Medal of Honor Heroes

Jeg gad egentlig vide hvad krigsveteraner mener om skydespil? Jeg vil gætte på, at de fleste vil finde den kommercielle udnyttelse af krig ganske forfærdelig. Tænk at tjene penge på Anden Verdenskrig, hvor tusinder af mennesker på begge sider blev slagtet.

Jeg er egentlig ligeglad med, hvordan firmaer tjener penge, det er slet ikke mit bord. Hvad der derimod lander på mit bord, er endnu en FPS baseret på Anden Verdenskrig. Et spil hvis tvivlsomme kvaliteter ikke formår at overdøve min efterhånden bundløse træthed over denne subgenre.

Titlens Heroes fortæller at spillet har mere end en hovedperson. Helte, og heltinder i et tilfælde, fra tidligere spil, dukker op igen for at skyde flere tyskere. Nogen stor forskel gør det ikke, idet både fjender, våben og omgivelser er næsten uhyggeligt ens. Et plus er dog at spillet afvikles i en fornuftig hastighed med mange af de effekter, der kendes fra de "store" titler i serien, som eksempelvis granatchok og lignende.

Omgivelserne grænser til det direkte kedelige, selvom banernes design egentlig fungerer nogenlunde, mens de geschæftige tyskere aldrig bliver til andet end brune, blå og grå tingester, der skyder på dig. Deres intelligens hjælper ikke på det. Fjendernes hjerner er åbenbart indrettet med kun to indstillinger, nemlig ’Løb af sted og skyd’ samt ’Gem dig og skyd’. Der er ikke stor chance for, at en fjende sniger sig rundt om dig eller på andre måder overrasker. På den anden side gør deres lemmingementalitet det nemmere at få ram på dem.

Hver bane har et bestemt antal mål. Et par primære i stil med "Find dokumentet" eller "Ødelæg denne genstand". Derudover er der sekundære og bonusmål man kan løse eller lade være. Alt efter hvor mange mål man klarer og hvordan ens træfsikkerhed er, belønnes man med en af tre medaljer. Guldmedaljen gives kun til den mest pligtopfyldende soldat, mens bronze gives til ham, der bare sjosker gennem spillet. Længden af missionerne er derfor på omkring 10-15 minutter, hvis man kun tager de primære mål og en 20-25 minutter, når alt skal med. Det er sikkert for at gøre spillet perfekt til rejser, men man kunne godt ønske sig lidt mere pondus på missionssiden.

Det er faktisk ret interessant at løse de forskellige mål, hvor uopfindsomme de end er, og med belønninger i sigte for den virkelig flittige er det faktisk spillets stærkeste side. Selvom det måske ikke er det fedeste at få adgang til fjollede uniformer, er det stadig lige nok til at man gider gøre sig den ekstra umage. Med mindre resten af spillet får én til at miste spilappetitten, naturligvis.

Lyden er dog fin nok. Lydeffekterne med eksplosioner og bjæffende geværer, er alle hørt før, men det fungerer strålende. Stemmeskuespillerne er udmærkede med gode briefinger og udråb hist og her. Det er bare synd, at de bliver gentaget til bevidstløshed. Ens kammerater har det med at skrige "We got ’em on the run!" rundt regnet 10 gange i løbet af en mission.

I sidste ende er Medal of Honor Heroes lidt som at gå i skydeteltet i Tivoli. De enfoldige bjørne er blevet skiftet ud med debile tyskere, der mere eller mindre tankeløst vader ind i det enorme sigtekorn. PSP-spil er blevet mere og mere sofistikeret og pludselig kommer Medal of Honor, der bare føles som et skridt tilbage.