Forza Horizon 6 er kommet flyvende ud af starthullerne og selv om det faktisk kun er tilgængeligt for købere af den dyre Premium Edition, er spillet det næstbedst sælgende spil på Steam (kun overgået af Subnautica 2).
Denne Premium Edition af Forza Horizon 6 peakede på 172.093 samtidige spillere Steam fredag kl. 17.00, hvilket er mere end dobbelt så mange som Forza Horizon 5 nogensinde har nået (81.096) og det er ganske imponerende. Dette tal vil kun stige, når spillet udkommer i alle versioner, her på tirsdag.
Mange stiller spørgsmålstegn ved tidligere adgang til spil via dyrere Premium Editions og lignende, men der er ikke noget at sige til, at publishere laver det her nummer, for der er tydeligvis kunder til det derude. Forza Horizon 6 ligger i øjeblikket med en MetaScore på 92 baseret på 68 anmeldelser, som er den højeste score i serien og præcis den samme som de to foregående spil i serien. Det lader til, at engelske Playground Games stadig har succes med deres Forza Horizon-serie.
Du kan læse vores anmeldelse af Forza Horizon 6 her, hvor Magnus har et lidt andet syn på spillet - den er bestemt værd at læse. Forza Horizon 6 udkommer til Xbox Series X/S, PC og Game Pass den 19. maj. En version til PlayStation 5, forventes at komme senere på året.
