Jeg er altid den første til at hoppe med på bølgen og kaste mig ivrigt over et nyt rollespil, især de japanske. Mens jeg sad med det fænomenale Trails in the Sky 1st Chapter, dukkede muligheden op for at anmelde det nyeste Digimon-spil, og mens det installerede, benyttede jeg chancen til at læse lidt op på universet. Hvordan det blev lanceret som et mere maskulint modstykke til Tamagotchi, og hvordan det gik fra at være en lille virtuel kæledyrs-ting til at eksplodere ud i en franchise med anime, manga, kortspil og videospil.
Digimon Story: Time Stranger er en helt ny historie, men i bund og grund bygger den på samme præmis som mange andre fortællinger i dette univers. Mennesker kommer i kontakt med digitale monstre, altså Digimon, og der findes både en masse søde og en hel del mindre rare varianter. I denne historie dukker en mystisk skygge-skabning op og skaber kaos, og vores helt må bringe alting tilbage i orden. Det er en historie om (som titlen afslører) tidsrejser og mystiske dimensioner, men mest af alt er det en fortælling, der ikke engagerer det mindste. Jeg er normalt ikke den type, der sidder klar til at trykke "skip" under mellemsekvenserne, da jeg helst vil følge med i alt, men under flere langsomme dele var jeg tæt på bare at springe al snakken over. Der er simpelthen så meget meningsløst dialog, og figurernes "mobil"-agtige enhed afbryder konstant med informationer. De første par timer føles som verdens langsomste introduktion. Heldigvis bliver det en smule bedre med tiden, men kun en smule.
Når spillets figurer endelig ankommer til Digimon-verdenen, bliver det både farverigt og ganske fornøjeligt. Men der går alt for lang tid, før vi når dertil, og i mellemtiden tvinges vi til at løbe rundt i et trist Tokyo. Det føles lidt som en Temu-version af Persona-serien med udtryksløse figurer, man bare kan løbe lige igennem. Har du spillet det fremragende Persona 5 eller sidste års Like a Dragon: Infinite Wealth, opdager du hurtigt, hvor stor forskel der kan være på kvaliteten af en by som åben verden. I Digimon føles det hele mere som en flad kulisse, og selvom det kan være sjovt at kigge ind i små butikker eller opleve Tokyos kvarterer virtuelt for første gang, efterlader det ingen varige indtryk.
Ud over de endeløse løbeture byder spillet også på turbaserede kampe. Kampene foregår med de små monstre, man samler. Du har tre med i kamp, med lige så mange i reserve til at skifte ind, når en af dem falder. Kampene bygger i bund og grund på en slags sten-saks-papir-variant, da dine Digimon kommer i tre typer: Data, Virus og Vaccine. Hver type er svag mod én bestemt og stærk mod en anden. Derudover findes der en række elementangreb, som fungerer på samme måde, hvor man efter brug kan se, hvor svag en fjende er over for et bestemt element. Med 450 forskellige Digimon at samle på er der ingen mangel på variation, og det er her, jeg fandt den største fornøjelse. Det er simpelthen sjovt at se, hvor meget fantasi og hvor mange skønne designs der er lagt i dem. Med så mange er det selvfølgelig ikke alle, der er mindeværdige, men det er samtidig nemt at finde sine egne favoritter blandt det brede udvalg.
Som rollespil indeholder Digimon Story: Time Stranger stort set alt, hvad man kan forestille sig. Der er et omfattende skill tree, og dine små monstre kan også noget kaldet "Digivolutions", hvor de forvandler sig til andre typer. De kan vokse og blive stærkere, lidt som når en Pokémon udvikler sig til næste stadie, og jo stærkere dine Digimon bliver, desto mere skade gør de. Der er mange kampe, og her kan du lade dit lille monster angribe en fjende, før det turbaserede segment starter. Er det stærkt nok, kan det endda besejre fjenden på stedet. Men oftest ender det i endnu en turbaseret kamp, og med tiden bliver det trættende, da mange af kampene udvikler sig til en slags "one shot"-rutine. Det positive er, at der stort set ikke kræves nogen "grinding". Dine små væsner bliver hurtigt stærke, og du samler hurtigt forskellige typer med forskellige elementer. Selv de sværere bosser kræver kun lidt justering i din opstilling for at blive slået.
Kampene er dog meget en sag af "tryk et par gange på knappen" eller hold styrepinden nede og lad spillet klare resten automatisk. De føles grove og for simple. Jeg ville hellere have haft færre, men mere komplekse kampe, frem for at blive kastet ind i endeløse småopgør, der bare skal overstås. Hvis nogen husker det gamle program "RPG Maker", hvor man kunne lave sine egne små rollespil, så er det lidt den følelse, kampene giver. Tryk, angreb, tryk, angreb... Jovist, der findes specialangreb, som oplades efter et vist antal slag, og jo, dine Digimon har en liste af elementangreb som ild, lyn og andre klassikere, men det hele føles utrolig simpelt og gentagende. Selv for mig, der ellers synes, at turbaserede kampe hører hjemme i denne type spil.
Jeg nævnte tidligere spillets langsomme start, og ja, de første tre-fire timer (afhængigt af hvor meget du udforsker) er virkelig ikke værd at skrive hjem om. Tokyo føles livløs, men heldigvis er der gavmilde muligheder for fast travel mellem kvartererne. Din næste mission er altid tydeligt markeret, så jeg risikerede aldrig at fare vild. Det klareste eksempel på, hvor sløvt det er i begyndelsen, er, da jeg blev tvunget ned i kloakken. Her skulle jeg rende rundt i triste, livløse gange, og da jeg endelig var færdig, mente spillet, at jeg skulle tilbage to gange mere - den ene gang blot for at finde nogle unger, der var faret ned. Mellem missionerne hviler din figur i en hyggelig lille lejlighed, hvor meget af historien mellem karaktererne udfolder sig. Ærligt talt sad jeg og sukkede og gabte dybt under spillets første timer, fordi det ikke tilbød noget særligt spændende...
Når gruppen endelig når frem til Digimon-verdenen, bliver det dog lidt bedre. Den store by, der fungerer som hub, er farverig og fuld af sjove små monstre, og her bringer eventyret dig til langt mere fornøjelige steder. Det bliver dog ikke meget mere spændende rent mekanisk, men der er i det mindste liv, bevægelse og mere underholdende omgivelser at udforske.
Rent visuelt er Digimon Story: Time Stranger en lidt kedelig affære. Designmæssigt fungerer det egentlig fint, men en ustabil og irriterende lav billedrate, masser af pop-ins og visuelle fejl som figurer, der forsvinder eller slet ikke er der, hvilket kræver en genstart, trækker helhedsindtrykket markant ned. Det er skuffende, når man løber rundt, og tydeligt kan se ting loade ind kort foran sig. Figurerne i den normale verden er animeret med langsomme, hakkende bevægelser, indtil man kommer tæt nok på, hvor animationerne pludselig speeder op, men mest af alt er det følelsen af, at løbetempoet er sløvt, der bliver virkelig irriterende. Lydsiden er også ofte tam, med store sektioner uden musik. Musikken har sine øjeblikke med et synthwave-præget soundtrack, men samlet set er det ikke videre mindeværdigt. Din egen figur har heller ingen stemme, men står og mimer uden lyd, og en stærkere hovedperson ville have gjort oplevelsen langt mere engagerende.
Det føles en smule ærgerligt at dykke seriøst ned i Digimon-universet med noget så middelmådigt som dette. Genren passer ellers grundlæggende godt til konceptet, universet rummer masser af leg og muligheder, og hvis du er hardcore fan af franchisen, kan du sikkert få mere ud af det, end jeg gjorde. Men Digimon Story: Time Stranger føles meget halvfærdigt. Efter en ufattelig langsom start - og jeg er ellers den første til at indrømme, at rollespil tager tid og ofte vokser på én efter nogle timer - er den farverige Digimon-verden ganske vist sjov at udforske, men de skuffende tekniske aspekter, de for simple kampe, den kedelige historie og de trivielle gameplay-øjeblikke gør, at det hele ender med at føles som halvfærdig underholdning i bedste fald.
Det burde være mere fornøjeligt og underholdende, når kildematerialet er, hvad det er - men desværre lykkes det ikke.