Skip to main content
Anmeldelser Kirby and the Forgotten Land

Kirby and the Forgotten Land - Nintendo Switch 2 Edition + Star-Crossed World

Det er lidt mere af det samme, men pænere er det, og der er altså grund til at vende tilbage.
David Caballero 27 august 2025

Kirby and the Forgotten Land ændrede serien for altid. Da jeg anmeldte det tilbage i 2022, roste jeg spillets finish, variation og tilgængelighed, hvilket gjorde det til et interessant alternativ til Mario eller Donkey Kong, når det kom til 3D-platformere. Med al sin charme, Kirbys universelle appel og de millioner af Nintendo Switch-konsoller, der allerede stod i folks hjem, blev det hurtigt det bedst sælgende Kirby-spil nogensinde og markerede endelig det definitive spring fra sine 2D-rødder. Og mens HAL Laboratory arbejder på den uundgåelige efterfølger til dette enorme hit (det tør vi næsten vædde på), bliver eventyret nu tilpasset den nyligt udgivne Nintendo Switch 2 med forbedret grafik og et skud ekstra indhold.

Den første klare fornemmelse jeg fik af det ekstra indhold, kaldet Star-Crossed World, er, at det er en reel udvidelse (lille, men stadig en udvidelse) til grundspillet - langt mere gennemarbejdet og ordentlig end for eksempel Jamboree TV til Super Mario Party Jamboree var sidste måned. Hvor dét virkede lidt ugideligt, har man her gjort sig umage med at udbygge det oprindelige koncept med mere interessante tilføjelser.

Højdepunktet i Star-Crossed World er de nye Starry Stages, eller rettere, de baner der er blevet ændret af en nedstyrtet meteor. To pr. verden, med alle deres udfordringer og collectibles som i grundspillet, giver de rigelig nysgerrighed og spilletid for fans, der havde gennemført det oprindelige spil til fulde.

Det skal også nævnes, at selvom nogle af Starry Stages genbruger dele af de originale baner, så byder de fleste på betydelige omveje eller helt nye områder, så det sjældent føles som "den samme bane med en ny overflade". Hemmelighederne og udfordringerne er desuden ganske godt gemt (med få undtagelser), så spillerne vil føle sig hjemme og samtidig blive udfordret til at genopfriske deres kendte mekanikker for at kunne klare de mere krævende sektioner.

Selvom indholdet ikke opfinder den dybe tallerken, bringer det også nye transformationer, der giver lidt friskhed til det klassiske gameplay. Spring Mouth er sjov, men minder måske en smule for meget om Snake Bananza-evnen fra Donkey Kong Bananza, som mange stadig har frisk i erindringen - eller endda spiller sideløbende (og Mario Spring af samme grund). Gear Mouth er dog den ægte stjerne i denne udvidelse, med en yderst tilfredsstillende styring og en ny klatremekanik, der føles både mere udfordrende og frisk. Sign Mouth fungerer til gengæld som undskyldning for nogle snowboard-lignende fartsekvenser, der hverken tilføjer eller trækker meget fra.

Når man gennemfører disse Starry Stages og deres ekstra udfordringer og collectibles (et sandt paradis for completists), kan man også kaste sig over det man måtte have sprunget over i de oprindelige baner og udfordringer. Det giver anledning til endnu en tur igennem herlighederne i Kirby and the Forgotten Land, hvor man kan færdiggøre opgraderinger og evner samt samle flere kapsler. Og så venter en ny udfordring i Colosseum, kaldet The Ultimate Cup Z EX - en slags ultimativ Boss Rush, som hardcore-spillere vil sætte pris på.

Nintendo Switch 2-udgaven betyder også højere opløsning og framerate, hvilket får det i forvejen smukke spil til at stråle på både 4K-skærme og i Full-HD håndholdt. Jeg er stadig irriteret over - som med Mario Party - at det ikke understøtter native HDR på Switch 2. Jeg må dog indrømme, at det er et af de spil, der fungerer næsten perfekt med den simulerede HDR, konsollen selv tilbyder, så længe skærmen er sat ordentligt op.

Så er udvidelsen det værd? Meget mere end Mario Party, men forvent samtidig ikke oceaner af indhold eller den helt store innovation. For mig føles det mere som en lækker glasur ovenpå et mindeværdigt eventyr - en måde at udvide oplevelsen med opskriften "mere og bedre". Hvis Switch-udgaven var blandt dine favoritter, så skal du ikke tøve med at sluge udvidelsen og hæve helhedsindtrykket en tand, for du vil ikke blive skuffet og får en ny historie med et par gode tilføjelser. Hvis du derimod ikke ejer originalen, er det bedre at starte dér frem for at hoppe direkte på den samlede udgave til €80.

7
God ud af 10 · Gamereactor Danmark
Plusser Det nye content matcher det gamle i kvalitet, ser ganske pænt ud nu, det nye grej er ret fedt.
Minusser Det er hverken synderligt ambitiøst eller innovativt, mangler native HDR, måske i den lette ende i forhold til indholdsmængde.
Netværkskarakter Gennemsnit på tværs af 19 Gamereactor-udgaver
7,0
Gamereactor Korea 7
Gamereactor 7
Gamereactor Danmark 7
Gamereactor Sverige 7
Gamereactor Norge 7
Gamereactor Suomi 7
Gamereactor Nederland 7
Gamereactor Portugal 7
Gamereactor Polska 7
Gamereactor Česko 7
Gamereactor Ελλάδα 7
Gamereactor Türkiye 7
Gamereactor 中国 7
Gamereactor 日本 7
Gamereactor Asia 7
Gamereactor Việt Nam 7
Gamereactor Philippines 7
Gamereactor România 7
Gamereactor عربي 7
Editor-in-Chief Spain David Caballero was editor-in-chief of Gamereactor Spain, writing for the site from 2011. He covered video games alongside film, tech and wider culture, and interviewed developers at events across Europe.
Fuld profil Gamereactor-skribent siden 2011 · 384 udgivne artikler
7
God Netværkskarakter på tværs af 19 udgaver
Fakta om spillet
Udvikler HAL Laboratory
Udgiver Nintendo
Premiere 25 marts 2022
Genre Platform
Platforme
Nintendo Switch Nintendo Switch 2
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.