Donkey Kong Bananza er blevet to måneder. Det er stadig et ungt spil, på trods af sin imponerende dybde og længde, hvilket betyder, at mange spillere sikkert stadig er "going deeper underground", lag for lag, og nyder den smukke, sjove og ret unikke oplevelse. Andre har måske allerede kastet sig over det solide og krævende post-game-indhold. Begge dele er ekstremt tilfredsstillende oplevelser - præcis som vi er blevet vant til fra Nintendo EAD Tokyo.
DK Island & Emerald Rush er derimod ikke helt, hvad vi plejer at forvente fra dem, og netop dér ligger største problem.
Indholdet er ellers godt, virkelig. Det består primært af en komplet nytænkning af spillets regler, hvor den såkaldte "Emerald Rush"-tilstand går ud på at fuldføre forskellige missioner for den tidligere skurk Void Kong, mens DK og Pauline nu arbejder som ansatte i VoidCo.
Som hovedtræk er denne nye spiltilstand implementeret med stor omhu, og man mærker tydeligt, hvordan de mange systemer passer sammen i en runde-baseret struktur, der får den klassiske udforsknings- og mineoplevelse til at føles anderledes. Med andre ord: den nye spilmekanik er veludført, fungerer både i velkendte og nye miljøer og er sjov at spille. Den er vanedannende på den gode måde, "engaging" som man siger nu til dags, og den får dig til at gentænke dine taktikker og udnytte perks og evner på måder, du ikke havde forestillet dig.
Måske vil gameplay-loopet for nogle miste lidt af sin glans efter et par runder, men for mig betyder det blot, at jeg bliver ved med at spille, finpudse min strategi (der gemmer sig mere dybde, end man umiddelbart tror) og perfektionere min præstation for at få alle titler, belønninger, statuer, diske og kostumer.
Og inden jeg glemmer det, introducerer DLC'en også en af de mest interessante udfordringer i hele serien: det såkaldte Banandiumtone-puslespil, som er både fascinerende og det sværeste i spillet. Obskurt, kryptisk - det kan ende med at blive ignoreret eller helt overset af nogle - men jeg kan love, at det er et sandt højdepunkt.
Endelig betyder den første del af DLC'ens navn, at vi også får et nyt område at udforske: selve DK Island. Det blev allerede antydet i dialogen eller måske endda teaset i de nostalgiske side-scrollende Challenge-baner i grundspillet. Dengang blev det nok bevidst holdt tilbage, så de nye ideer og koncepter kunne stå i centrum - og nu burde det føles som et hjem for de garvede spillere, fyldt med referencer og fan service.
Men selvom udseendet er på plads, så fik jeg ikke de store følelsesmæssige reaktioner. Det er som en dårlig Star Wars-film: den placerer et check i alle de rigtige bokse (DK-formet klippe, DK-hytte med plakat af Candy Kong, Kremling Galleon, Diddy-Dixie-Cranky-Rambi, minevognssektion i gamle ruiner, nik til både Rare og Retro Studios og endda øer formet som bongotrommer), men i sidste ende virker det meningsløst, som om det kun er der for syns skyld uden nogen egentlig narrativ intention.
Og det for et spil, der i grundudgaven ramte referencer, timing og historiens højdepunkter så perfekt, at det gik direkte i hjertet på fans - mange blev endda ramt af, hvordan både den stærke nye figur (unge Pauline) og forbindelserne til den større DK/Mario-lore blev brugt, næsten i stil med The Super Mario Bros. Movie. Det gør det desto mere nedslående, skuffende og respektløst, at dette slet ikke er på niveau med hovedspillet. Først da jeg nåede helt til slutningen af det obskure puslespil (hvor få nok kommer uden en guide), følte jeg igen spillets karakteristiske fan-pleasende sjæl. Det er som et falsk teaterscenarie eller en slags Truman Show, hvor du bogstaveligt talt kan røre ved alt, og det hele ville falde sammen uden reelt formål.
Og så er der spørgsmålet om hvornår og hvordan. Det burde egentlig ikke farve min vurdering af selve underholdningsværdien, men grundspillet er så fremragende, at denne DLC føles utroligt skæv i sammenligning - den kan næsten kaste en skygge over dens velfortjente GOTY-kandidatur. For Donkey Kong Bananza gav mig så meget og er så velafbalanceret, at selvom jeg sandsynligvis bruger 10+ timer på at jagte smaragder, lever det her slet ikke op til de store forventninger. Det føles forhastet. På alle måder.
