"Bare én runde til, så skal jeg virkelig i seng og sove." Famous last words, for at sige det mildt, og pludselig indser man, at klokken er halv tre om natten. Øjnene svider, indersiden af kraniet er forvandlet til en form for digital pixel-slushice, og man ved, at man skal på arbejde om blot en håndfuld timer. Panik.
Det er en følelse, som mange af os gamere kender alt for godt, men som med alderen er blevet stadig mere sjælden. Selvom man elsker spil af hele sit aldrende hjerte, bliver man et eller andet sted konstant mindet om at "være voksen og ansvarlig". Så man slæber sig i seng, selvom man ikke har lyst til andet end at superlime sig fast til sofaen, svejse hoveddøren til og fortabe sig i det digitale vanvid.
Vampire Survivors har længe været et af "de der" spil for mig. Det var en fuldstændig katastrofe, da spillet først udkom, og det er et rent under, at jeg aldrig meldte mig syg trods mange alt for sene aftener. Ja, jeg er voksen... det lover jeg. Digitalt narko i sin reneste form med et direkte hypnotisk gameplay-loop fyldt med voksende tal, stadig mere farverige effekter og de der latterligt tilfredsstillende lydeffekter. At værge sig mod vanviddet var tæt på håbløst.
Så hvad er resultatet, når nogen beslutter sig for at tage det samme koncept, vende det på hovedet, krydre det med lidt deckbuilding og tilsætte en knivspids roguelite? Fuldstændig nedsmeltning på den bedst tænkelige måde. Dét er resultatet. Så hvad er Vampire Crawlers præcis? Hæng på, så dykker vi ned blandt de her pixels og Windows 98-pauseskærms-perspektivet.
Fjenderne vælter frem, og du rigeligt belønnet.
Først og fremmest: Lad mig gøre én ting klar. Vampire Crawlers forsøger aldrig at overgå sin forgænger på dens egen banehalvdel. Dette er noget nyt, men også lumsk velkendt. Man er smart her, og i stedet for at danse rundt om fjenderne, mens dine automatiske angreb gør det hårde arbejde, får du selv mere kontrol her. Du navigerer rundt ved egen kraft. Felt for felt, skridt for skridt, og styrer selv, hvilke kampe du vil kaste dig ud i.
Du presser på. Hvert kort, du spiller, hver combo, du forsøger at opbygge. Alt er konstant en balancegang, som indimellem hurtigt kan føre til nederlag på grund af en uventet fjende, der dukker op, eller en uheldig serie af træk, der giver dig helt forkerte kort i den forkerte rækkefølge. Du bander, accepterer at manden med leen kommer efter dig og hopper ind igen. Bare én gang til.. så er det direkte i seng.
For selvom Vampire Crawlers på papiret er et andet spil end sin forgænger, lykkes det at indfange præcis den samme puls, nerve og afhængighedsskabende gameplay. Du vælger bane ud fra et overworld map, alt sammen med navne og områder, du med garanti genkender fra Vampire Survivors, og opbygger dit kortsæt i realtid. Det mest åbenlyse og mærkbare skift er selvfølgelig spillets tempo. Her er det ikke konstant action eller neglebidende stress, der belønnes. Nej, her stirrer du i stedet på din hånd og planlægger combos, manakrav og maksimal effekt.
Det her vil hjemsøge dig...
Sidstnævnte er desuden det, man kunne kalde rygraden i Vampire Crawlers, hvor du spiller kort med stigende manakrav for at opbygge multipliers, der ret hurtigt kan udvikle sig til vanvids-matematik, som ville have fået selv Leibniz til at svede. Og når den der næsten perfekte sekvens endelig lander - konstrueret af lige dele langsigtet planlægning og en smule held - Mamma Mia! Skærmen eksploderer i farver, effekter og behagelige lyde af monstre, der bukker under for din overmagt. Det er så saligt tilfredsstillende, at man bliver helt rundtosset.
Kortsystemet i sig selv er også overraskende let at læse, selvom det hurtigt bliver overvældende. Røde kort repræsenterer angreb, blå er forsvar, gule er buffs, lilla giver dig mana og så videre. Det gør din hånd overskuelig, selv når den er udvidet til en uhellig, sprudlende værktøjskasse beregnet til monsterslagtning.
Oftere end ikke vil Crawlers desuden kaste en curveball eller to efter dig, for spillet elsker virkelig at strø om sig med særheder - ofte også langt flere, end du rimeligvis kan håndtere. Det smukkeste af det hele? Du kan altid gøre noget med dem, uanset hvor absurd og dumt det end virker. For hvis der er noget, du aldrig skal være bange for her, så er det at eksperimentere. Synergier kan opstå fra de mest uventede ting, og Crawlers belønner kreativitet og nysgerrighed frem for passiv forsigtighed. En designfilosofi, jeg inderligt ønskede, at flere roguelites turde adoptere.
Vampire Crawlers tør nemlig slippe tøjlerne og lade dig galoppere mod horisonten, fuldt bevidst om, at du før eller siden vil vokse dig overmægtig. Det er et spil, der lader dig blive en gud, om end kun i pixeleret form, hvilket også er præcis det, der gør spillet så forbandet charmerende. Hver runde bliver et skørt eksperiment, hvert nederlag en lektion og i forlængelse heraf en undskyldning for at springe endnu en times søvn over.
Masser af unlocks!
Meta-progressionen hjælper også med at holde liv i ilden. Mellem hvert "run" har du mulighed for at finjustere tingene i byen. Her kan man manipulere alt fra hvilke ædelsten, der dukker op i spillet - som igen giver passive effekter til dine kort - til hvor stærke dine bonusevner skal være, eller hvilken karakter du vil spille. Præcis som i originalen er der nemlig et væld af ansigter at låse op for, alle med deres unikke særheder og evner, hvilket opmuntrer til endnu mere eksperimentering.
Systemet gør, at Crawlers hele tiden føles som om, det bevæger sig fremad; der er altid et lille fremskridt at gøre, selv når du har fået tæv, og den kære mand med leen for 117. gang kommer for at håne dig og gnubbe nederlaget i ansigtet på dig. Bare én runde til...
Audiovisuelt er Vampire Crawlers omtrent, hvad man kan forvente, og det bevæger sig ikke langt fra sit udgangspunkt med overdrevent pixelerede repræsentationer af alt fra monstre til karakterer. Men det har også en tydeligere struktur, der passer til det nye gameplay, og skarpe effekter, der forhøjer oplevelsen. På sin vis føles det som om, nogen tog 3D Maze-pauseskærmen fra Windows 95 og kom den i en blender sammen med Castlevania. Resultatet er meget farverigt og charmerende, og man vil garanteret trække på smilebåndet både en og to gange under de mange eventyr.
Vist er der små skønhedsfejl. Den første time er ret træg, og det tager helt klart tid for maskineriet for alvor at komme i gang. Jeg må ærligt indrømme, at jeg selv kløede mig lidt undrende i panden i starten. Se på det som et lokomotiv, der langsomt opbygger damp i kedlen - en snebold, der rulles fra toppen af et bjerg, men langsomt vokser til en lavine. For når det først er i gang, så sker der noget!
Det ser rudimentært ud, men det er det naturligvis ikke.
Desuden kan spillet blive en aning kaotisk med en indimellem lidt drilsk brugerflade. Småting, selvfølgelig, og sikkert noget du højst vil mumle over i få sekunder, før du lige så hurtigt glemmer det og igen fortaber dig i Vampire Crawlers' absurde brillans - og igen klikker på "continue". Bare én runde til..
For det er også det, der er pointen. Vampire Crawlers nægter at slippe taget i dig. Det bider sig fast i nakken og mæsker sig. For selvom meget er sig selv lig, og genkendelsesfaktoren fra Survivors er mærkbar, så arbejder Crawlers med helt nye værktøjer. Glem reflekser og pixel-perfekt navigering mellem stormende horder af monstre. Her gælder det hjerne, timing og en let sadistisk kærlighed til at presse systemer, indtil de går i stykker.
Timerne forsvinder, døgnet bliver til tåge, og tallene vokser i takt med dine combo-kæder. Alt sammen til tonerne af den der lumsk svingende musik og et festfyrværkeri af gnistrende pixler og effekter. Herregud, Poncle, hvad har I gjort..
For ja, Vampire Crawlers er tæt på at være enestående, og dets muligheder er svimlende. Spil på eget ansvar, for dette er om muligt endnu bedre og mere finpudset end sin forgænger.