Med denne add-on pakke er du sikret endnu flere fantastiske timer i The Forgotten Realms´ eventyr verden. Det kræves at man i forvejen har det originale Baldur´s Gate, og man kan kort sagt sige, at Sword Coast blot udbygger størrelsen af spilverdenen. Men der er også små ændringer generelt, som gør det til en bedre oplevelse at befinde sig i området omkring Baldur´s Gate og The Sword Coast.
Man kan til hver en tid i spillet begynde de nye missioner, uanset hvor man ellers er kommet til i ôdet store" spil. Man kan nu stige op til mellem syvende og tiende i level, alt efter hvilken klasse man tilhører, og der er nu også et komplet udvalg af fjerde og femte level Priest og Magic User spells. Så nu kan det virkelig begynde at mærkes, at man er en sagnomspunden, heltemodig eventyrer, som har mere end et par ubetydelige dungeon-encounters i baggagen.
Med i boksen får man det kort over landet, man som europæisk bruger blev snydt for i den oprindelige version. Der er også et mini-hæfte med, som forklarer nye ting og ændringer. Det er let og informativt materiale, og her er Elminster´s foregivne kommentarer altid gode til at sende tankerne ind i The Realms.
Der er ikke sket noget bemærkelsesværdigt med grafikken, bortset selvfølgelig fra de nye områder, som ligger klar til udforskning. Lyden er den samme, flot og ´filmisk´, selvom man kunne have håbet på at de havde fjernet ôI serve the Flaming Fist!" udtalelsen fra de røde vagter, som hænger mig langt ud af pilekoggeret. Video scenerne er både flotte og vigtige for forståelsen af den temmelig indviklede historie. En god ting er stadig den logbog, ens karakter fører. Den giver et tilbageblik på hvad det egentlig var der skete, desværre på en til tider overpædagogisk og afmystificerende måde. Lidt ligesom en film som værende koncentrat af en bog, bare omvendt.
Men hvorfor skulle TSC så ikke med i den oprindelige version? Man spekulerer på, om de hos Bioware og Interplay ikke blot har set sig en smule lune på guldet fra trofaste AD&D fans verden over, som til hver en tid ville stille op og købe efterfølgeren til det hit, som Baldur´s ubenægteligt er blevet? Det virker ikke helt efter hensigten, at hvad der ligesågodt kunne have været med fra starten, nu kommer haltende pinligt tæt på den oprindelige udgivelse. Det hele lugter af penge : Bioware og Interplay har fundet den store skat ! ...os spillere.
Men alt i alt er TSC en god ting at have, hvis man dyrkede originalen med ærefrygt og totalitet, som jeg selv gjorde. Det er fedt at se verdenen blive endnu større. Man kan kun håbe på, at denne slags udvikling indenfor samme spil vil fortsætte, så den fantasiforestilling man har opbygget omkring sit virtuelle selv, og de personer og steder man har mødt, ikke går tabt, når næste eventyr bliver sat i The Forgotten Realms.
Lad konceptet bag æexperience points´ komme til sin ret : Erfaring skabes lag på lag, alt bliver husket, intet går tabt.
Yderligere karakterer
- Grafik
- 8 / 10
- Lyd
- 8 / 10
- Spilbarhed
- 8 / 10
- Langtidsholdbarhed
- 8 / 10