For under et år siden kvitterede Gamereactor med et meget sjældent 10-tal, idet Jakob Hansen gav The Drifter en ret rungende anbefaling. På daværende tidspunkt var spillet kun tilgængeligt på PC, som virkede ret naturligt givet udvikler Powerhoofs begrænsede ressourcer, samt det faktum at den klassiske point n' click-genre som regel har hjemme på netop den platform.
Men nu er The Drifter tilgængeligt på Switch, som tillader flere "filthy casuals" som jeg selv muligheden for at checke efter ved selvsyn om Jakob var helt i skoven tilbage i september '25. Jeg vil dog i brede træk anbefale at I læser hans glimrende anmeldelse for en mere nøgtern gennemgang af hvad The Drifter reelt set er for en størrelse.
Lad mig dog starte med at sige, at hvis du har betænkeligheder, måske sågar forbehold, i forhold til point n' click, så bør du alligevel checke The Drifter ud. Det kan jeg sige med ro i stemmen, fordi dette nok er det første sande point n' click-spil (andre spil jeg har spillet byder naturligvis på delelementer lånt fra den her genre) jeg har gennemført. Men det til trods, så nød jeg hvert eneste øjeblik i spillets selskab.
The Drifter starter på lettere ensidig, og måske sågar lettere kedelig, vis, men udvikler sig hurtig til en spændende, dynamisk og helstøbt fortælling, der byder på elementer af science-fiction, thriller og sågar mere horror-orienterede elementer hist og her. Det kombineres med en simpel men effektiv grafisk stil og fantastisk stemmeskuespil til en bragende original og innovativ fortælling, som holdt mig fanget fra start til slut.
I klassisk point n' click-stil (lader jeg mig fortælle) er der objekter at finde, og disse kan indsamles, bruges og kombineres med hinanden som en slags nøgler til historiens strukturelle "døre", men selvom der findes et par løsninger der synes at strække spillerens logiske sans, så vil du gå fra det ene aha-øjblik til det andet på strømlinet vis. Jeg var sjældent frustreret, og langt oftere var jeg bare rigtig godt og grundigt underholdt.
Den her version er dog ikke foruden knaster. Her taler jeg ikke om udseendet og ydeevnen, men snarere om den måde Powerhoof og kompagni har overført musens funktionalitet til controlleren. I stedet for at "klikke", så har du et rundt "dial", der aktiveres ved at berøre den ene analogpind. Dermed highlightes interagerbare objekter rundt om karakteren, som så kan vælges. Det lyder intuitivt nok, og det kan være at der simpelthen ikke findes en helt gnidningsfri måde at replikere musens funktionalitet, men jeg fandt det lettere kejtet at styre det meste af tiden.
Der er andre små knaster også, såsom at de genstande du bærer rundt på ikke er farvede, men allesammen grålige og pixelerede, som gør det sværere at identificere de ting du vil bruge eller kombinere fra den lille dial-menu. Desuden kan det gøre udforskning og eksperimentering lidt kikset når du skal interagere med alt med hænderne, for så derefter at prøve enkeltvis med alle de items du har liggende i dit inventory.
Når det så er sagt, så blegner disse brugerfladeproblematikker hurtigt ved siden af The Drifters overvældende kvaliteter. Fantastisk historiefortælling, solid pacing, finurlige karakterer og en god skvæt selvreferentiel komik gør den her oplevelse uendeligt anbefalelsesværdig, også selvom Switch 2-versionen ikke helt formår at genskabe den gnidningsfrie interaktion som PC-folket må have nydt godt af.