"Personligt håber jeg på serien fortsætter - og så håber jeg på, at Team Ninja endelig vil lytte til noget af min kritik af originalen. Som det står nu, så er jeg tilfreds med at få mere af det samme."
Sådan afsluttede Anders sin anmeldelse af Nioh 2 for seks år siden, og jeg sagde meget lignende ting i min anmeldelse, også. Det virkede også som om udviklerne var enige, for Team Ninja sluttede det år med at sige, at de i det mindste ville tage en pause fra Nioh - at de ville vende tilbage til tegnebrættet, og giver serien lidt pusterum. Betyder deres tilbagevenden til serien, at udviklerne har fundet noget nyt og spændende, som retfærdiggør et tredje spil? Det synes at være et ret oplagt spørgsmål, men selvom Nioh stadig er sjovt, så er der ikke rigtig nogen reel nyskabelse at finde her, desværre ikke.
Jeg vil dog gerne starte positivt. Nioh 3 er nemlig stadig, som Alex også påpegede i sit preview tilbage i december, ganske sjovt at spille. Os, der har nydt kampene i de to første spil, vil også have det sjovt denne gang, for det føles meget velkendt, blot med et par forbedringer og ændringer.
Den mest markante forskel er muligheden for sømløst at skifte mellem samurai- og ninja-stil. Samurai er i praksis præcis som før, mens ninja er hurtigere og bruger mindre stamina til gengæld for, at du ikke kan genvinde energi via den traditionelle Ki-pulse. Tænk på det som en hurtigere måde at skifte udstyr og færdigheder på, hvilket også gør det nemmere og mere flydende at tilpasse sig forskellige situationer i kampene. En fin mulighed, selvom den ikke ændrer så meget, som markedsføringen gerne vil have det til at lyde, når samurai-stilens tre stillinger fortsat tilbyder meget af det samme.
Og det er her, jeg er nødt til at fremhæve det, der irriterer mig mest ved Nioh 3: Det virker ganske enkelt, som om udviklerne har valgt at tilføje mere i stedet for at forbedre det, der allerede var der. Det mærker man hurtigt selv, for langt størstedelen af fjenderne er præcis de samme. Design, animationer, angreb og lyde er ekstremt ens, hvis ikke direkte kopieret fra Nioh og Nioh 2. Det kunne let være blevet forvekslet med en udvidelse, så mange gange har jeg haft déjà vu. Referencer til tidligere oplevelser kan være sjove en gang imellem, men når man decideret læner sig op ad dem, forsvinder fornøjelsen. Dem af jer, der har gennemført Nioh og/eller Nioh 2, vil kunne besejre de fleste fjender uden overhovedet at kigge, fordi I har gjort det hundredvis af gange før. I stedet for at sidde spændt og nervøs, når en ny og mystisk fjende dukkede op, fandt jeg mig selv på ren autopilot. Been there, done that.
Jo, det er da fedt at kunne counter unblockable angreb ved at time sine stilskift korrekt, især fordi det også gør dig stærkere og hurtigere, men det mangler gennemslagskraft - både gameplay-mæssigt og præsentationsmæssigt - sammenlignet med de bedste parry-systemer i branchen (herunder det faktisk ganske tilfredsstillende system i Nioh 2, mærkeligt nok). Det får det til at føles som en ændring for ændringens skyld.
Større og mere åbne områder kunne også have afhjulpet nogle af problemerne, så det er skuffende, at Alex' bekymringer fra previewet blev bekræftet. Disse områder er stort set bare klassiske maps sat sammen, i stedet for at blive adskilt af loading-skærme og lignende. Fans af serien vil ofte vide præcis, hvor samlerobjekter er gemt, hvordan man sniger sig ind på fjender, og hvornår en irriterende type venter på at "overraske" dig fra oven.
Team Ninja forsøger at krydre oplevelsen med Metroidvania-lignende elementer, såsom områder der er låst bag Spirit Guardian-evner, som du først får senere i historien, samt sidemissioner der kræver, at du gør noget andet, før de bliver tilgængelige. Problemet er bare, at det svarer til at lægge et stykke pepperoni på en pizza, du allerede har spist flere gange før. Er måltidet tweaket? Ja. Gør det en reel forskel? Nej. For at citere Anders førnævnte anmeldelse af Nioh 2:
"Det er derfor frustrerende, at Nioh 2 møder mange af de samme problemer som originalen. Ikke nok med at man igen savner lidt fjendevariation. Har man spillet originalen, har man allerede mødt størstedelen af modstanderne man kommer til at se i fortsættelsen. Flere af dem har fået nye angreb, men det ændrer ikke på, at dette til tider føles mere som Nioh 1.5 i stedet for den fuldendte 2'er som jeg havde drømt om."
Og så er der loot-systemet, hvor tredje gang heller ikke er lykkens gang. Det lader til, at Anders og undertegnede er i mindretal, når vi mener, at Nioh 2 allerede gav os alt for mange sværd, hjelme, amuletter og hvad der ellers måtte være, for det siger noget, når du kan bære 2.000 stykker udstyr, og jeg sandsynligvis ville have overskredet det tal efter et par timer, hvis jeg ikke havde forudset, hvad der ventede, og solgt/skrottet/ofret 90 procent af det, jeg samlede op. Måske havde jeg beholdt mere, hvis belønningerne for at dræbe fjender og finde kister var bedre eller i det mindste tættere på det, jeg allerede havde udstyret mig med, men at få almindelige hvide items efter 60+ timer, når alt, du ejer, er lilla, får mig til at tænke på én simpel ting, som opsummerer det meste af Nioh 3: kvantitet over kvalitet.
Jeg kunne fortsætte med at spilde din tid ved at remse alle de måder op, hvorpå Nioh 3 forsøger at give folk, der måler et spils værdi i spilletimer, præcis det, de vil have, men lad os gøre TikTok-generationen glad og holde det kort og simpelt. Nioh 3 er ganske enkelt et godt spil, fordi det er mere Nioh og Nioh 2 med et par ekstra strejf af forskellige spillestile, nogle få nye fjender, større omgivelser og enkelte små gameplay-justeringer. Dem af jer, der bare vil have mere Nioh/Rise of the Ronin/Wo Long: Fallen Dynasty, får præcis det. Alle andre vil have glemt, at spillet overhovedet udkom, når Game of the Year-priserne skal uddeles i december, for sat lidt på spidsen er det her, hvad AI ville have lavet, hvis man bad det udvikle Nioh 3. Det, vi syntes var fedt for ni år siden, bliver genbrugt med nogle mere mainstream-orienterede tweaks i en større verden. Det er ikke dårligt, for det gør Nioh 3 til et godt spil. Det er bare kedeligt og repetitivt i en genre, der har udviklet sig og er blevet markant bedre siden 2017.