Fans tiggede i årevis om at Playground Games langt om længe ville placere et nyt Horizon-spil i Japan. Og det er ikke svært at forstå sådan lige umiddelbart. Præcis ligesom med Assassin's Creed-serien, der ligeledes oplevede et vedholdende ønske om et japansk kapitel, så drypper "the land of the rising sun" af øjeblikkelig genkendelig ikonografi, og oser af kultur, religion og tradition, som er kendt verden over.
Og nu er Forza Horizon 6 her, og det er godt. Det er endnu et godt Forza Horizon-spil, ja til tider er det faktisk sågar rigtig godt. Men selvom Japan uden tvivl er et spændende tapet til adrenalinpumpende arkade racing, så er det som om at serien måske for første gang er lidt i tvivl om hvor den ligesom skal køre hen. Det kan mærkes, både på den måde de har valgt at bringe Japan til live, og også på den måde den her struktur efterhånden begyndt at knirke lidt under vægten af gentagelsens kunst.
Det er meget, meget vigtigt at slå fast, at selvom Playground ikke genopfinder den dybe tallerken, eller afviger fra Horizons-serie fysiske, strukturelle eller mekaniske ramme, så føles det stadig godt at spille Forza Horizon 6, sådan helt igennem godt. Det placerer en tilpas høj barre her. Hvis øjebliksbilledet er decideret fremragende, og de omkringliggende systemer er skarpslebet over tilpas mange iterationer, så kommer dem der godt kan lide det Playground har serveret gennem fem tidligere kapitler, til at kunne lide det de får serveret her.
Det er her alt sammen, en Horizon Festival, distinkte, forskellige typer af løb, over 550 biler genskabt ned til mindste detalje, et hav af progressionsveje, Barn Finds, samleobjekter - hele svineriet. Der er små ændringer hist og her, naturligvis, såsom tilføjelsen af områdespecifikke maskotter at finde og ødelægge, men i brede træk fremstår oplevelsen at spille Forza Horizon 6 på en måde som at spille Horizon 5, eller 4. Og hvorimod dette let kunne opfattes som en anke, eller sågar en frustration, så er der fortsat en basal glæde i at gribe fat om et spil, som du allerede ved fungerer ikke bare tilfredsstillende, men glimrende, og se dine forventninger blive indfriet.
Men det er samtidig ikke så simpelt, er det vel? Fordi når tallet for enden vokser, så remixes forventningerne samtidig. Det der fungerede knapt så godt sidst, skal fungere bedre, og samtidig skal udviklerne finde måder at tilpasse eller redefinere indholdet på en sådan måde, at det igen føles friskt.
Horizon 6's helt basale, grundlæggende, fundamentale gameplay-struktur er glimrende, best-in-class sågar, men Playground har hverken formået at introducere meningsfulde opdateringer eller "remixes" af indholdet, eller måden der leveres og opleves på, og samtidig er jeg ikke helt sikker på om denne version af Japan var det lige præcis jeg havde håbet på, selvom der naturligvis vil være delte meninger om særligt det aspekt.
Okay, så nu er Horizon Festival nået til Japan, og lad os ikke spilde en eneste sætning på den tyndbenede narrative opsætning, hvor du og dine "venner" Mei og Jordan drømmer kollektivt om at blive festivalens uomtvistelige omdrejningspunkt - spillet taler til dig, ret ofte også, og du kan med fordel ignorere det hele. Om det "bare er sådan det er", eller om du i al hemmelighed ønsker dig, at hvis spillet insisterer på at have karakterer, der så absolut skal tale overhovedet, så kunne de måske fortælle os noget andet end det samme bavl om at "være fri" ved totalsmadre japanske templer og forårsage ejendomsskader i milliardklassen, det vil jeg lade stå frit. Ideen er dog, strukturelt, den samme. Du gennemfører løb, der giver point, og disse point låser op for centrale begivenheder, der markerer at du får et nyt armbånd. Målet er at få alle armbåndene - that's it. Og det er som sådan fint nok.
Disse events er det ret typiske udvalg. Du har Cross Country, Circuits, Street Racing, Dirt Racing og japanske Touge drift-løb, og det blandes med Speed Traps, Drift Zones og Trailblazers. Kombineret med førnævnte Barn Finds, Horizon Chapters (små særskilte historier med de mest forglemmelige karakterer du nogensinde kommer til at møde) og samleobjekter, så er der, som altid, masser af tage sig til, og hver af disse løb er formet og sammensat med sans for detalje.
Men det er også nærmest præcis det samme udvalg, som du har oplevet i mange omgange nu, og kun i meget små præg er den her indholdspakke egentlig tilpasset selve lokationen. Du kører rundt i Playgrounds fortolkning af Japan, ja, men kun få steder er selve overleveringen distinkt, japansk - brugerfladen er sågar stort set identisk. Jeg gav Forza Horizon 5 et stort 9-tal fordi det føles som den absolutte kulmination på hvad den her specifikke formel kunne udrette, og jeg noterede netop i den her anmeldelse, at det føles som en afslutning, at Playground Games ikke kunne klemme mere nyhedsværdi ud af den her specifikke måde at designe og overlevere indhold på. Det kan, desværre, mærkes på Forza Horizon 6, at jeg havde ret. Det her føles som et slags japansk-inspireret ekstranummer, eller, hvis man vil være meget skarp, som DLC.
"MEN", tænker du måske - hvad med Japan? Jo, Japan er smuk her, ingen tvivl om det. Der er en enorm alsidighed i den her setting, der lader dig, relativt hurtigt, drage fra Hokkaidos tykke sneklædte skipister til det nærmest tropiske Nangan. At drifte igennem sakura-blomster er en fryd, at opleve dele af Tokyo set gennem forruden på de her gudesmukke biler er skønt, at se japansk arkitektur og ikonografi bragt til live gennem Playgrounds ForzaTech-grafikmotor i 60fps er flot. Og den nye, lokale radiostation Gacha City Radio med kunstnere som Creepy Nuts og Ado er en kærkommen tilføjelse.
Men der er bare problemer her. Først og fremmest formes Japan lige så meget af de mennesker der bor i landet, som af natur og arkitektur, og Forza Horizon 6 viser kun sparsomt egentlige menneskemængder, selv i Tokyo. Det giver til dels mening, når nu man drøner igennem med 130 kilometer i timen, selv over Shibuya Crossing, men hvorimod Mexico, eller de engelske heder er kendt på baggrund af netop landskaber, så er Japan lige så distinkt på grund af den kultur mennesker udgør, og det aspekt mangler decideret. Idet du kører over Shibuya Crossing i spillets prolog, så måtte jeg decideret stoppe, fordi uden mennesker i det ikoniske fodgængerfelt, så manglede stort set al gennemslagskraften. Sådan er meget af Tokyo - landemærkerne er der, men den fremstår som en mærkværdig spøgelsesby.
Ydermere er det her også frem for alt en realistisk rendering af landet - og det er der sikkert nogle der vil bifalde. Men omvendt betyder det også, at størstedelen af det her map består af mørkegrøn skov og brune bakker og veje. Det gør ikke rigtig noget, som sådan, men det her kunne have været et aspekt, hvor en lidt mere karikeret, måske farvemanipuleret tilgang havde givet spillet et friskt pust? Jeg siger ikke at at der skal danse chibi-karakterer rundt på kølerhjelmen mens du kører, men så meget af mappet er hverken Tokyo, eller nogle af de andre af de genkendelige, ikoniskgrafisk signifikante rammer, der adskiller der her fantastiske land fra alle andre på kloden. Pointen er, igen, at Japan repræsenterer en unik mulighed og en udfordring, og selvom Playground præsenterer smuk natur og realistisk arkitektur, så kan spillet af tekniske og kunstneriske årsager ikke give dig et indblik i landets unikke kultur. Og det er en skam.
Og her til sidst; der er en kuriøs mangel på alsidighed, selv i forhold til Forza Horizon 5. Løbene er langt mere lukkede, og vil bestemme for dig hvilke biler du kan tage med til hvert løb, men mere end det, så fandt jeg kun to Showcase-agtige løb blandt de centrale Wristband Events, resten føltes som ret almindelige løb, selv når det markerede overgangen til et nyt armbånd. Og du låser ikke op for distinkte løbstyper via Horizon Festival som i Forza Horizon 5 - det hele er en stor homogen pulje det meste af tiden, og væk er de distinkte Apex-, Wilds-, Rush-, Street Race-, og Baja-scener. Den kampagnestruktur Playground kaldte "Horizon Adventure" i 5'eren er ingen steder at spore, og det er ikke helt til at greje hvorfor. Der er ét løb mod en Gundam-agtig mech, og det er fantastisk glimt af hvordan et Forza Horizon-spil ville være, hvis spillet aktivt tog japansk kultur under behandling, og ikke bare arkitektur og natur. Men udover det låser du som sagt ikke løbende op for nye "scener" med distinkte løbstyper, heller ej racer du til disse nye scener sammen med alle de andre festivaldeltagere. Nye Wristband events tilføjes bare - uden videre fanfare.
Av for den, hva'? Der sker for lidt, og den setting de fleste havde glædet sig sådan til, den er blevet genskabt på en sådan måde, at det hele fremstår realistisk forankret, men mindre distinkt som resultat. Det lyder ikke for godt, vel? Men det er vigtigt at vende tilbage til, og understrege, førnævnte pointe; Horizon-spillene leverer en open-world arkade-oplevelse, som ingen i branchen kan nå til sokkeholderne. Du finder ikke en konkurrent her, der ser lige så godt ud, lyder lige så godt, er lige så rundhåndet med sit indhold eller er lige så godt teknisk skruet sammen som Forza Horizon 6, det gør du bare ikke. Og hvis du higer efter mere Horizon, så har du nok allerede tætkæmmet Horizon 5 for al det indhold der er, så der er ingen nytte i at anbefale det i stedet for, vel?
Nej, sandheden er mere kompleks, og heldigvis også for det. Horizon 6 skuffede mig. Mig, der har spillet alle seks kapitler i serien. Jeg synes der mangler nogle af de fremskridt Horizon 5 introducerede, jeg synes ikke Playground er villige nok til at eksperimentere med alt fra progression til UI-design, og jeg mener ikke at Japan kommer til udtryk som setting her. Men omvendt er det her, sammen med den sidste håndfuld Horizon-spil, en af de bedste arkade-racere du kan finde baseret på alt det som det her spil forventeligt eksekverer så mesterligt. Jeg tillader mig derfor at anbefale Horizon 6 alene på den baggrund at det fungerer så godt som det gør, selvom jeg igen bliver nødt til at anbefale, at Playground Games virkelig tager sig god tid til at gå mere ambitiøst til værks næste gang.