Det femte Rhythm Paradise-spil (eller det fjerde store hovedkapitel, hvis vi tæller 3DS-udgaven Megamix med, hvilket titlen jo i sig selv lægger op til) er lige om hjørnet. Det lander efter en uendelig pause på 10-15 år, hvor serien fuldstændig sprang hele Nintendo Switch-generationen over... lige indtil nu. Det nye kapitel i den unikke rytmeserie, skabt af kunstneren Tsunku og Nintendos Masami Yone, udkommer meget snart til den originale Switch og kan selvfølgelig også spilles på Switch 2. Da det fungerer som en form for bro-titel mellem maskinerne, har vi testet det i cirka en time på den nyere hardware.
Hvis du ikke helt ved, hvad du skal forvente, vil du med garanti blive overrasket og blæst bagover af en af spilverdenens bedste formler til at formidle rytme. Den fanger alle målgrupper på den mest underholdende og simple måde overhovedet, og så er den spækket med den samme fjollede, hylende morsomme humor, som man kender fra WarioWare-serien.
Det helt store plus her - og min vigtigste erfaring efter min tid med spillet - er, at selvom jeg har spillet tre ut af de fire foregående spil, havde jeg stadig en fantastisk oplevelse, hvor jeg mest af alt grinede og følte mig herligt udfordret af de nye rytmeminispil.
Men hvordan kan det lade sig gøre, når mekanikkerne stort set er de samme? Jo, det er de ganske vist, men udviklerne har udtænkt helt nye scenarier, justeret en smule på knapkombinationerne og formår bare at plante et uundgåeligt smil på dine læber. Uanset om du er veteran eller nybegynder, er de nye sange og idéer bare hamrende gode. Jeg bed i øvrigt mærke i en interessant detalje: De par J-pop-sange, jeg spillede, havde bevaret deres originale japanske vokaler. Tidligere spil har ellers budt på fantastiske (og nogle gange mindre heldige) lokale oversættelser af sangene, så det bliver spændende at se, om det færdige spil satser på den rendyrkede puristiske stil eller en mere bred, oversat tilgang.
Traditionen tro er singleplayer-delen opdelt i kolonner, og jeg fik lov til at spille den første komplette kolonne. Den består af fire minispil/sange samt Remix 1, hvor du skal skifte lynhurtigt mellem alle de lærte mekanikker i et afsluttende, hurtigere og ofte ret drilsk mix. De fire spil er:
- Hoop Trundling: Helt i seriens ånd er det allerførste spil nøje udvalgt til at være simpelt og ekstremt karismatisk, så det både fungerer som introduktion og som et herligt gensyn senere hen. De her halvdårligt tegnede, runde fyre, der hopper gennem ringe, er øjeblikkeligt charmerende og hylende morsomme. Men fordi du står som den absolut sidste i en række av fem, og perspektivet driller dit syn, er det langt sværere, end det ser ud - man trykker simpelthen altid for tidligt! Når det er sagt, lykkedes det mig dog at score en Superb-medalje i første forsøg.
- Brolly Good Show: Der er ingen Rihanna-licens her, men tingene bliver alligevel en smule mere komplicerede. Du skal nemlig både følge anførerens rytme og kombinere A-knappen med ned på piletasterne for skiftevis at åbne og lukke din paraply. Det er endnu mere nuttet end det første spil, og det bliver kun sjovere, når man klodser i det. Jeg landede på et flot A+, men dog uden medalje denne gang.
- Disc Dog: Min absolutte favorit under testen. For hvordan kan man andet end at elske et spil med det navn? Du er en lille vovse, der får kastet en frisbee efter sig på stranden (hvilket jo passer perfekt til årstiden). Du skal tælle til syv i takt med rytmen inde i dit eget hoved og hoppe på det syvende slag, så hunden griber skiven på det ottende. Det er genialt, friskt og virkelig udfordrende, når skærmen pludselig zoomer helt ind, så du hverken kan se hunden, eller når der bliver kastet flere frisbeer i rap. Som du kan se i vores eksklusive gameplay-video, måtte jeg vippe med knæene for at holde takten, hvilket resulterede i, at min frisbee-hund fangede hver eneste lyserøde skive. Den medfølgende hvalp var behørigt imponeret, og jeg snuppede endnu en Superb-medalje - det havde faktisk været et Perfect, hvis spillet for alvor havde udfordret mig. I øvrigt er det genial træning for håbefulde DJ's.
- Feeding the Beast: Den sidste sang i rækken er en kende mere traditionel, men også væsentlig sværere, da min drage skulle nå at spise alle de blomsterknopper, der blev skudt afsted mod den. Masser av synkoperede rytmer og forvirrende visuelle spor betød, at jeg her fik mit absolut dårligste resultat - men den japanske dance-tunes er simpelthen så god!
*Hop Stop N Roll: Derudover fik jeg lov til at vælge et enkelt spil fra den tredje kolonne, hvor det allerede velkendte Slice N Dice Kitchen fra tidligere trailere gemte sig. Jeg valgte dog dette spil, fordi det handler om katte. Formlen er igen noget, vi har set i tidligere kapitler: Du er den tredje ud af fire japanske tumledukker (roly-poly dolls), og du skal hoppe i takt (A), rulle, når du får signalet (højre på piletasterne), eller stoppe øjeblikkeligt, når der bliver kaldt. Det er noget mere komplekst på knapperne, da du holder rytmen kørende med A-knappen stort set hele tiden, og det viser fint, hvordan sværhedsgraden løbende vil udvikle sig. Den medfølgende J-pop-sang gav det desuden en fed, episk anime-vibe. Jeg fik minsandten også en medalje her.
De største udfordringer i Rhythm Paradise kommer altid fra at ramme sangene fuldstændig perfekt for at score de højeste point. Og jeg mener virkelig fuldstændig perfekt. Først jagter man medaljerne, og hvis man er crazy nok, går man efter en Perfect-rating på hver eneste sang, når spillet udfordrer dig til det. Det er her, man indser, hvordan noget så simpelt - som dybest set bare handler om at trykke på knapper i takt, modtakt, synkoperet eller 2-3 gange mellem slagene, mens musikken og grafikken skiftevis hjælper og forvirrer dig - kan holde i utrolig lang tid. Tro mig.
Jeg nåede desværre ikke at teste multiplayer-delen, som ellers vakte min nysgerrighed under Nintendo Direct-udsendelsen. Til gengæld fik jeg prøvet den innovative rytme-RPG-mode kaldet Beatspell, som blev afsløret under selvsamme show.
Jeg nåede ikke voldsomt langt, og nøglen til tilstandens dybde bliver uden tvivl at se, hvor meget man kan skal kombinere de forskellige angrebs- og forsvarsformularer mod monstrene. Men det føles endnu en gang unikt og som et friskt pust i nogle fede rammer. Her er knapkombinationerne noget mere drilske, og de turbaserede kampe afhænger fuldstændig af din adræthed og din evne til at holde takten med metronomen - og så tillader det en smule kreativitet, mens perfekte tryk belønnes med critical damage. Vi må se, hvordan det holder i længden, men det virkede utrolig lovende.
Hvis du aldrig har prøvet et Rhythm Paradise-spil før, vil jeg på det kraftigste opfordre dig til enten at støve Megamix op til 3DS'en, hvis du stadig har konsollen (det er nemlig et af de absolut bedste spil på maskinen)... eller vente på vores endelige anmeldelse af Groove om et par dage, før det lander på Switch-systemerne den 2. juli. Det både ser og lyder fantastisk, designet er i en klasse for sig, og spillet tegner til at blive større end nogensinde før - og så har det den der pædagogiske undertone, som helt naturligt opdrager din rytmesans.
