Skip to main content
Gamereactor Anmeldelser Konami Krazy Racers
Anmeldelser Konami Krazy Racers

Konami Krazy Racers

Konami Krazy Racers er et ganske udmærket valg for de, som tidligere har stiftet bekendtskab med Mario Kart eller spil af denne type generelt.
Nicklas Mether 25 juli 2001

Det er med glæde vi har set frem til Nintendo's release af Game Boy Advance, og ikke mindst det klassiske Mario Kart. Spillet dukkede desværre ikke op ved udgivelsen og istedet må vi lade os nøjes med en klon fra Konami kaldet Krazy Racers, hvilket måske ikke lyder så ophidsende, men ikke desto mindre er det lige så sjovt!

Klassisk kartracing
Konceptet i Krazy Racers er nemlig præcis det samme som i Mario Kart, altså at køre rundt i festlige små gokarts, samle en masse skøre powerups, og selvfølgelig komme først i mål. Spillet adskiller sig faktisk ikke fra andre udover figurgalleriet, som indeholder en mængde kendte ansigter fra Konamis verden af spil. Du kan blandt andet sætte dig bag rattet som Dracula fra Castlevania, Ninja fra Metal Gear eller Moai fra Gradius. De fleste kender nok Mario og Luigi bedre, men forskellen er faktisk kun udseendet.

Få kørekort og kør Grand Prix
Opbygningen af spillet er ikke direkte revolutionerende, men er typisk for alle racerspil i genren. Der findes en mængde forskellige måder at spille på, hvor Time Attack og Free Run tilhører de obligatoriske. Disse to bliver hurtigt slidte, men heldigvis er der stadig den bedste del tilbage... Krazy GP.

Her kører du ræs mod syv andre konkurrenter med fire løb i hver serie. Til at begynde med er der kun en serie åben (Krazy Cup). For at få adgang til de øvrige tre, kræver det at du først har taget nogle kørekort i spillets License Center. Her skal du overvinde forskellige udfordringer, mens du holder dig på toppen af ranglisten. Sværhedsgraden stiger langsomt, for tilsidst at stige voldsomt hen mod slutningen af spillet. Man kan ikke give kontrollen skylden for eventuelle dårlige løb, den er nemlig fejlfri og afspejler dine reaktioner fuldstændig som den bør - spillet er simpelthen bare svært.

Mere i kassetten
Den største ulempe i Krazy Racers er, at man på ganske kort tid klarer alle udfordringerne. Men det er stadig underholdende at finde spillet frem igen , især da der er godt 16 baner. Men det havde ikke været for meget at bede om noget ekstra indhold...?

Efter singleplayer-delen er overstået, findes der dog stadig et par valgmuligheder, rettere sagt multiplayer-delen og Mini Battle. Den sidstnævnte lader dig blandt andet køre Chicken, hvor det gælder om at bremse gokarten så tæt på en kant som muligt. Multiplayer kræver linkkabel og både du og modstanderen skal besidde spillet, hvilket desværre betyder at jeg ikke har fået kigget nærmere på denne del.

Behagelig oplevelse for øjne og øre
Udover gode valgmuligeder lokker spillets flotte grafik og charmerende lyd også spilleren tilbage foran skærmen. Detaljerne er i top og der sprøjter både grus og vand fra dækkene. Det er lykkedes Konami at presse en hel del ud af kapaciteten på GBA, og især fartfornemmelsen er tilstrækkelig.

Lydsiden imponerer også bravt, især den fængende intromelodi, som hurtigt får en til at nynne (lige indtil man opdager hvor kikset man lyder). Udvalget af lydspor er tilpas stort, og selvom enkelte kan blive lidt kedelige på visse baner, kan man sagtens holde det ud. Lydeffekterne er også som de bør være.

Køb!.. eller vent...
Konami Krazy Racers er et ganske udmærket valg for de, som tidligere har stiftet bekendtskab med Mario Kart eller spil af denne type generelt. Man får et solidt produkt med en masse timers underholdning, hvor de sidste af dem blot vil være tidsfordriv. Hader man Konamis figurer, eller er man bare ikke til kloner, bør man vente på Mario Kart. Men udover det er der ingen undskyldninger for at lade være. Krazy Racers er, for en gangs skyld, en nævneværdig klon.

Yderligere karakterer

Grafik
8 / 10
Lyd
8 / 10
Spilbarhed
6 / 10
Langtidsholdbarhed
7 / 10
8
God ud af 10 · Gamereactor Danmark
Plusser Godt opbygget...
Minusser Hurtigt gennemført...
Netværkskarakter Gennemsnit på tværs af 2 Gamereactor-udgaver
8,0
Gamereactor Danmark 8
Gamereactor Sverige 8
Fuld profil 91 udgivne artikler
8
God Netværkskarakter på tværs af 2 udgaver
Fakta om spillet
Udvikler Konami
Udgiver Konami
Genre Racing
Platforme
GBA
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.