Legends of Might and Magic

Online er i dag blevet et af nøgleordene, når man forsøger at ramme en af de hurtigst voksende spiltrends. Muligheden for at dyste på tværs af grænser og oceaner har lokket millioner af kræsne gamere til netforbindelserne for at dyrke titler som f.eks. Counter-Strike. Den populære MOD til Sierras Half-Life er et glimrende eksempel på, hvordan en god idé kombineret med en solid brugersucces som first person shooters gav et levedygtigt resultat.

3DO har også spillet med
At de gode mennesker hos 3DO også har spillet Counter-Strike ses tydeligt, når man atter begiver sig ind i selskabets snart noget skamridte middelalder-verden, som har måttet lægge navn og rygte til en enorm mængde af både rolle-, strategi- og nu actionspil. Legends of Might and Magic er en ren online/netværk-fornøjelse, der rykker forbilledet CS tilbage i tiden og udskifter de højteknologiske våben med nogle mere regulære og passende.

Levende modstand søges
Som altid i Might & Magic-seriens letforståelige univers drejer det sig om intet mindre end opgøret mellem godt og ondt, men i modsætning til de andre titler, som i det mindste har plads til at lade en regulær historie udfolde sig, så er Legends of... plaget af at være så godt som uspilbart, hvis ikke computeren er koblet op på en fornuftig forbindelse, og man tilmed har fundet nogle villige legekammerater på en af de organiserede spilservere - eller man har sat et par maskiner sammen via netkort. En træningsmode giver adgang til lidt tilvænning af spillets styring, men hvis man har daglig erfaring i brug af mus og tastatur, er der intet overraskende i vente, og da der ellers kun er et par spredte, computerstyrede monstre på træningsområdet bliver udfordringen aldrig overvældende.

Fælles våben
Det gode og det onde repræsenteres her af to grupper med tre persontyper. Paladin, Druid og Sorceress er det godes repræsentanter, mens Warrior, Heretic og Archer stiller op for ondskaben. En noget overfladisk og tilfældig opdeling, som heller ikke har bund i så voldsomt meget. Der er nemlig forbløffende lille forskel på de forskellige persontyper, og hvis man ser bort fra, at Heretic´en har en lille fordel i hans startvåben, der er en magisk stav med ildkugler, så er der ingen grund til at fordybe sig i taktiske overvejelser, inden slaget går i gang. Undervejs i spillet kan de 6 figurer bruge de samme våben, og den eneste virkelige forskel kommer først et stykke inde, når man begynder at få råd til de helt store våben. Her har hver klasse sit eget supervåben - og det er en god idé at få råd til det omkring samme tid som sine modstandere, da man ellers risikerer at få solide tæv.

Bonus til de bedste
Opbygningen af spillet er en meget præcis kopi af Counter-Strike. For hver runde, der afsluttes, får man lidt guld, som sammen med det beløb, man starter spillet med, kan spenderes i de såkaldte indkøbszoner. Hver runde starter i en zone, hvor spillerne kan forsyne sig via en menu - desto bedre man har spillet, desto mere guld har man - og i sidste ende scorer de gode spillere også de bedste våben. Retfærdigt og en effektiv gulerod til at levere en bedre indsats. Våbnene er opdelt i to grupper, baseret på henholdsvis magt og magi. Det siger næsten sig selv, hvordan de adskiller sig fra hinanden, men der er ingen grund til at håbe på en lang række opfindsomme kreationer på hylderne, for udvalget er sørgeligt småt og kedeligt.

4 typer af udfordringer
Der er 4 spiltyper i Legends of Might and Magic. Der er ingen store overraskelser imellem, og rutinerede spillere fra de holdbaserede FPS´ere vil kunne nikke genkendende til missioner, hvor de gode og de onde begge forsøger at hente et objekt fra et specifikt sted på banen og føre det sikkert ud igen (Sword in the Stone), hvor det ene hold skal hente et objekt og det andet skal forhindre dem i det (Rescue the Princess) eller eskortebaner, hvor en person skal føres sikkert gennem banen (Warlord Escape). Endelig er der den marginalt mere interessante Slay the Dragon, hvor holdene kæmper mod hinanden og mod en decideret ondskabsfuld, ildspyende drage. Vinderen er det hold, der dræber dragen.

To gode bliver ikke nødvendigvis bedre
Således placeret i et kendt miljø og en kendt spiltype - begge dele har fungeret over al forventning i deres ophavsspil - er det lidt skuffende at konstatere, at 3DO ikke har fået særlig meget ud af at låne med arme og ben fra nogle af de gode spiltitler. Man får aldrig en fornemmelse af, at taktikken i virkeligheden betyder særlig meget - især fordi banerne kun dårligt lægger op til de helt store overraskelser, men også fordi figurerne i spillet minder så meget om hinanden. Alle har både et håndvåben og et kaste-/skydevåben - og dermed mister holdsammensætningen også sin betydning.
Teknisk forældelse
Dertil skal lægges et noget skuffende teknisk udtryk, hvor den let opdaterede Lichtech 4.0-grafikmotor ikke formår at leve op til dagens ret høje standard. Konkurrenterne, som udover Counter-Strike også indebærer titler som Quake III og Unreal Tournament, ser alle mere finpudsede og velfungerende ud - og animationerne bærer præg af enten sjusk i programmeringen eller de reelle begrænsninger i grafiksystemet.

Bevarer Might and Magic mon magten?
Stille og roligt har 3DO fået formøblet det gode Might and Magic-navn, så man nu begynder at stille sig en smule tvivlende overfor nye produkter i serien. De lette Heroes Chronicles-udgivelser og den noget kiksede PS2-smutter Warriors of Might and Magic har skabt en usikkerhed om konceptet, som så absolut kun forstærkes af Legends of Might and Magic. Lad os nu snart se at komme tilbage til de regulære rollespil i Might and Magic 9 - og så glemme alt om dette her.