Der var ingen der nogensinde sagde, at en klassisk The Legend of Zelda-formular krævede en dreng i grønt outfit, eller et magisk fantasy-kongerige, eller et sværd. Nej, den her tidsløse måde at strukturere et eventyr på at kan på ikke overraskende vis sagtens overleve at blive oversat til andre rammer, og det beviser det charmerende og lettere simple Minishoot' Adventures.
SoulGame Studio giver dig her et klassik isometrisk perspektiv, et åbent map opdelt i enkelte "squares", masser af hemmeligheder at opdage, hvor belønningen enten er flere hjerter, altså liv, eller nye værktøjer til at fjerne blokader, der før hindrede din progression. Men i stedet for Link, så er du... ja, et lille rumskib. Og i stedet for at svinge febrilsk med et Master Sword, så er det her faktisk et shoot em' up-spil. Det betyder at du flyver rundt, udforsker og indgår i intense bullethell-inspirerede "twin-stick"-kampe, samtidig med at det her føles så Zelda-kodet, så man skulle tro, det var løgn.
Det er i øvrigt et kompliment, for selvom Minishoot' Adventures uden tvivl er til den simplere side, så bør du ikke misforstå det som mangel på ambition eller manglende evne til at eksekvere. Det her spil er definitionen af tight, hvor udforskning, progression, og strategisk tuning eller er ret præcist defineret og skruet sammen, og resultatet er derfor overraskende underholdende.
Det narrative setup er dog det mest kompromitterede aspekt ved hele oplevelsen. Jeg kan sagtens acceptere at visse spil ikke ønsker at vægte historiefortælling, men i en "Zelda-like", er der brug for lidt mere incitament, lidt mere worldbuilding, lidt mere ramme, end der serveres her. En ondsindet kraft truer en... art... af... rumskibe? Det er i hvert fald sådan det lidt præsenteres, og som din rumskibe-arts udvalgte repræsentant er det op til dig at redde dine rumskibe-venner. Længere er den sådan set ikke. Du kan kalde det ærligt, eller måske bare prioritering, og den godtager jeg et stykke hen ad vejen - ikke alle indie-spil skal bruge Celestes narrative dybde for at være tilfredsstillende spiloplevelser. Men når man nu bruger så meget tid på at udforske, så ville bare en lille smule ekstra narrativ dressing, have pyntet gevaldigt.
Derudover er Minishoot' Adventures uhyre analogt i sit udseende og i sin struktur. Det hele har sådan lidt saturday morning cartoon vibes, og farverne er både flittigt benyttet og mættet, og resultatet oser af charme og karakter. Hvorimod detaljegraden ikke er høj på den måde, så formår SoulGame at finde charmen i disse relativt enkle skitser, og jeg nød hver en dungeon, hver en afkrog af den åbne verden.
Rent strukturelt er "twin-stick shooter møder Zelda-struktur" faktisk ret rammende. Du kan frit flyve rundt og udforske, hvor der så er placeret smarte progressionsblokader op, som løses dynamisk og naturligt som du får flere evner. Et dodge-roll fås i en af spillets dungeons, som så lader dig krydse små floder, der førhen blokerede adgang til nye dele af verdenen. Er du nysgerrig kan du finde gemte belønninger, som giver dig mere boost, flere hjerter, eller bare valuta, som kan bruges til at opgradere våben, bevægelse - you name it. Udover at innovere gennem genreeksperimentet i sig selv, så holder Minishoot' Adventures sig ret loyalt til de her to designsøjler.
Selve kampene er også tilfredsstillende, trods simpliciteten. Som altid handler det om at finde plads til at kunne manøvrere imellem fjendernes angrebsmønstre, og når vinduet så tillader det, selv affyre dine våben. Du tænker først og fremmest på hvilke fjender du bør fjerne fra slagmarken først for at kunne gå resten af kampen mere overskuelig, og der er nok fjendetyper til at den opgave forbliver sjov fra ende til anden. Spillet er måske 10 timer langt, måske, og når heldigvis ikke at blive længere end hvad godt er, men uden centrale ideer, der virkelig ryster posen, og giver dig nye, spændende muligheder, så er det nok meget godt at SoulGame har valgt at holde det her eventyr "short and sweet".
Minishoot' Adventures har ikke noget nyt at sige om twin-stick shooters, om shmups, eller om den typiske Zelda-formular. Det er de ting du kender, bare remixet på en innovativ måde, og måske det også er nok. Det ændrer ikke dit forhold til disse respektive genrerammer, udover at det overbeviser dig om at disse størrelser er fleksible nok til at den slags her sagtens kan lade sig gøre, og det er nok også en sejr i sig selv.
8/10