfekt. Sword of the Sea er betagende og velspillende, men det har heller ikke mange strenge at spille på, så den kompakte længde taler til spillets fordel. Især fordi det aldrig føles som om, Giant Squid kunstigt prøver at forlænge spillet.
Sword of the Sea er en nem anbefaling til alle, der nød Journey, Rime, Abzû og andre beslægtede titler. Båret frem af sin billedside, som i øvrigt akkompagneres flot af Austin Wintorys underlægningsmusik, har det masser af spilleglæde og rammer de rigtige følelsesmæssige højdepunkter. Den nemme anbefaling kommer dog også med en iboende kritik. For når jeg er så sikker på, hvem der vil synes om Sword of the Sea, hænger det også sammen med, at det er lidt forudsigeligt og for velkendt. Vi kender efterhånden rejsen mod monolitten og de kriser og tilbagefald den må føre med sig inden triumfen. Giant Squid har også nye ideer - navnlig måden du bevæger dig gennem verdenen på - men det føles til tider som om de i lidt for høj grad remixer elementer fra andre titler. Til gengæld gør de det med stort overskud og umiskendeligt talent, hvilket i sidste ende gør Sword of the Sea til et af undergenrens bedste spil.