"And I find it kinda funny, I find it kinda sad, the dreams in which I'm dying are the best I've ever had."
Gary Jules og Michael Andrews' meget atmosfæriske og let uhyggelige fortolkning af den gamle Tears for Fears-sang kører i mit hoved, når jeg starter Gears of War: Reloaded. Gears of War fylder 20 år næste år, hvilket føles helt absurd - det føles som i går, jeg så traileren første gang og inderligt ønskede, jeg kunne købe en Xbox 360 på stående fod. Gears og jeg har stadig noget uafsluttet, og nu kom endelig chancen for at færdiggøre det, jeg aldrig nåede første gang for 17-18 år siden. Jeg kom ret langt dengang, helt til den sidste fase af femte akt, men gav til sidst op af en eller anden grund. Der må have været et element, der drev mig til vanvid, for jeg samlede det aldrig op igen, selvom jeg gennem årene ofte tænkte, at jeg ville gøre det på et tidspunkt. Men som John Lennon engang sang: "life is what happens to you while you're busy making other plans".
Det er trods alt Gears of Wars debut på PlayStation efter alle de år som eksklusivt spil, og jeg kaster mig straks ind i kampen mod Locust-hæren og deres nådesløse Queen Myrrah, mens jeg ikke kan lade være med at smile, da jeg tager mine første vaklende skridt. Det føles helt klart lidt som at blive sendt tilbage i tiden, hvor jeg sad på mit gamle drengeværelse og spillede på en tyk og meget basic 14-tommer skærm. Meget har utvivlsomt ændret sig siden da, det er helt sikkert, og jeg må indrømme, at det føles en smule underligt at spille Gears på PlayStation, selvom jeg absolut tager imod det med åbne arme.
General Raam er tilbage, og er i ret dårligt humør.
I forhold til de grundlæggende mekanikker er der ingen store forskelle fra originalen, bortset fra at det føles en smule mere flydende, en smule hurtigere og en smule mere moderne, mens det stadig er genkendeligt. Spillet styres også i bund og grund som før, i hvert fald fra starten, medmindre du selv vælger at ændre det. Under alle omstændigheder er det let at finde rundt i, og heldigvis sidder muskelhukommelsen i fingrene stadig, selvom det er så mange år siden. Opdateringshastigheden er som regel ganske god med stabile 60 frames per sekund, men når det bliver kaotisk og intenst, falder den en smule, hvilket er ærgerligt, men ikke katastrofalt.
Det var rart at se Marcus og Dom efter alle disse år.
Selvfølgelig skal vi tale om integrationen af DualSense's mange fantastiske funktioner, for det er ekstremt vellykket og gør Gears of War i 2025 faktisk bedre på PlayStation end på Xbox. Der er ingen tvivl om, at det giver en utrolig merværdi til spiloplevelsen - det føles solidt at affyre våbnene takket være haptisk feedback, Marcus Fenix' skridt føles lige så tunge, som de ser ud, og det har aldrig føltes mere realistisk at splitte en Locust med motorsaven. Højttaleren i controlleren er også integreret på en god måde - alle svar, man får via radioen, går gennem controlleren, hvilket giver oplevelsen endnu en dimension. Nogle våbenlyde kommer også herfra, hvilket især er praktisk ved reloads. Ligesom i originalen kan man lynhurtigt reloade, hvis timingen er korrekt, og når magasinet kun har 2-3 skud tilbage, høres et tydeligt klik fra højttaleren som lille advarsel. Når magasinet er helt tomt, starter genladningen, og controlleren klikker igen, hvilket gør det relativt nemt at lære at time lyn-genladningen blot ved lyd. Normalt må jeg kigge op i hjørnet og risikere at miste lidt fokus i den igangværende kamp, og det kan blive ret intenst, når de afskyelige Locusts angriber med fuld kraft. Men nu skal jeg bare lytte, og så ved jeg præcis, hvornår jeg skal trykke R1 for perfekt lyn-genladning. Det tager lidt tid at mestre, men når man først har styr på det, er det en kæmpe fordel.
Mr. Fenix's PlayStation-debut er ret stærk.
Gears of War: Reloaded ser bestemt fantastisk ud, det skal der ikke herske tvivl om, men... jeg er ikke helt blæst bagover, må jeg indrømme. Jeg husker tydeligt, hvor imponeret jeg var, da originalen udkom, der sandsynligvis var den bedste i sin klasse grafisk set på det tidspunkt. Reloaded sætter ikke helt samme standard, men teksturer, lys og skygger ser stadig rigtig gode ud, og omgivelserne har aldrig set bedre ud i et Gears-spil, vil jeg påstå. Men visse elementer som ild og vand er mindre imponerende visse steder, især vandet, som nogle steder ser temmelig gammeldags ud grafisk. Når jeg ser tilbage på originalen, kan jeg heller ikke undgå at føle, at ansigterne dengang føltes mere personlige og udtryksfulde. Marcus og Dom ligner selvfølgelig stadig sig selv - Marcus har stadig sit karakteristiske soul patch og bandana - men der er alligevel noget, der ikke helt føles rigtigt. De virker lidt for polerede og en smule udtryksløse. Marcus havde et ret arret og slidte ansigt i originalen, hvor man tydeligt kunne se, at han havde været igennem meget. Det mangler næsten helt her, lidt som om han har fået Botox. Det bliver dog lidt bedre senere, når fjerde akt begynder, og jeg igen genkender Marcus som før, men indtil da ligner han ofte bare en, der lige er hoppet ud af bruseren og lagt makeup over ar og rynker.
Det ser ret solidt ud, ikke?
Der er flere ting, der irriterer, selvom det som regel er småting i et ellers godt spil. Men AI'en efterlader noget at ønske. Mit hold er ikke ligefrem mestre i strategi, og Dom er først og fremmest ekspert i at komme i problemer. Kan du huske Kryll? Livsfarlige, flyvende små flagermus-lignende væsener, der angreb nådesløst og effektivt under mørkets dække og stort set altid førte til øjeblikkelig død. Vores kære Dom blev ved med at fare vild og blev skadet og fanget et mørkt sted, hvor det blev svært at redde ham. Jeg prøvede, men da jeg nåede frem, fik jeg Kryll over mig og døde. Efter et par sådanne uheld begyndte jeg blot at lade Dom passe sig selv, fordi han og mine andre kammerater ofte er irriterende dumme. Til deres forsvar er de dog faktisk ikke dårlige under skudkampe, så på den front er det nogenlunde lige, vil jeg mene. Fjenderne er desværre heller ikke meget klogere og oftest dummere end en sten. AI'en ser ikke ud til at have rykket sig siden 2006 - eller måske mere retfærdigt siden 2015, da dette faktisk er Gears of War: Ultimate Edition-remasteren, som er finpudset til den nyeste konsolgeneration.
Alle multiplayer maps og al DLC er inkluderet.
Jeg kan kun sige, at Gears of War har aldringsmæssigt klaret sig med værdighed på de fleste områder og ikke mindst får en yderst hæderlig og stærk debut på PlayStation 5. Det er for det meste en rigtig god remaster - kampagnen er lige så god, som jeg husker den fra næsten 20 år siden, omend en smule kort, og den fine integration af DualSense gør det faktisk bedre at spille på PlayStation end på Xbox, ironisk nok. På trods af nogle mangler er det svært ikke at anbefale Gears of War: Reloaded til både gamle og nye spillere, for det er stadig et vanvittigt godt spil, og ikke mindst er det på høje tid, at alle trofaste PlayStation-spillere får indhentet, hvad de gik glip af.
