Skip to main content
Gamereactor Anmeldelser Puyo Puyo 4
Anmeldelser Puyo Puyo 4

Puyo Puyo 4

Puslespil har en enorm popularitet i Japan, men af en eller anden grund bliver sådanne spil ikke særlig tit anmeldt og markedsført herhjemme. Spillet her, med det besynderlige navn Puyo Puyo 4, er nok heller ingen undtagelse.
GameReactor 16 juli 1999

Puslespil har en enorm popularitet i Japan, men af en eller anden grund bliver sådanne spil ikke særlig tit anmeldt og markedsført herhjemme. Spillet her, med det besynderlige navn Puyo Puyo 4, er nok heller ingen undtagelse. Men for dig som søger et spil i Tetriskategorien til din Dreamcast, er der dog trods alt noget ved Puyo Puyo 4, som er interessant.

For dem som har spillet "Dr. Robotnik's Mean Bean Machine" på Mega Drive eller "Super Puzzle Fighter" til Super Nintendo, vil det være nemt at drage paralleller. Puyo Puyo er i bund og grund et simpelt puzzlespil, som man har udbygget både i grafikken, men også i gameplayet. Spillet minder om Tetris på den måde farvede amøber falder ned fra himlen, og skal stables. De farvede bobler falder i par, og skal hænge sammen som en række, før der gives points og forsvinder.

Men Puyo Puyo har her den forskel, at man kan skabe kæder af bobler i samme farve. Og hvis man på den måde kan indkapsle nogle andre farvede bobler, vil disse forsvinde sammen med den fuldendte kæde. Så det handler ikke blot om den øjeblikkelige stillingtagen til, hvor bolerne skal lande, men også om hvilken farve kædereaktion man satser på. Når man spiller to imod hinanden, vil disse indkapslede bobler overgå til modstanderens skærm, til stor irritation selvfølgelig.
Boblerne vil dog være neutrale, og derfor forsvinde, hvis en tilstødende bobbel også forsvinder. Men overraskelsesmomentet er nok til at forpurre selv de mest fleksible planer. Puyo Puyo 4 er således et højtudviklet børnespil, og kræver faktisk en del strategisk arbejde.

Som det sjoveste twist, og som giver spillet sin charme, er at alle modstandere er figur-baserede. Hver modstander har sin spillemåde, med sit eget specielle ôSuper-Attack". Man kan spærre for overførsel af neutrale bobler i et tidsrum, eller skyde modstanderens kæder i sænk, for at nævne et par stykker. Det er igen hylende irriterende, og giver spillet liv, at hver modstander har dette specielle angreb. Det kræver altså en ændret spiltaktik op igennem spillet.

Grafikken for et spil af denne type er egentlig ikke særlig vigtig, men i Puyo Puyo 4 fungerer den ganske udmærket. Den kendetegnende Manga-stil ligger bag søde og flotte tegneserie effekter og 2D animationer. Specielt i mange af de specielle Attacks. Grafikken er strømlinet, uden bemærkelsesværdige fejl.

Som en ekstra bonus i forhold til tidligere versioner, kan man i Puyo Puyo 4 spille op til fire personer samtidig. Her kræves selvfølgelig fire gamepads, men så bliver spillet pludselig også meget mere vildt og sjovt. Det er jo næsten altid sjovere og mere udfordrende at spille imod menneskelige hjerner, med mindre man da tænker ned på sine modstandere. Firespillers-funktionen øger helt klart holdbarheden ved spillet, og det er godt at se spiludviklerne gøre brug af Dreamcast mulighed for fire controllere på samme tid.

Sagt kort her til sidst, så er Puyo Puyo 4 et hyggeligt og udfordrende puzzle spil, som dog har sine positive overraskelser, uden at ville revolutionere Dreamcast, og dens processors muligheder. Vi har ikke mange Dreamcast ejere herhjemme endnu, men for dem af jer, som måske endda går med tanker om at anskaffe sig Tetris 4D, kan Puyo Puyo 4 gøre det langt bedre.

Yderligere karakterer

Grafik
6 / 10
Lyd
7 / 10
Spilbarhed
8 / 10
Langtidsholdbarhed
6 / 10
6
Middel ud af 10 · Gamereactor Danmark
Plusser Et hyggeligt og udfordrende puzzle spil.
Minusser Men ikke noget revolutionerende.
Fuld profil 231 udgivne artikler
6
Middel Netværkskarakter på tværs af 1 udgaver
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.