Skip to main content
Gamereactor Anmeldelser Lego Voyagers
Anmeldelser Lego Voyagers

Lego Voyagers

Light Brick Studios fra Østerbro går langt mere ambitiøst til værks med deres nyeste LEGO-spil, der oser af charme og karakter.
Alex Hopley 16 september 2025

Selvom Hazelight ofte bliver set som den ubestridte mester inden for co-op-genren, så er der andre studier, der også skaber fremragende spil til dig og en ven, partner eller familiemedlem. Et af de mest spændende projekter lige nu i det regi kommer fra danske Light Brick Studios som netop har udgivet Lego Voyagers.

Efter succesen med det smukke - men kortfattede - puslespil Lego Builder's Journey har Light Brick Studios denne gang valgt at lægge langt mere vægt på selve rejsen i efterfølgeren Lego Voyagers. Her følger vi to små, nuttede Lego-klodser, der drager ud på et stort eventyr, efter at de ser et rumskib styrte ned lige uden for deres ø-hjem.

For at bygge deres eget rumskib må de rejse på tværs af flere øer, gennem lange ørkenveje, ødelagte togskinner og meget mere. Light Brick Studios viser stolt de smukke miljøer frem i Lego Voyagers, hvor hvert nyt område og hver eneste puzzle-sekvens fremstår som kærligt håndværk. Særligt lys- og vandeffekterne imponerer og skaber en perfekt ramme for eventyret, specielt sammen med spillets stemningsfulde soundtrack. Selvom spillet kun varer et par timer, føles Lego Voyagers som et stort episk eventyr takket være de visuelle kvaliteter og den fornemmelse af en lang, men fornøjelig rejse, der følger med.

I sin kerne er Lego Voyagers et puslespil med enkelte platformelementer. Spillet er primært designet til familier og yngre spillere, så det er sjældent svært at regne ud, hvad du skal gøre. De mange setpieces er altid mindeværdige, men en del af puzzles midt i spillet handler mest om at stable Lego-klodser højt eller langt nok til at hoppe over en mur eller et hul. Det er ikke en egentlig kritik - jeg bemærkede det først efter gennemspilningen - men hvis du leder efter en stor udfordring, finder du den næppe her.

Faktisk føles Lego Voyagers slet ikke som et spil, der har til formål at udfordre dig. Jeg er næsten sikker på, at jeg "snød" i nogle puzzles ved bare at bygge en bunke Lego og så forcere mig videre med et par heldige hop. Kombinationen af hop og muligheden for at klikke sig fast i de brik-belagte felter med cirkelknappen (eller tilsvarende på andre platforme) betyder, at du ofte kan finde hurtigere, mere direkte løsninger end de traditionelle. Det er tydeligt, at rejsen er i centrum i Lego Voyagers, og det klæder spillet, at Light Brick Studios ikke har forsøgt at trække spillet i langdrag med alt for indviklede gåder.

Der hviler en ro, en fred og en glæde over Lego Voyagers, som er svær at ryste af sig. Hvis der er noget, der til tider kan bryde fordybelsen, er det de lidt drilske styringsmekanikker. At klikke sig fast i Lego-klodser eller på de stud-belagte felter kan være en smule frustrerende, fordi du indimellem kommer til at tage den forkerte klods eller flere stykker på én gang, når du kun ville have én. Der er også hoppe-sekvenser, hvor du skal klikke dig fast i et felt - og falder du, må du starte forfra - hvilket kan irritere, når din Lego-figur kun vil klikke sig tilbage på den studs, du lige kom fra. Det ødelægger ikke helhedsoplevelsen, men er værd at nævne.

Spillet er desuden meget kort. Jeg og min medspiller brugte lidt over tre timer på at gennemføre det, hvilket er en smule mere end hovedhistorien i Lego Builder's Journey, men hvis du håber på endeløse timers puslesjov, får du her i stedet en koncentreret, historiedrevet oplevelse. Om længden er et problem, afhænger af dine forventninger - personligt synes jeg, at historien føles komplet, og en længere spilletid ville sandsynligvis kun have svækket de følelsesmæssige højdepunkter, som virkelig rammer plet. Fortællingen om de to venners rejse udvikler sig undervejs på måder, jeg ikke havde set komme, selvom de bagefter virker oplagte. Historien bliver formidlet udelukkende gennem de klassiske bip og boops, som dine Lego-figurer frembringer, når du trykker på firkantknappen.

Med grafik, der kan måle sig med langt større studiers produktioner, puslespil der underholder uden at få dig til at kaste controlleren i frustration, og en fortælling med ægte eventyrstemning, er Lego Voyagers en let anbefaling. Det er kort, ja - men bestemt også sødt, og det vil holde dig fuldt underholdt i de få timer, det varer.

8
God ud af 10 · Gamereactor Danmark
Plusser Smuk grafik, virkelig mindeværdige puslespil, fin lille historie, solid musik.
Minusser Lidt irriterende styring til tider, ret kort alt taget i betragtning.
Netværkskarakter Gennemsnit på tværs af 23 Gamereactor-udgaver
8,0
Gamereactor Korea 8
Gamereactor 8
Gamereactor Danmark 8
Gamereactor Sverige 8
Gamereactor Norge 8
Gamereactor Suomi 8
Gamereactor Deutschland 8
Gamereactor España 8
Gamereactor France 8
Gamereactor Italia 8
Gamereactor Nederland 8
Gamereactor Portugal 8
Gamereactor Polska 8
Gamereactor Česko 8
Gamereactor Ελλάδα 8
Gamereactor Türkiye 8
Gamereactor 中国 8
Gamereactor 日本 8
Gamereactor Asia 8
Gamereactor Việt Nam 8
Gamereactor Philippines 8
Gamereactor România 8
Gamereactor عربي 8
Editor UK Alex Hopley covered the video game industry for Gamereactor, from new announcements and launches to the business behind them. He also wrote on tech, film and entertainment, and his coverage wasn't tied to any one region.
Fuld profil Gamereactor-skribent siden 2023 · 2.280 udgivne artikler
8
God Netværkskarakter på tværs af 23 udgaver
Fakta om spillet
Udvikler Light Brick Studio
Udgiver Annapurna Interactive
Premiere 15 september 2025
Genre Adventure
Platforme
Xbox Series X PS4 PS5 Nintendo Switch PC Nintendo Switch 2
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.