Super Monkey Ball: Banana Blitz

Det kribler i fingrene og hårene på mine arme står lige op. Af en eller anden grund har jeg rejst mig fra sofaen, for bedre at kunne guide den lille primat i glaskuglen gennem endnu en skakternet forhindringsbane. Lige lidt hjælper det. Jeg er uopmærksom et sekund, fumler lidt med Wii-moten, en fjernbetjening, jeg kun har brugt i et par timer og ser det kære, lille kræ rulle i døden. Okay, på den igen, jeg ved at det kan lykkes denne 79’ende gang, hvis jeg ikke ender med at smadre redaktionens eneste Wii-maskine først.

For mig er det ikke helte som Solid Snake eller Mario, der definerer spilverdenen, det er aber. Og tænk lige over det, inden du sender mig en eller anden hademail. For der er unægtelig mange dæksvingende, ildelugtende primater derude på skive. Nintendo har naturligvis brødet Donkey Kong i det klassiske røde slips, Sony har alle de der hjelmbærende aber i Ape Escape-serien og Sega har de der små glaskugler med overnuttede chimpanser indeni. Og det er netop sidstnævnte, der nu får første omgang på Nintendos nylancerede Wii, komplet med nye mini-spil og en langt mere afbalanceret gameplay. Dette skyldes ikke mindst Wii-moten, der, når du først vender dig til den, bliver en naturlig forlængelse af din arm.

For dem der har brugt tiden på at se aktier stige eller observeret maling i at tørre og derfor ikke aner, hvad Super Monkey Ball er, så spoler jeg lige tiden et par år tilbage. Det første (og stadig bedste) Super Monkey Ball spil udkom i kølvandet på lanceringen af Nintendos GameCube. Det var en sindrig cocktail af overnuttet grafik, helt hysterisk velkomponeret musik og en nærmest perfekt styring. Modsat spil som f.eks. Marble Madness og Mercury, hvor du styrer kuglen, så handler Super Monkey Ball om at du vipper banen, altså lidt ligesom de der trælabyrinter fra fritidshjemmet, hvor du drejede løs på to skrueknapper. Det lyder umiddelbart ligetil, men som banerne bliver mere og mere indviklede, Sega introducerer huller, faretruende dybder og små planker, begynder du at rive håret ud i totter.

Dette er ikke anderledes i Super Monkey Ball: Banana Blitz, men fordi kontrollen med Wii-moten, nu gør det meget mere naturligt og balanceret at guide din udvalgte abe rundt på banerne, så kan nybegyndere være med helt fra starten. De spring, som tidligere var i sværhedsgraden er visket væk til fordel for et spil, der nu langsomt kræver mere og mere af dig. Du skal dog ikke forvente dig et let spil, for allerede halvvejs igennem singleplayerdelen er der så meget at tage højde for, at du ser ordene "Fall out" mange, mange gange. En del af dette skyldes også den nyintroducerede hop-knap. Hvor du i de tidligere spil kunne presse kuglen til at foretage nogle unaturlige hop (se bare, hvad eksperterne på nettet kan), så har Sega nu introduceret et regulært hop, der bruges via A-knappen på fjernbetjening. Det har igen givet holdet mulighed for at lave nogle mere indviklede og krævende banedesigns, noget enhver fan vil holde af. Desværre føles singleplayerdelen ikke særlig lang, og slet ikke, hvis du har spillet de tidligere spil i serien - det går lidt for hurtigt at pløje sig igennem dem. Der er nemlig kun otte verdener.

Mini-spillene vender også tilbage i denne Wii-udgave, men her har Sega simpelthen ikke kunne holde igen med antallet, noget der har ødelagt kvaliteten og dybden i mange af dem. Mens nogle kan gå hen og blive nye klassikere, der hives frem, når vennerne kommer fordi til en hyggelig aften, så er andre nærmest simple Eyetoy-agtige demoer, der hverken gør Wii-moten eller nunchuck-kontrolleren retfærdighed. Visse er simpelthen så kedelige og uinspirerede, at du næppe spiller dem mere end et par gange. De værste er slet ikke godt nok programmeret til overhovedet at vise Wii’ens styrker frem, altså kontrollen. Jeg ærgrer mig virkelig over, at Sega ikke bare satsede på et mindre antal, og så virkelig pudsede dem af.

Til gengæld er bosserne virkelig værd at give sig i kast med. Hele vejen gennem singleplayerdelen støder du på de gakkede og meget forskellige bosser, der naturligvis i vaskeægte arkadefacon, skal nedlægges ved at finde deres akilleshæl. Selvom dette måske ikke harmonerer med spillets normale puzzle-del, så fandt jeg det alligevel uendelig morsomt, at gå i kødet på dem. Her støder du på alt fra diabolske pirat-aber til en kæmpe dinosaur, og selvom det at kunne styre kameraet på disse baner ville gøre kampene en smule lettere, så er det ikke noget, der ødelægger spillet. Alligevel er bosskampene et dejligt afbræk, specielt. hvis du lige har spillet og genspillet den samme bane mere end 20 gange.

Visuelt er Banana Blitz pænt, men langt fra overvældende. Et spil der bruger den primære farveskala, skakternede gulve og grønne palmer, kan nok ikke gøres så meget pænere, heller ikke på en tunet GameCube, men det er alligevel lidt skuffende at sætte en Wii til fjernsynet for kun at opdage, at primaternes verden er stort set den samme som den, du har stående på hylden i din GC-samling. Musik er dog, ligesom det har været tilfældet med de tidligere spil, nuttet og til at nynne med på. Hvis du ikke går og fløjter et par af temaerne efter at have slukket for maskinen, så er der noget galt.

Det er svært at gøre meget mere ved konceptet, og det er i det lys karakteren skal ses. For en Super Monkey Ball-jomfru er Banana Blitz givetvis tættere på et ottetal, men for mig, der har rullet enhver kvadratmeter af de tidligere spil, så er manglen på en mere fokuseret multiplayerdel og en længere singleplayerdel, nok til at trække det hele en enkelt pind ned. Banana Blitz er dog stadig et godt spil, og det skal nok finde vej til rigtig mange Wii’s.