Der er ikke mange spiloplevelser, der efterlader mig oprigtigt forvirret, men efter min første runde med Kirby Air Riders stod jeg ærligt talt målløs tilbage. Under mit seneste besøg ved Nintendos hovedkvarter i Windsor begyndte dagen som en ganske almindelig gåtur gennem byens travle hovedgade med det ikoniske slot tronende i baggrunden - men det hele udviklede sig hurtigt til et sandt kaos, da jeg blev kastet ud i aktiviteter i det, Nintendo meget tydeligt forklarede som Masahiro Sakurais forsøg på at kombinere kart racing og Super Smash Bros.. "Smash on wheels" blev der sagt, før vi fik lov at prøve kræfter med et spil, som flere af de tilstedeværende hurtigt beskrev som "marmite" - en oplevelse, du enten vil elske betingelsesløst eller have svært ved at holde af.
Allerede efter få sekunder står det klart, at dette ikke blot er endnu et kart-racerspil. Kirby Air Riders forsøger ikke at konkurrere med hverken Mario Kart World eller Sonic Racing: CrossWorlds. Det er et køretøjsbaseret kampspil, racingspil og partyspil i ét - en titel med så mange hatte på, at dens elevatorpitch må have været på længde med en TED Talk. Pointen er, at der ikke findes nogen hurtig eller enkel måde at forklare, hvad dette spil egentlig er. Den eneste måde at forstå Kirby Air Riders på er ganske enkelt at spille det selv.
Noget af det første, man lægger mærke til, er dog Sakurais særlige præg og den tydelige Smash-essens, der gennemsyrer alt. Menustrukturen og brugerfladen ser ud, som om de er løftet direkte fra den berømte kampspilsserie - lige fra, hvordan figurerne præsenteres, til hvordan man vælger køretøj. Der er ingen tvivl om, hvem der står bag spillet, og hvilken kreativ vision det bygger på. Men jo længere jeg spillede, desto mere begyndte jeg at spekulere på, om nogen overhovedet har sagt 'nej' til Sakurai under udviklingen. For Kirby Air Riders er på alle måder excentrisk galskab: hektisk, vildt, svært at forstå, tempofyldt, farverigt og larmende. Igen - du vil enten elske det eller hade det.
Under denne korte forhåndstest fik jeg tid til at forfine mine evner i træningsområderne, hvor forskellige tutorials introducerede spillets grundlæggende mekanikker. Det meste er relativt ligetil, men med et interessant twist: der er ingen fremadgående input, da køretøjerne automatisk bevæger sig fremad. Det frigør spilleren til i stedet at fokusere på kampene - hvad enten det handler om at snurre for at forvirre modstandere eller suge NPC'er op på banen for at tilegne sig deres evner. Der er heller ikke en traditionel drift-funktion; i stedet trækker du håndbremsen og oplader et boost, der sender dig rundt i sving på en meget unik måde. Indtil videre var der ikke meget, der overraskede - og selvom nogle mekanikker kræver lidt øvelse, føltes det hurtigt bekendt. Men så begyndte selve racene og kampene...
Her begyndte det for alvor at blive vanvittigt. Først prøvede jeg Air Ride-delen, hvor jeg i omkring 20 minutter drønede rundt og racede mod NPC'er på tre unikke baner fyldt med forhindringer og hemmeligheder. Her gik det op for mig, at Kirby Air Riders er et særdeles usædvanligt spil, med designvalg der nok gør det mindre tilgængeligt og knap så bredt appellerende som et spil som Mario Kart, der favner alle aldersgrupper. Alligevel var grundideen den samme: brug de skæve mekanikker til at nå først i mål.
Dernæst kom City Trial... Og her gik det ærlig talt helt af sporet - både på godt og ondt. Dette er spillets arena-baserede kamp- og party-mode, som er opdelt i to faser. Først en fem minutters sekvens, hvor du ræser rundt i et åbent område, samler symboler der repræsenterer atribute points og kan skifte mellem forskellige køretøjer for at opnå deres unikke fordele. Pointen er, at de attributter og det køretøj, du ender med, bruges i den aktivitet, der følger bagefter. Hvis du eksempelvis samler mange symboler for fart, men få for styring, får du en lynhurtig men ustabil vogn. Det lyder måske som strategisk gameplay, men i virkeligheden er det fem minutters vanvid, hvor man suser rundt uden plan og prøver at samle alt, før andre gør det. Samtidig kan der opstå mini-events som små kampe i arenaer, der giver store bonusser.
Denne fase efterfølges af en aktivitet, hvor du vælger næste spiltype. Jeg prøvede blandt andet en kamp, en slags dart-inspireret mode og et undvigelsesløb. Igen var det ren galskab, hvor refleks og reaktion betyder mere end strategi, og hvor vinderen oftest er den, der enten skaber mest kaos eller hurtigst undgår farerne.
Alt i alt nød jeg faktisk min tid med Kirby Air Riders, selvom oplevelsen efterlod mig en smule rundtosset. Det føltes som et sansebombardement, og selvom jeg vandt alle tre City Trial-kampe, kunne jeg ikke forklare de andre journalister, hvordan det lykkedes. Der var ingen plan, ingen strategi - bare ren overgivelse til galskaben. Og det er præcis derfor, dette spil bliver en meget polariserende tilføjelse til Switch 2-biblioteket.
Nogle vil elske det kaotiske udtryk og Sakurais kompromisløse vision, mens andre vil føle sig overvældede og forvirrede over, hvad det egentlig vil være. Kirby Air Riders forsøger at være mange ting på én gang, og selvom der bestemt er underholdning at hente, er det også et svært spil at anbefale, fordi det mangler den tilgængelighed og enkelhed, der normalt kendetegner Kirby-serien, et kart-racerspil eller et klassisk kampspil. Der var også flere modes, jeg ikke nåede at prøve under denne hands-on-session, så hold øje med vores fulde anmeldelse før lanceringen - for singleplayer-delen Road Trip og det ikoniske Top Ride kan meget vel blive det, der enten redder eller vælter hele projektet.
