Arthur and the Invisibles

Javel, endnu en børnefilm er på vej i biograferne og endnu et spil er kørt i stilling til at akkompagnere podernes biograftur. Egentlig ville jeg ikke engang kende til filmen, hvis det ikke lige var fordi det var Luc Besson, der havde haft en finger eller to med i spillet. Manden er jo ret dygtig, så hvem ved? Måske Arthur og hans ikke-usynlige Minimoyser-venner kunne bringe lidt lys og lykke ind i mit kulsorte og dystre hjerte.
Tja...

Det starter egentlig meget tilforladeligt. Drengen Arthur og hans bedstemor bor i en eller anden lille hytte. Desværre kommer der nogle skumle pengemænd, naturligvis fristes man til at sige, der vil rydde huset. Arthur vil dog ikke bare se til, mens huset bliver lavet om til pindebrænde, så han begynder at lede efter den skat, hans bedstefar engang fik. Der går dog ikke vanvittig lang tid, før han bliver bittelille og havner blandt nogle lilleputagtige væsner, der kaldes Minimoysere.

Disse Minimoysere, der modsat spillets titel intet har med usynlighed at gøre, lever som en anden flok smølfer blandt græsstrå, træstubbe og lignende.
Det er dog ikke lige til at få hjælp fra skabningerne, da nogle fæle væsner pludselig kommer futtende på deres krigsmyg og skaber skræk og kaos. Så går eventyret virkelig i gang.

Som det efterhånden er kutyme indenfor platformsspil, kan man kontrollere tre personer, der hver især har evner, der er livsvigtige for færden. Betamenche, en klejn buttet type, der blandt andet er ophavsmanden til mange 'jokes', har en kniv, der kan skyde projektiler. Han kan desuden klemme sig ind på steder, de to andre ikke kan.

Selenia, der er en art prinsesse og forstyrrende sexet, konteksten taget i betragtning, er bevæbnet med et sværd og er gruppens oplagte kriger.
Helten Arthur er gymnasten og kan ved hjælp af akrobatik komme steder hen, de to andre ikke kan komme. Så langt, så godt.

Hovedparten af spillet handler om udforskning af miljøerne. De er store, men meget lineære, hvilket aldrig hensætter dig i en tilstand af uvidenhed. Du ved altid, hvor du skal gå hen. Fremfærden bliver blokeret af forskellige puzzles, men de burde ikke volde de helt store problemer. Børn vil dog sikkert føle sig herligt udfordret, men de burde heller ikke støde på de helt store problemer i forbindelse med hverken banernes opbygning eller puzzles. Det eneste, man rigtigt kan brokke sig over, er at man fra tid til anden skal vade fra den ene ende af banen til den anden, og så tilbage igen. Det er ikke sjovt og burde ikke være en erstatning for rigtigt gameplay.

Til gengæld vil børn og alle andre for den sags skyld sikkert more sig over den kunstige intelligens, der nogle gange efterlader dig ene mand mod en horde af fjender eller i en anden situation, hvor deres hjælp havde været nyttig. Dine venner står i baggrunden og piller tæer og slås mod en enkelt fjende, de af ukendte årsager ikke slår ihjel. Sagde jeg 'more sig'? Jeg mente forbande langt væk. Det sker ikke tit at AIen får kvababbelser, men nok gange til at det er irriterende.

Interessante bliver kampene aldrig rigtigt, mest fordi kampsystemet aldrig rigtig bliver mere end rent knaptamperi. Men hvor gameplayet i både kamp og udforskning måske lader en smule tilbage, er spillets grafik ret så imponerende. Omgivelserne er flotte og persondesignet fungerer strålende. Spilskaberne har uden tvivl lånt fra filmstudiet, hvilket ikke er at kimse af. Det er ikke samme kvalitet som filmen, hvilket spillets mellemsekvenser også gør opmærksom på, men det ser alligevel ret flot ud. Virkelig dejligt, når det hele bakkes op af et storladent orkester, der sender fortryllende toner ud af højtalerne. Forudsigeligt nok har det også sin pris, og frameraten falder, når det virkelig går hektisk til.

Arthur and the Invisibles er i og for sig et fint børnespil. Sværhedsgraden er aldrig for høj og gameplayet er let at gå til. Dog må man undre sig over kontakter, der skal være trykket ned i 30 sekunder, før de aktiverer noget, og lignende. Stemmeskuespillet er delvist hentet fra filmen og virker en smule jappet, mens nogle bemærkninger bliver gentaget en anelse for tit. Det overskygger dog ikke en glimrende billedside, der nok skal imponere både store og små.