Evil Dead: Hail to the King

Definitionen af sindssyge: At løbe nøgen ned gennem Strøget, kun iført en præstekrave og en strudsefjer til at dække de ædlere dele af ens anatomi eller er det at tilbringe fire dage alene i en ensomt beliggende træhytte midt i en mørk skov i selskab med en PC og Evil Dead: Hail to the King fra THQ? Jeg gjorde det sidste. Er jeg så sindssyg? Det må jeg være ellers havde jeg ikke spildt min tid på denne skamplet af et spil.

Dag 1 - Og de døde skal vandre igen
Omsider er jeg fremme. De høje træer, der omkranser den lille skovhytte svajer blidt i den lune sommervind. Forude venter 4 dages genopladning efter en hård eksamensperiode. Kun mig, min trofaste PC og Evil Dead: Hail to the King fra THQ, for findes der nogen bedre måde at slappe af på? Jeg får skyndsomt slæbt mine ting ind i hytten og snart sidder jeg foran computeren med blikket fæstnet til skærmen. Evil Dead: Hail to the King fortsætter historien om den hårdtprøvede Ash, der i 3 film (Evil Dead IÅII og Army of Darkness) bekæmpede de levende døde med økse, haglgevær, motorsav og en god portion skarpe og sarkastiske one-liners. Ash plages stadig af mareridt om ondskab og Necronomicon ex Mortis - De Dødes Bog - der var nøglen til det hele. Ash beslutter sig derfor til at konfrontere sin fortid, så sammen med sin nye kæreste Jenny, tager han tilbage til den lille hytte i skoven hvor det hele startede. Her lurer ondskaben dog stadig og snart er Jenny forsvundet mens både hytten og den omkringliggende skov vrimler med alskens ondskab.

Klokken 14:45
En vellavet men ikke særlig imponerende intro har netop rullet over skærmen og jeg er klar til spille. Ash står alene i den lille hytte med en stor økse i den ene hånd mens en velsmurt motorsav gør det ud for hans højre hånd, som han mistede under sin forrige konfrontation med mørkets magter. Jagten på Jenny foregår på samme måde som mange andre klassiske horror-spil - 3D-animerede figurer, der bevæger sig på nærmest stillestående baggrunde mens man skiftevis løser forskellige opgaver og gør voldsomme og voldelige indhug i fremstormende zombier, dæmoner og andre afskyeligheder. Det er en gammel og velafprøvet opskrift på et godt computer-gys men det er ingredienserne, der får det til at smage af noget og allerede efter en lille times spil, begyndte Evil Dead at smage grimt. "Det går nok over", tænkte jeg og fortsatte.

Dag 2 - Anmelderen der ville være bange
Natten er ovre og med en lille skål cornflakes i hånden gik turen atter tilbage til hvor jeg sidst forlod Ash. Han havde netop besejret en kæmpeedderkop, der havde forklædt sig som en gammel dame. Edderkoppen var såmænd ulækker nok, men ikke særlig uhyggelig. Det samme kunne man sige om spillet. Når det kommer til horror-spil spiller jeg normalt med nerverne uden på tøjet, men gode chok og gys er en foruroligende mangelvare i Evil Dead. Derimod er der masser af død - specielt ens egen død med et Game Over til følge og ak oh ve, hvis man ikke fik gemt sit spil i tide. Man kan nemlig kun save på bestemte steder i spillet og kun hvis man har fundet et gammelt lydbånd.

Klokken 12:16
Nu er det snart ikke sjovt længere. Jeg har kæmpet mig igennem den mørke skov, besejret en familie af zombie-bondeknolde, sendt en spejderleder fra Helvede til det hinsides og hakket og skåret læssevis af zombier, levende skeletter og dæmon-flagermus til små blodige bidder, uden at opleve et eneste chok eller falden ned fra stolen med hjertebanken og koldsved på panden. Kedsomheden breder sig. Selv den grove lemlæstelse af de levende døde, som Ash gjorde til en hel kunstart i filmene, er kedelig, uinspirerende og direkte latterlig. Man skulle tro, at når arsenalet tæller en motorsav, en økse, en pistol, et oversavet haglgevær og en riffel, så ville man kunne lemlæste de døde på grusomste vis, men nej. Man vender godt nok hovedet væk i afsky når Ash kløver en zombie med motorsaven, men det er i foragt over hvor grimt og klodset det ser ud.