Metal Slug Anthology

Mit klareste minde fra en studietur til Strassburg er en arkademaskine. Okay, det er en løgn. Det klareste minde er besøget på en horribel restaurant, hvis logo var en tjener, der sjippede med et bånd af pølser. Men mit næstklareste minde er en arkademaskine. Helt præcis en maskine, der stod og viste Metal Slug. Maskinen fik lov til at stå helt alene, for der hvilede en aura af ære og storhed over den. Jeg prøvede den aldrig, men så bare den rullende demo, der viste en mand, der dræbte uendelige skarer af brununiformerede soldater. Dengang vidste jeg ikke, hvad spillet var, men det gør jeg i dag.

Derfor glæder det mig også at kunne smide Metal Slug Anthology i min Wii, for her finder jeg hele syv spil i serien. Det er nok til timers udfordring og underholdning, såfremt man er til genren og kan tåle et svært spil. For mens Metal Slug ikke er blandt de sværeste spil overhovedet, så er det stadig svært for den uerfarne. Og spillet er endnu sværere end det burde være på grund af kontrollen, eller måske rettere sagt; på grund af manglen på samme.

Wii-konsollens største styrke er ubetinget Wii-moten og Nunchuck-kontrolleren. Der skal ikke herske tvivl om at den sagtens kan bibringe spilbranchen noget nyt, men med Metal Slug er det samtidig tydeligt, at den absolut ikke egner sig til retrospil. Spillet byder på mange forskellige kontrolskemaer og mange kombinationer af Nunchuck og Wii-mote og de udmærker sig alle ved ikke at fungere synderligt godt.

Jeg fandt aldrig en måde at benytte Wii-moten på, der bare gav mig en smule af den kontrol, jeg hungrede efter. Specielt bizar er metoden, hvor man holder Wiimoten lodret som et joystick. Derfor var jeg tvunget til at støve et af mine GameCube-joypads af. Spillet understøtter belejligt nok GameCube-joypads, hvilket er meget heldigt, idet de giver den absolut bedste kontrol over spillet.

Så snart man har fundet en metode at styre spillet på, man kan acceptere (eller man har fundet et GameCube-joypad frem i stedet), kan man kaste sig ud i en oplevelse af ren underholdning.

Metal Slug er nemlig et spil af typen, hvor der ikke er hældt alt for meget overflødigt glitterstads og flødeskum over det hele. For de uinvidede, kan Metal Slug opridses på følgende måde: Du kontrollerer en af fire mulige soldater. De bevæger sig fra venstre mod højre, gennem en masse baner hvor hver bane gemmer på en traditionel Boss, alt imens et dunkende soundtrack sætter scenen for vold, vold og atter vold. Ved at befri skæggede krigsfanger kan du få nye våben, der skal bruges i kampen mod en hær af brununiformerede soldater, rumvæsner, zombier, mutanter, krebsdyr og så videre.

Metal Slug er hardcore, fordi i de fleste tilfælde kræver det kun et enkelt skud at lægge dig ned. Og når spærreilden er tykkest, er det virkelig svært at undgå laserstråler, raketter og kamikazesoldater. Heldigvis er spillet også egnet til spillere uden den store erfaring med Metal Slug. Man kan vælge Continue så mange gange man måtte ønske, så selv den mest uforsigtige eller klodsede spiller kan få slutningen at se i et givet spil.

Charmen er en stor del af Metal Slug-spillene og her bliver man ikke snydt. Hvor store og frygtelige fjenderne end er, så har det et forsonende og endog sødt udseende. Det er en del af oplevelsen at drøne omkring på banerne og se hvordan fjenderne dør. Soldaterne dør tit en blodig død, mens rumvæsnerne for eksempel går i opløsning. Desuden må man ikke gå glip af den dødbringende brækstråle, der erstatter granaterne, når hovedpersonerne bliver zombieficieret.

Metal Slug Anthology er bestemt et køb værd, hvis man er glad for Metal Slug eller bare har brug for at forsøde sin Wii med lidt god Gammeldaws shoot 'em up. Desuden vil hardcore-fans sikkert glæde sig over billedgallerier, et interview og muligheden for at lytte til musikken.