Jeg er en kæmpe fan af Fallout 4. Før jeg begyndte på denne anmeldelse havde jeg over 1.500 timer i spillet. Jeg har spillet det "vanilla" med alle fraktioner, brugt det med Creation Club-indhold, in-game mods og utallige timer med eksterne mods fra Nexus. Derfor gør det mig ondt at skrive det her...
Anniversary Edition var, ud over en eksisterende opdatering med en ny menu, måske ikke ligefrem et fristende tilbud. 150 Bethesda-skabte (eller Bethesda-godkendte) mods, alle DLC'er, til den nette sum af... ja, fuld pris. Ja, du læste rigtigt. Fuld pris for et spil der er ti år gammelt. Har du basisudgaven, koster det omkring lidt mindre, og har du GOTY-versionen eller Season Pass, er prisen endnu mindre igen da du denne gang blot skal købe Creation Club Bundle-pakken med alle de betalte mods - mange af dem har ovenikøbet været gratis eller stærkt nedsat gennem årene. Men fair skal være fair: der er også en masse helt nyt indhold som ser rigtig lækkert ud, og flere normalt ret dyre quest-mods, tilføjelser og kosmetiske ændringer, som jeg længe har misundt andre for. Mit største problem er bare at nogle ting, som fx rygsækken, har eksisteret som gratis mods på sider som Nexus Gaming i årevis.
Der er også nye tilføjelser som skins, nye farver, som ofte er gratis, og derfor er meget af indholdet irrelevant for os spillere der har været med fra start - vi har allerede de fleste af disse kosmetiske muligheder, som Bethesda har givet væk gennem 10 år, inklusive flere større pakker. For mig var der et par nye sidequests, et par nye våben og værktøjer som Sentinel-systemet og et par nye stykker udstyr der trak, så ikke en fantastisk værdi, men lige nok til at retfærdiggøre et nyt playthrough - og til 200 kroner-ish føler jeg egentlig, at jeg potentielt har fået værdi for pengene, hvis man ser bort fra spillets alder.


Jeg indløste min kode, downloadede lynhurtigt - og så begyndte problemerne. På udgivelsesdagen den 10. november blev spillet patched - uanset om man ahvde opgraderet eller ej, og derefter virkede ingenting. Alt var i stykker, og Bethesdas officielle svar efter et par dage var at den første af to patches ville lande 24. november - altså to uger for dem der købte før launch. Endnu engang et bevis på at man aldrig bør forudbestille eller købe noget før udgivelse. Det er vigtigt at pointere at det teknisk set ikke var DLC'en der ødelagde spillet, det var patchen.
Jeg har brugt en uge på at få det til at fungere på tre forskellige computere, og på ingen af dem ville add-on'en loade korrekt - den står bare som "coming soon", hvilket mildest talt ikke er det fedeste. Det førte mig til at prøve løsningen med at downloade hver eneste mod i pakken manuelt, for du ejer dem alligevel enkeltvis. Den del virker faktisk, og filtrene gør det hurtigere end at tage dem én ad gangen. Så én del af systemet fungerer - desværre det eneste. Jeg fatter simpelthen ikke hvordan et otte år gammelt mod-system, der næsten aldrig er crashet på mig før (i hvert fald ikke de officielle mods solgt for credits), pludselig er helt ubrugeligt. Men hey, de har da tilføjet én ny story-baseret mod med et par quests og lidt gear. Og bare for at eliminere tvivl: Jeg brugte friske installationer på alle tre maskiner, hvoraf to aldrig har haft Fallout-filer installeret før.
Creation Club-systemet er tænkt som den primære måde at bruge mods på - og fordi opdateringen ødelagde stort set dem alle, og mange stadig ikke er opdateret (især dem uden Bethesda-support) kommer nogle måske aldrig til at virke igen. Endnu værre, hvis du bruger en ekstern modplatform uden support. Det har gjort mange spillere rasende, og selvom at Bethesda ikke behøver tage tredjepartsmods med i betragtning, så ved de udmærket hvilke filer mange af dem er afhængige af - og tidligere har de været meget påpasselige med ikke at rode med fundamentale systemfiler.
Og nu til det bedste! Du kan nærmest ikke spille spillet, for det crasher konstant - selv uden mods. Min bedste session varede knap en halv time med mods, før det eksploderede. Til sidst gav jeg op. Selvfølgelig elsker jeg Fallout 4, men et 10 år gammelt spil, der crasher nonstop, efter en ny officiel opdatering... det er helt uacceptabelt. Jeg havde virkelig glædet mig til at prøve det nye indhold og begyndte endda et helt nyt playthrough for første gang i årevis. Det blev også ødelagt.
Så hvad gik galt? Hvor var QA? Hvorfor har man brug for et roadmap for patches og hotfixes til et spil, der er et årti gammelt? Hvordan kan en udvikler ødelægge deres eget spil og samtidig forlange 500 kroner? Det er nogle meget rimelige spørgsmål i min verden. Du kan heller ikke lukke spillet uden et crash - ofte et, der kræver genstart, fordi hele PC'en bliver trukket med i faldet. Og det sker hver... eneste... gang... Den eneste måde at undgå det på er at lave et manuelt save, alt-tabbe ud eller bruge Windows-knappen og så lukke Steam-klienten. Og selv det virker ikke hver gang. Hvorfor? Det er en helt nyt bug. Hvordan i alverden er den blevet implementeret? Det føles mere som en feature end en fejl...

Mine problemer betyder ikke, at det ikke fungerer for dig - måske har jeg bare været uheldig. Men tusindvis af posts og kommentarer på spillets Steam-side og endnu flere på Reddit antyder, at jeg ikke står alene. Og en sidste klage: Hvorfor er så mange af de nye mods, også de større story-mods, prissat som om vi er tilbage i de tidlige dage af Creation Club? Enten bør de være en del af den betalte pakke eller koste et beløb, der rent faktisk giver mening.
Jeg kan derfor ikke anbefale spillet i dets nuværende tilstand. Det er bogstaveligt talt uspilleligt og fungerer ikke som tiltænkt - og selv når det kører, er det som regel kun i kort tid. Bethesda, ring når det er fikset. Indtil da får det en 1/10.