Skip to main content
Previews

Vi har spillet John Carpenter's Toxic Commando

Vi har prøvet en lille sektion af det kommende action-skydespil, for at se hvordan det ser ud sammenlignet med andre nylige Saber-spil.
Ben Lyons Senior Editor 26 august 2025

Midt i mylderet og kaosset på Gamescom i sidste uge fik jeg et øjebliks pusterum, da jeg lagde vejen forbi Focus Entertainments bod. Her fik jeg muligheden for at prøve endnu et kommende hæsblæsende action-FPS fra Saber Interactive, det samme hold der for nylig har leveret succeserne World War Z og {Warhammer 40,000: Space Marine II}. Som man kunne forvente, er det næste projekt skåret af samme stykke med sværme af fjender og højlydte, bombastiske kampe, men denne gang med det særlige twist, at banerne er mere åbne og lægger langt større vægt på køretøjsbaseret krigsførelse.

Spillet hedder John Carpenter's Toxic Commando, og som navnet antyder, kan man forvente masser af udøde bæster at nedlægge, alt imens man løser en række forskellige missioner. Min tid med spillet var ganske kort, men den gav alligevel et godt indblik i, hvad slutproduktet sigter mod at levere til fansene.

Ligesom Sabers andre nyere FPS-hits er John Carpenter's Toxic Commando bedst oplevet i co-op. Jeg fik at vide, at spillet også fungerer fint solo, men det er tydeligt, at målet er at samle et hold, der arbejder sammen om at løse opgaverne. Og hvad går de ud på? Grundlæggende bliver man smidt ned i en bane med et kernemål, men for at nå dertil skal man først gennemføre mindre delmål. I min demo handlede det om at forsvare en kirke, men først efter vi havde klaret flere mindre opgaver. Det betød, at vi måtte bevæge os rundt i det åbne område, hvor udøde enten fulgte efter os eller sprang ud af buskadset, så vi konstant måtte skyde os vej frem.

De første mål var rimelig klassiske for genren: beskyt en holdkammerat mens han startede en generator via et lille minigame, og nedskyd derefter svage punkter på en klistret masse, der havde taget form. Dernæst skulle vi ødelægge mål, inden vi hastede mod kirken og gjorde os klar til en klassisk wave-defence-sekvens, som kun kan beskrives som rendyrket Saber.

Banedesignet byder på masser af vertikalitet og unikke områder at udforske, og man kan vælge enten at gå til fods (med de farer det indebærer) eller stjæle en bil og drøne rundt på gaderne. Den sidste mulighed er både hurtigere og sikrere, fordi man i førstepersonsperspektivet nemt kan kigge rundt og skyde udøde, der klamrer sig fast som irriterende gremlins. Nogle biler er endda udstyret med tunge maskingeværer, der effektivt kan meje horder ned. Men man er ikke udødelig i bilerne - en dårlig chauffør eller for mange tæsk kan hurtigt sætte en stopper for køreturen.

Wave-defence-delen, eller klassisk horde mode, i kirken var igen typisk Saber og deres Swarm Engine. Man forskanser sig i et område, der skal beskyttes for enhver pris, og bruger sparsomme ressourcer på at bygge forsvarsværker som pigtråd, maskingeværer og morter, alt imens bølge efter bølge af udøde angriber. Hvor World War Z og Space Marine II havde mere forudsigelige angrebsmønstre, går Toxic Commando skridtet videre ved at lade fjenderne komme fra alle retninger, hvilket gør det markant mere stressende at forsvare. Jeg spurgte Sabers CEO Tim Willits, om sværhedsgraden igen var skruet helt i vejret, og han forklarede, at der findes måder at spille mere afslappet på - men at idéen netop er at presse spillerne til det yderste og lade dem mærke sværmenes tyngde.

Efter tre hårde angrebsrunder stilnede horderne af, og vi kunne evakuere til sikkerhed. Dermed sluttede denne korte demo, som gav en smagsprøve på, hvad spillet byder på, når det udkommer i 2026.

Selvom jeg ikke går dybere ned i detaljerne, da demoen var relativt kort, skal det nævnes, at Saber har bygget et karakter- og klassesystem med unikke evner, der lægger op til samarbejde. Én spiller kan eksempelvis være healer, mens en anden fungerer som tank med stærke area-of-effect-kræfter. Hertil kommer et bredt arsenal af våben og værktøjer, der føles kraftfulde og tilfredsstillende, når de reducerer skeletudøde til blod og indvolde. Fjenderne varierer også i type - nogle større monstre kan endda bortføre en spiller, som derefter må reddes af holdet. Hertil kommer et ressourcestystem, hvor man kan bruge salvage til at skaffe bedre gear eller opgradere sine forsvarsværker.

Der er med andre ord en hel del på spil i John Carpenter's Toxic Commando, og den tidlige demo viste masser af potentiale. Om spillet kan levere med samme slagkraft som de mere fokuserede World War Z og {Warhammer 40,000: Space Marine II} er stadig uvist, men jeg roser Saber for at tage en chance og forsøge sig med en lidt anderledes tilgang. Måske giver det endda et fingerpeg om, hvad fremtiden bringer for Space Marine III - og for studiets kommende projekter.

Senior Editor Ben was a Senior Editor at Gamereactor UK. When he wasn’t writing, editing or filming for Gamereactor, he could usually be found playing an FPS or getting lost in a sprawling RPG.
Fuld profil Gamereactor-skribent siden October 2020 · 7.403 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.