Grand Theft Auto: Vice City Stories

Velkommen til 80erne og {{Grand Theft Auto: Vice City} Stories}. Musikken er ret så fed, David Hasselhoff er næsten et sexsymbol og det er den eneste tidsperiode, hvor mænd faktisk kan gå med lyserøde trøjer. Det er samtidig der, hvor personager som Tony ’Scarface’ Montana rullede sig ud i Miami. I Grand Theft Autos brogede univers af tyvagtige, morderiske og kyniske personligheder, er 80erne ensbetydende med Miami-parodien Vice City. Byen blev første rigtigt kendt, da Tony Vercetti satte sig tungt på byens forskellige lyssky forretninger.

Vi har skruet kalenderen yderligere et par år tilbage. Soldaten Vic Vance bliver smidt ud af hæren, fordi han følger ordrer og fordi han gør hvad han kan for at hjælpe familien. Allerede her tegner der sig et billede af en noget ukarakteristisk helt i GTA-universet, i og med at manden hverken er ond, korrupt eller psykopat. I stedet håber han på at komme ud af den kriminelle underverden og kunne leve hæderligt. En fin start, der desværre krakelerer efterhånden som spillet skrider frem og antallet af dræbte mennesker og ødelagte biler tårner sig op.

Bortset fra det byder Vice City Stories på en typisk GTA-oplevelse. Missionerne er klassiske og går typisk på at lade Vic køre fra et sted til et andet, måske under tidspres, eller hente en eller anden genstand. Folk skal myrdes, gadeløb skal vindes og så videre. Så langt, så uoverraskende. Desværre er de mere interessante missioner gemt lidt væk i spillet til fordel for en række ret kedelige og uinspirerende missioner, der danner basis for spillets intro. En lille smule ihærdighed bliver dog belønnet med lidt mere spænding og variation. Samtidig kan man glæde sig over, at det er muligt at flyve rundt over byen samt indtage Vice Citys vådområder i forskellige fartøjer. Det er nok nye elementer til at bekæmpe den følelse af deja vu, der ellers havde været dominerende.

Den helt store tiltrækningskraft ligger dog i charmen og selve byen. Vice City er muligvis den mest interessante by i spilserien og det er en fornøjelse at gå på opdagelse i den igen. Den lejlighedsvise forbløffelse ligger ikke i erkendelsen af at Rockstar har presset en by i overstørrelse ned i en konsol i ministørrelse. Den forbløffelse var gældende i Liberty City Stories. Næh, forbløffelsen i forhold til Vice City Stories kommer af at byen stadig er interessant og har tiltrækningskraft. Det er ikke ofte at ’gamle’ omgivelser er i besiddelse af nok charme til at retfærdiggøre endnu et besøg.

Humoren lever videre i både selve handlingen og i spillets mange radiostationer. Spillet tager sig aldrig helt seriøst men byder i stedet på elegante og dog let grove jokes. Det er altså modsætningen til Saints Row til Xbox 360, hvor humoren mere eller mindre var begrænset til slet skjulte seksuelle hentydninger og bandeord en masse.

Her støder vi dog også på et gammelt problem. Lydkvaliteten er ikke vanvittig høj og især når man bruger hovedtelefoner, hvilket næsten er et must for at høre alt hvad der sker, knitrer støj og den ret dårlige optagekvalitet i ørerne. Det ændrer nu ikke på at radiostationerne er præget af god 80ermusik, der gør det til en fornøjelse at lytte til.

På trods af Grand Theft Auto: Vice City Stories’ mange åbenlyse kvaliteter er det svært at være virkelig entusiastisk ved tanken om endnu et spil i genren. Serien forhåbentlig med GTA 4 til PS3 og Xbox 360 tage endnu et skridt. Dog kan man sagtens købe Vice City Stories, hvis man ikke kan få nok af serien. Samtidig er det måske også det sidste vi ser til serien, sådan som GTA 3 har formet den. Hvilket alene burde være en opfordring til at stifte nærmere bekendtskab med Vice City Stories.