The Settlers IV

Fjerde udgave af den tyske nybygger-simulator er kommet på gaden, og denne gang foregår det hele på dansk. The Settlers IV er ligeså fornøjeligt som de tidligere udgaver, men man kunne måske have håbet på flere ændringer end det faktisk er blevet til.

Det komplekse landsbysamfund
Settlers spilles som sædvanlig. Man starter med en ussel lille undskyldning for en bosættelse, og skal lede den til storhed og velstand. Der er masser af bygninger der skal konstrueres, og de er alle forbundet på en eller anden måde. Man starter med en skovhugger hytte. Vores skovhugger er særdeles flittig, så han drøner rundt og fælder alle træer i området. Han kan imidlertid ikke selv forarbejde træstammerne, og der kommer savværket ind i billedet. På savværget laves stammerne om til planker, der kan bruges til at bygge andre huse med.

På den måde opbygges infrastrukturen i din by, og det er ikke altid lige let at overskue. For eksempel vil minearbejderne gerne have brød at spise, hvilket selvfølgelig kræver et bageri. Bageriet skal bruge mel fra møllen, der får sit korn fra kornfarmen, der igen skal bruge vand fra vandværket. Glemmer man et led i kæden vil brødmangel hurtigt føre til sultestrejker.

Fjenden og militæret
The Settlers IV har fire forskellige hold, hvoraf kun de tre er spilbare i kampagnerne. De 3 folk, Romerne, vikingerne og mayaerne, har ifølge manualen hver deres unikke personer og bygninger, men forskellene er for det meste rent kosmetiske. Eksempelvis ofrer romerne vin til guderne, hvor vikingerne bruger mjød til samme formål. Bygningerne er grafisk forskellige, men det er også den eneste forskel.

Med tre forskellige civilisationer må det selvfølgelig føre til uoverensstemmelser og krig, og til det ædle formål har vi militæret. Her har Settlers IV et par nye kort på hånden. Krigsskibe er en af nyhederne, og de må siges at være uhyre effektive i udslettelsen af fjendens kystforsvar, men derudover har de ikke den store betydning. Desuden kan alle militære enheder nu købes i tre forskellige niveauer fra spillets begyndelse. Jo højere niveau, jo dyrere er enheden, men de er klart pengene værd. Min romerske hær blev totalt udslettet af mayaernes langt mindre, men mere veludrustede hær.

Kvalitet og kvantitet har en stor betydning inden for militæret, så det er bare med at få en guldmine smækket op, så finansieringen af de bedre enheder er i orden. Selve krigshandlingen er en meget ustrategisk affære. Man sender bare en bunke små soldater imod fjendens bunke af soldater. Ikke videre sjovt, specielt ikke da man stort set ingen kontrol har over kampen. Præsterne, der har visse magiske formularer til sin rådighed, kan tilføre kampene lidt strategi, men alt i alt er kamp ret kedeligt.

Kampagnerne
Hvert hold har deres egen mini-kampagne på hver tre missioner, men den overordnede historie finder sted i kampagnen mod den mørke stamme, hvis formål er at fjerne den ækle grønne bevoksning fra jordens overflade. De 12 missioner er meget ens i deres udformning, og det er også Settlers største svaghed. I banerne udspiller det samme forløb sig igen og igen. Man opbygger en god infrastruktur, for derefter at udstyre en solid hær og knuse fjenden. Det er som sådan meget fornøjeligt, desværre bliver det i længden altså temmelig ensformigt, men sådan har Settlers på den anden side altid været.