Tilbuddet om at opbygge et romersk imperium er bestemt ikke noget, jeg takker nej til. At kunne skabe romerske byer ved hjælp af de klassiske systemer, vi kender fra Anno-serien, er noget, jeg har ønsket mig i mange år. Sidst vi stiftede bekendtskab med serien, tilbragte vi tiden blandt forretningsfolk, industrialister og imperialister i 1800-tallet - en periode præget af forandring og fremskridt under Europas industrialisering. I Pax Romana skal du dog ikke bygge fabrikker og blive en international forretningsmand. I stedet handler det om at holde kejseren af Romerriget tilfreds.
Det mærkes med det samme, at denne tidsperiode passer perfekt til spillets struktur. Du indtager rollen som enten Marcus eller Marcia, og den karakter, du ikke vælger, bliver tronarving og spiller en vigtig rolle gennem kampagnen som kejserens efterfølger. De to hovedpersoner har forskellige perspektiver på verden og begivenhederne, og selvom Anno er bedst i mere frie rammer, nød jeg også min tid med kampagnen. Den byder på familiekonflikter, forræderi og drama - og den kan spilles igen, da du får en ny oplevelse afhængigt af, hvem du vælger.
Undervejs i kampagnen får du mulighed for at føre dialoger, ikke helt ulig dem, man ser i rollespil, og træffe valg, der dog ikke har samme vægt som i den genre. Til gengæld er figurerne velfortalte, stemmeskuespillet hæderligt, og dialogerne hjælper med at bryde den gentagelse, der uundgåeligt opstår i et city builder-spil. Valgene ændrer sjældent historiens retning markant, men de kan påvirke udfaldet af enkelte situationer og give kort- eller langsigtede belønninger. Jeg sætter pris på systemet, fordi det giver dig mere kontrol over kampagnen - ud over blot byplanlægning.
Jeg nævnte i mit preview, at spillet mindede mig om Pompeii: The Legacy, og det står jeg ved. At skulle genopbygge en ø ødelagt af et vulkanudbrud er både spændende og engagerende. Men det er ikke det eneste område, du får lov til at udforske. Du besøger også Albion, kelternes hjemland, og Ubisoft Mainz har tydeligt ønsket at skabe kontrast mellem regionerne. Begge områder har unik arkitektur og terræn, hvilket er vigtigt for at få succes, da de byder på vidt forskellige udfordringer. Senere i kampagnen kan du frit skifte mellem provinserne - som i tidligere spil i serien.
Den romerske provins er frodig og solrig, præget af middelhavsklima, vinmarker, kornmarker og marmorbeklædte bygninger. Albion er derimod mere regnfuld og mudret, og her er husene bygget af træ. Arkitekturen og bygningsfunktionerne varierer alt efter område. I Albion erstattes smukke solnedgange af mørke nætter og konstant regn, og de sumpede øer giver mindre plads til at bygge. Jeg nød den ekstra udfordring, dette område tilbyder - det mindede mig om de sværere maps i de ældre Anno-spil. Sværhedsgraden kan desuden justeres via mange parametre, hvilket giver stor fleksibilitet.
Gennem kampagnen låser du op for teknologier i et omfattende skill tree for begge fraktioner. I modsætning til Anno 1800 forsker du her ikke kun i genstande, men også i bygninger og bonusser. Dine borgere skal have adgang til viden gennem biblioteker og lignende for at øge forskningshastigheden. Systemet fungerer glimrende og føles naturligt integreret, selvom det ikke nødvendigvis er essentielt for genren - men det giver et ekstra mål at stræbe efter.
En nyhed i serien er fokus på religion og landbaseret krigsførelse. Når du bygger dit tempel, kan du vælge, hvilken gud du vil tilbede. Ikke alle romerske guder er med, men mange er. Jeg valgte havguden Neptun, og ved at samle mange tilhængere kan du afholde fester og låse op for bonusser. Det er et stærkt værktøj, som kan gavne din bys udvikling. Dertil kommer landbaserede kampe som supplement til de maritime slag. Du kan rekruttere legioner, forsvare dine øer og invadere fjendtlige territorier ved at transportere soldater med skibe. Systemet fungerer fortrinligt og tilføjer en ny dimension til spillet, selvom soldaterne kræver mange borgere - hvilket kan skabe logistiske problemer.
Som altid skal du bygge boliger til dine indbyggere og opfylde deres behov. Jo flere samfundsklasser du låser op, desto mere komplekse produktionskæder får du adgang til. Det handler om konstant at balancere behov, udgifter og tilfredshed, samtidig med at byen skal være brandsikker. Hvis du fejler, kan store brande ødelægge bydele, og du må bruge ressourcer på genopbygning. Det samme gælder, hvis folk bliver utilfredse, eller hvis fjender angriber. Efterhånden udvider du til flere øer og handler med andre stater. Når byerne vokser, er der meget at holde styr på - men heldigvis findes en pausefunktion, hvis det bliver for intenst.
Kampagnen byder på varierede missioner: lever varer, udvid til nye øer, byg templer, forsvar områder, eskortér skibe eller erobr fjendens territorier. Du styrer selv tempoet, da missioner kun aktiveres, når du vælger det. Der findes også sideopgaver fra forskellige fraktioner - ofte tidsbegrænsede, men med små belønninger. Systemet sørger for, at der altid er noget at lave, og spillet belønner dig for at bygge metodisk og strategisk. Karaktererne har personlighed, selvom nogle kan være lidt overdrevne i deres replikker.
Pax Romana når måske ikke helt samme niveau som Anno 1800 med alle dets udvidelser, men det byder på en fascinerende historisk periode og et solidt fundament, der kan udvides i fremtiden. Kampagnen og skærmydslerne er tilfredsstillende, men jeg savner en editor til at tilpasse maps, da det nuværende udvalg føles fastlåst. Jeg testede også multiplayer, som fungerede problemfrit via invitationer, selvom jeg aldrig har været stor fan af flerspiller i denne serie. Der er de samme muligheder som i singleplayer, men intet banebrydende nyt.
Efter at have anmeldt Europa Universalis V tænkte jeg meget over brugervenligheden. Jeg savner stadig bedre værktøjer i brugerfladen, der hurtigt kan vise, hvilke bygninger der har problemer - eksempelvis gennem farvekodede filtre, som kunne ændre sig afhængigt af øen. I øjeblikket fungerer interface'et fint, men det kunne blive endnu mere effektivt med sådanne funktioner.
Til gengæld kæmper spillet med performance. På høje indstillinger varierer billedhastigheden mellem acceptabel og lav, og selv på lavere settings kan spillet have svært ved at levere stabile FPS. Det kan delvist skyldes den imponerende grafik med Ray Tracing og HDR, men selv uden disse funktioner er optimeringen ikke perfekt. Dog er spillet fuldt spilbart - du skal blot være opmærksom på, at præstationen ikke er helt finpudset, især på ældre systemer.
Til gengæld er Pax Romana utrolig smukt for genren. Lyset reflekteres realistisk i havet, himlen skifter farver ved solopgang og solnedgang, og byerne summer af liv. Musikken er storslået og stemningsfuld, og lyddesignet imponerer med detaljer som markedslyde, samtaler og rådgiverkommentarer. Ubisoft har formået at skabe en levende verden på en måde, som serien tidligere har haft svært ved - og det fortjener ros.
Anno 117: Pax Romana er en simulator om logistik og ressourcehåndtering, klædt i et historisk tema. Spillet forener smuk grafik, stemningsfuld lyd og klogt gameplay. Det har tekniske skavanker og kunne bruge et mere intuitivt interface, men det er stadig årets bedste city builder sat i Romerrigets storhedstid. Hvis du elsker historie, bybygning og strategisk planlægning - og har en kraftig nok PC - kan jeg varmt anbefale denne imponerende videreudvikling af Anno-serien.