Jeg har altid elsket tanken om at flyve. I hvert spil, hvor jeg får chancen for at sætte mig i cockpittet i et luftbåret objekt, er det derhen, jeg styrer først. Lufthavnen er for eksempel altid mit første rejsemål i enhver GTA-lignende titel, og jeg vil endda være så fræk at påstå, at jeg gennem årene er blevet ret god til at flyve i spil. Så da det stod klart, at Microsoft Flight Simulator (2020) ville blive udgivet, følte jeg både glæde og rædsel. Glæde, fordi jeg endelig ville få muligheden for at tage til himmels i en næsten autentisk oplevelse, og rædsel, fordi jeg hverken ejede eller havde planer om at anskaffe en platform, som simulatoren blev udgivet til. PlayStation var det system, jeg primært spillede på dengang, og selvom jeg senere fik en Switch, hjalp det ikke meget, da det selvfølgelig var enten PC eller Xbox, der krævedes for at tage til himmels i Microsofts regi. Jeg måtte blive på jorden.
Nu taler jeg selvfølgelig ikke om udgaven fra 2020, men efterfølgeren Microsoft Flight Simulator 2024, som er det, jeg skal anmelde i dag. Men set i lyset af afsnittet ovenfor kan du sikkert forstå min glæde, da min redaktør, blot få timer efter at jeg var vendt tilbage til redaktionen efter en længere pause, sendte spørgsmålet ud om, hvem der kunne tænke sig at anmelde den højaktuelle PlayStation 5-version. Endelig var det tid til at tage pilotbrillerne på og sætte sig bag spagerne i en hel række ægte (omend simulerede) flyvemaskiner for endelig at finde ud af, hvad jeg havde gået glip af gennem alle disse år.
Og med den drømmende tilbageblikshistorie byder jeg dig velkommen til Microsoft Flight Simulator 2024.
Dette har været mit kontor de seneste dage.
Det første, jeg bemærker, når jeg starter mit nye liv blandt skyerne, er, hvor lang tid det faktisk tager at starte Microsofts nye PS5-version. Selvfølgelig forstår jeg, at et spil, der bogstaveligt talt indlæser ressourcer fra alle verdens hjørner, har brug for et øjeblik til at gøre sig klar, men for nogen, der er vant til den nuværende generations lynhurtige SSD-loading, er det alligevel en omvæltning at skulle vente op til halvandet minut, før jeg kan komme i gang. Når ventetiden endelig er ovre, er det dog tid til at skabe min egen pilot via en ret enkel karakterskaber af standardmål. Selvom jeg er kritisk over for, at en personlig pilot-avatar overhovedet skulle være nødvendig i en simulator i førsteperson, tager jeg opgaven seriøst og sammensætter en flyver, som jeg overbeviser mig selv om er en ældre version af min GTA Online-karakter, som i et parallelt univers forlod kriminalitetens vej for at hellige sig sin (eller muligvis min) drøm på fuld tid.
Allerede her bemærker jeg dog, hvordan Microsofts flysimulator ser ud til at lide af nogle præstationsproblemer, da billedet bliver lidt hakkende, samtidig med at simulatoren har svært ved at indlæse selv simple ting som den lille mængde skjorter eller frisurer, jeg skal klæde min gamle ballademager på med. Det har selvfølgelig meget lidt med selve spillet at gøre, at jeg må vente et par sekunder ekstra, før jeg kan se, hvilket energidrikmærke der pryder en af de overalls, der tilbydes, men samtidig synes jeg, at det i sidste ende bliver et overflødigt moment, som desuden trækker ned på de tekniske forventninger til resten af simulatoren. En karakterskaber er selvfølgelig ikke en nødvendig komponent her, men hvis den alligevel skal inkluderes, mener jeg i det mindste, at den bør fungere fejlfrit.
Den her tidligere straffet siger farvel til Los Santos og goddag til Bromma i Sverige.
Men nok om det - få knaptryk senere får jeg endelig lov til at sætte mig i den varme stol i et lille privatfly. Efter en noget ujævn start, hvor spillet desværre ikke formåede at indlæse instruktionerne, som min flylærer skulle give, får jeg endelig lagt Bromma Lufthavn under mig og tager mine første vaklende vingeslag i Microsofts verdensomspændende simulering. Og det var magisk, men også meget sværere, end jeg havde forventet. I bakspejlet er det selvfølgelig indlysende, at man ikke kan sammenligne Grand Theft Auto med Microsoft Flight Simulator, men den selvtillid, jeg havde opbygget gennem årene i Los Santos-luftrummet, var nu blæst væk, og jeg måtte lære alt fra bunden. Næsen på flyet skal for eksempel vippes opad for at regulere hastigheden, samtidig med at for meget motorkraft i den position får min højde til at blive alt for høj. Du, som ved noget om fly, vil sikkert have identificeret en håndfuld fejl i bare den ene sætning og konkluderet, at jeg ikke ved, hvad jeg taler om - men jeg vil skyde igen med, at jeg lærer! Hele tiden! Og det er en af de store charmer ved Microsoft Flight Simulator, at det konstant føles som om, jeg lærer nye færdigheder i at håndtere fly, fra grundlæggende takeoff og landing til aerodynamiske lektioner i luften. Det er ikke altid let, men måske er det netop derfor, jeg føler, at jeg vokser i rollen, jo mere tid jeg tilbringer i luften.
Derudover oplever jeg, at Microsoft Flight Simulator 2024 giver mig præcis nok information til, at det føles som om, jeg kan klare udfordringerne uden, at spillet holder mig i hånden i større grad. Instruktionerne er endda ret sparsommelige, og meget overlades til min langsomt voksende følelse af kontrol, som jeg skal håndtere trin for trin. Det kan jeg godt lide grundlæggende, men nogle gange bliver det faktisk lidt for svært at tyde, hvad spillet vil have ud af mig, da de robotlignende stemmer ofte bruger et sprog, der virker tilpasset færdiguddannede piloter og ikke nyudklækkede fiktive flyvere som mig selv. En betydelig del af træningen består dog i at lære en række genvejstaster til, hvordan flyet skal kontrolleres, hvilket er lidt synd, i betragtning af hvor detaljerede flyvemaskinernes cockpits faktisk er. Hver lille kontakt er synlig og kan interageres med, men jeg får aldrig nogen lektion i, hvilke knapper der gør hvad. Så vidt jeg forstår, kan man læse informationen i diverse checklister, men som nybegynder forstår jeg dem ikke, hvilket betyder, at jeg på trods af gentagne forsøg aldrig har formået at starte mit fly på egen hånd. På den ene side er det selvfølgelig rart, at jeg hurtigt kan komme i luften, men samtidig føles det altid som om, jeg går glip af en vigtig del af oplevelsen, når jeg ikke får lov til at trykke og dreje på diverse instrumenter, som jeg forestiller mig, at rigtige piloter gør. Især når alt er tilgængeligt foran mig, og viden om "hvordan" er det eneste, der mangler.
En udsigt jeg aldrig får nok af.
Når jeg først er oppe i luften, tænker jeg dog ikke nævneværdigt over det, for det er let at miste næsten al kritik, når jeg ikke bare styrer mit eget fly, men også faktisk flyver over Stockholm, Göteborg, London, Sydney og andre kendte som ukendte steder i verden. Virkelige steder, der åbner øjnene for, hvad jeg egentlig allerede vidste, men som det alligevel er godt at blive mindet om. Verden er stor. Og gennem Microsofts flysimulator kan jeg opleve den i sin geografiske helhed fra min stue. Selvom oplevelsen konstant er præget af optimeringsproblemer, hvor teksturer på jorden ofte blinker ind og ud af mit synsfelt, og selvom jeg havde håbet, at sådanne problemer ville være løst, siden spillet blev udgivet til PC og Xbox sidste år, er det en sand fornøjelse at bevæge sig over himlen og kigge ned på vores faktiske landskaber, som breder sig i al deres prakt. Jeg oplever også nogle problemer med billedopdateringen nogle steder, og jeg ville gerne have set, at man havde fået opdateret til 60 fps. Det er meget at forlange af et spil med hele verden som scene, men når så stor en del af oplevelsen bygger på at betragte udsigterne, ville det have tilført det lille ekstra, hvis alt flød bedre, end det gør nu. Jeg oplever også, at det visuelle føles lidt forældet og ikke altid så flot og skarpt, som jeg havde forestillet mig. Tekniske mangler er der, og de trækker desværre lidt ned i karakteren, men for mig er det samtidig let at se bort fra, når jeg lever mig ind i pilotrollen.
En sen decemberaften i en forstad nord for Stockholm landede jeg på taget af min gamle folkeskole. Detaljerne på gadeniveau er ikke noget at skrive hjem om, men jeg sætter pris på, at det faktisk er muligt at gøre!
Man har også gjort et godt stykke arbejde med at udnytte DualSense-controllerens fremragende teknologi, både hvad angår modstanden i aftrækkerne, når jeg korrigerer rorpedalet, men også vibrationer og den indbyggede højttaler bruges flittigt på en tilfredsstillende måde. Det gør mig glad, at man har tænkt på, hvilke muligheder der er for at skabe yderligere indlevelse med PS5-hardware, og det er let for mig at drømme videre og lege med tanken om en mulig PSVR2-opdatering en dag i fremtiden. Tanken om frit at kunne kikke ud gennem forruden og se verden nedenfor med en enkel bevægelse med nakken kunne virkelig gøre underværker for indlevelsen, ligesom det gjorde i Gran Turismo 7. Så kunne den irriterende analog-styringsmus, der bruges i cockpittet, også være blevet erstattet med et bevægelsesfølsomt kontrolsystem, som måske endda havde fået udviklerne til at lære mig, hvordan jeg starter mit fly manuelt og gjort mig helt opslugt af omgivelserne. Og det havde til gengæld ikke været godt for hverken mit rigtige arbejde, mine studier eller mit sociale liv, da jeg sandsynligvis aldrig havde forladt mit digitale fly igen.
Før jeg flyver videre, vil jeg desuden tipse om min eminente kollega Patriks anmeldelse af PC-versionen, hvis du ikke allerede har gjort det.