Hvornår er spil kunst? Er det når et spil er så out there at alt hvad der foregår, er på grænsen til uforståeligt, men stadig resonerer hos spilleren. Eller er det en helstøbt oplevelse, som også kan spilles af den mere "casual gamer?". Jeg vil sige at man sjældent ser det sidste eksempel, men hvis jeg skulle definere Death Stranding 2: On the Beach, er det det mærkat jeg vil tillægge Hideo Kojimas mesterværk. Jeg har fået Death Stranding 2: On the Beach på PC, og her kan man virkelig se dette mesterværk skinne.
Der er ikke tilføjet så meget til PC-versionen, men der er dog en del mere end i mange andre PlayStation-porte, og det er super fedt. Kojima og hans udviklere har nemlig tilføjet mellemsekvenser, som blev droppet i første omgang, og disse bliver både tilføjet til PC'en og PlayStation 5. Det er mega sejt, da de giver spillet endnu mere af den her Kojima vibe, som er så specifik hans. Hvis man har spillet hans andre spil, ved man lige præcis den skørhed og dybde det giver til spilverdenen, hvor man bare tænker, det er så fantastisk, barnligt nogle gange, men også bare dejligt at se flere af disse udtryk fra Kojimas krøllede hjerne. Det er ligesom Ringenes Herre: Extended Edition, hvor de tilføjede mellemsekvenser skaber en dybere verden, som gør produktet endnu mere spændende at opleve.
Der er også kommet en ny sværhedsgrad, for de masochister som ikke mente originalen var svær nok. Jeg har haft rigeligt svært ved den normale sværhedsgrad, så jeg gravede ikke for dybt, men det jeg prøvede, viste mig hurtigt, at man skal kende alle mekanikker spillet giver en for at overleve. Gør man ikke det, får man sig en røvfuld. Det fandt jeg ud af på den hårde måde. Det er dog fedt, at dem der har mestret spillet nu, kan begive sig ud på et endnu mere udfordrende eventyr i den ødelagte verden. Derudover kan man genspille bosskampene, hvilket er fedt, da de er designet fantastisk og fungerer som små gåder i sig selv, og det faktum at Sam "Porter" Bridges kan forsvare sig bedre end i etteren, gør dem endnu sjovere.
Så kommer vi til de features som er eksklusive til PC'en, og de er ikke nødvendigvis de store ting, men det er her oplevelsen begynder at ændre sig. Så lad os kigge på hvad PC'en kan tilføje dette fantastiske spil.
Det første man opdager er, at der er en masse grafisk lir man kan slå til, og man klapper i sine små keyboard- og musefingre. Der er frame generation og begrænset ray tracing, til dem der har et grafikkort der kan håndtere det, og heldigvis kan mit, selvom min køler begynder at hvine, når det hele står på max. Til gengæld har jeg sjældent oplevet et spil der ser så godt ud som Death Stranding 2: On the Beach. Det første spil så også fantastisk ud, især landskaberne, men i efterfølgeren føles det næsten fotorealistisk, når man løber igennem de golde områder, som giver en følelse af isolation, men også en mærkelig ro midt i al ødelæggelsen. Når man ser de skyggeagtige BT's, er det et rent partikelshow, og det ser virkelig godt ud. Selv når jeg skruede ned for indstillingerne, holdt spillet et højt niveau visuelt. Det er et showcase for hvad man kan få ud af moderne hardware, når en udvikler har en klar vision.
Andre ting som PC'en gør bedre end nogen anden platform er høje opløsninger, framerates og skalering. Death Stranding 2: On the Beach understøtter det hele, så man kan presse spillet ret langt, hvis man har udstyret til det. Mus og keyboard er også en mulighed, men om det er bedre end controller er jeg mere i tvivl om. Konverteringen føles tydeligt designet til controller, især fordi mange handlinger kræver at man holder knapper inde i længere tid, i stedet for at udnytte keyboardets mange muligheder. Det gjorde indlæringen af styringen på PC lidt tung i starten, og i pressede situationer ramte jeg ofte de forkerte knapper. Det blev bedre med tiden, men jeg synes godt menuerne kunne være mere tilpasset os der spiller med mus og keyboard.
Det er også her konverteringen halter mest. Der er det jeg vil kalde buttonbloat, hvor de samme knapper bruges i forskellige kombinationer alt efter situationen. Det betyder, at man nogle gange skal lave ret præcise input i de mest uopportune øjeblikke, og det kan føre til fejl som føles unødvendige. Derfor vil jeg klart anbefale at man spiller med controller, selv på PC. Det er lidt synd, for jeg er sikker på det kunne have været gjort mere intuitivt.
Men når det hele spiller, og man lige har fået styr på styringen, så er Death Stranding 2: On the Beach en fornøjelse på PC. Når man bevæger sig gennem en næsten død ørken, som mest af alt minder om et månelandskab, er det en oplevelse i sig selv. Det var det også i det første spil, men her føles det endnu stærkere. Når man sniger sig igennem områder med BT'er, som efterlader håndaftryk i jorden, og man holder vejret mens de passerer, er der ikke mange spil der kan skabe den samme spænding. Senere, når sneen rammer, ændrer stemningen sig fuldstændigt, og landskabet føles pludselig levende og fjendtligt på en helt anden måde. Sneen ser fantastisk ud, og de varierende dybder skaber nye udfordringer, som man hele tiden skal tage højde for.
Mellemsekvenserne er også et kapitel for sig på PC. Man kan virkelig se den kærlighed der er lagt i dem fra Kojima Productions. Karaktererne står endnu skarpere end på PlayStation 5, og jeg har sjældent oplevet, at man føler så meget med de mange sidepersoner man møder undervejs. Man kan næsten se hver eneste pore i deres hud, og ansigtsmimikken er imponerende.
Så hvis man spiller med controller og har en nogenlunde god PC, så er Death Stranding 2: On the Beach den ultimative version lige nu. Skal man opleve denne klassiker, og har man muligheden, så er det her klart den version jeg vil anbefale. Death Stranding 2: On the Beach er et mesterværk, og så tæt på kunst som spil kan komme. For mig er det et af de spil, hvor man nogle gange glemmer, at man sidder og spiller, og bare er i det. Det er fantastisk.